Læsetid: 6 min.

Hvad skal vi med frie grundskoler?

Fri- og privatskolerne har stor succes i disse år. Eleverne strømmer til. Måske fordi de er bedre til at definere, hvad der har værd, lyder det fra to friskolefolk
18. juni 2005

Det er i år 150 år siden, den første friskolelov blev vedtaget, og siden har forældre i Danmark haft frit skolevalg. De frie grundskoler tegner sig i dag for en bred vifte af pædagogiske og didaktiske holdninger; Rudolf-Steiner skoler, grundtvig-koldske friskoler, traditionelle privat- og realskoler, muslimske friskoler, Ron Hubbard-skoler og så videre.

Der har altid været politisk diskussion af, hvorvidt forældrenes frie skolevalg skal håndhæves eller ej, og dagens Danmark adskiller sig ikke på det punkt. Politiske vinde retter aktuelt fokus på de frie grundskolers frihed, statstilskud og herunder også skolernes sociale ansvar. Det udfordrer disse skolers selvopfattelse, men det fremkalder også behov for at drøfte, hvilke politiske visioner, der er for de frie grundskoler, hvilken rolle det frie skolevalg spiller i Danmark, og hvilken værdi vi ønsker at tillægge en mangfoldig grundskolesektor.

Dertil kommer den højaktuelle, omsiggribende politiske retorik, der med afsæt i folkeskolen plæderer faglighed forstået som boglig viden. De målbare kompetencer står over for en renæssance, der provokerer de frie grundskoler til at beskrive sig som andet end folkeskolen.

Frihedsbegrebet

De frie skolers berettigelse historisk set har de frie skoleformer - såvel fri- efter- og højskolerne - mødt folkelig og politisk forståelse og indsigt, fordi mange - også politikere - var rundet af og dermed havde mærket de frie skoler. Sådan er billedet ikke længere. Det er snarere undtagelsen end reglen, at politikere har et personligt kendskab til de frie skoler. Det betyder, at disse skoler i dag i højere grad er nødt til at legitimere sig selv som skoleform og skal være parate til at begrunde den dannelsestænkning, der ligger bag.

Derudover tager venstre- og højrepolitik aktuelt nogle markante skridt væk fra de kendte værdikomplekser, hvilket stiller Dansk Folkeparti i en gunstig position, som et parti, der har et umådeligt håndgribeligt værdigrundlag. Dette billede har naturligvis også en tydelig afsmitning på den måde, der fra politisk hold tænkes fri skole på i Danmark.

Venstre, som traditionelt har været de frie skolers fortalere, oplever gang på gang, at der er intern uenighed om de frie skoleformers relevans i almindelighed. Centralt står dog ét begreb, som såvel de frie skoler som de fleste politiske partier gør til deres mantra, nemlig: frihed. Hvad man forstår ved dette begreb er imidlertid mangetydigt. Det vil en hurtig screening af de politiske partiers hjemmesider vise klart og tydeligt. Ikke mindst i Venstre vil man kunne få en spændende debat om, hvad man internt forstår ved 'frihed for den enkelte' og 'frisind'.

Faglighed er tidens kodeord. Den aktuelle uddannelsespolitiske dagsorden sættes ikke mindst af Krarup-dynastiet, der fylder godt op på rækkerne. Den selvbestaltede 'Kommissionen til forsvar for kundskaber' udnævner elevernes alsidige personlige udvikling til at være den sikre vej mod uvidenhedens dyb. Kundskaber og færdigheder er vejen frem - ikke progressiv pædagogik, lyder parolen. De bekymrede miner efter diverse PISA-undersøgelser retter et tilsvarende fokus på fagligheden i grundskolen.

Men ligesom friheden har mange ansigter, bærer begrebet faglighed også forskellige tolkninger. Dagsordenen er sat af, at staten har forandret sig til i dag at være det Lars Qvortrup kalder en 'supervisionsstat', som værdsætter vidensdiskurser, der kan loddes og vejes - rationelt og forskriftsmæssigt ved hjælp af målbare evalueringer.

Albert Einstein sagde engang: "Ikke alt der kan tælles tæller, og ikke alt der tæller kan tælles."

Test som tryllemedicin

Naturligvis er et godt fagligt fundament på de basale områder; læsning, matematik, sprog, naturvidenskab og samfundsfag væsentlige forudsætninger for dannelsen af det hele menneske. Men dannelse og uddannelse er hinandens forudsætninger. Til at afdække de grundlæggende, boglige færdigheder er en bred vifte af evalueringsformer opstået.

Tidens aforisme er test, som omtrent har fået status som tryllemedicin. Men test er én vej - der findes andre lige så gyldige veje: logbøger, portefolie etc. Ikke så få friskoler håndhæver bevidst arbejdet med følelsen, fantasien og indlevelsesevnen, fordi fortælling er et nøgleord for en stor del af de frie grundskoler.

Men disse kompetencer kan ikke isoleres til bestemte fag og er vanskeligere at 'måle' end konkrete, boglige færdigheder. Det kan alligevel undre, at den politiske diskurs så énsidigt fokuserer på faglighed forstået som boglig kunnen, når ikke mindst erhvervslivet kalder på medarbejdere, der mestrer såvel kreative som snævert faglige kompetencer. Der er ikke tale om et enten eller - men et både og. Det er en ressource, som er helt grundlæggende for samfundets videreudvikling. Alligevel er det omtrent ved at forsvinde fra det politiske fokus.

De frie grundskolers succes fri- og privatskolerne har aktuelt stor succes - målt på tilstrømningen af elever og på karakterniveau, der kan sammenlignes i internationale evalueringer. Spørgsmålet er selvfølgelig hvorfor? I de rapporter, der er udarbejdet i den senere tid, herunder PISA-Danmark, PISA-København og Rambølls evalueringsrapport om de tosprogede, er det muligt at finde frem til nogle faktorer, som er kendetegnende for de frie grundskoler: En stærk samtalekultur, et stærkt skole-hjem-samarbejde, engagerede lærerkræfter, medlevende forældre etc. Den slags parametre fylder ganske vist forsvindende lidt i de konklusioner, der eksponeres i offentligheden - af såvel eksperter som politikere.

For forældrene og eleverne er det omvendt måske netop et kardinalpunkt. Det, der virker i de frie grundskoler ser ud til at være det empatiske forhold mellem de mange aktører, der er involverede i skolegangen.

'Tilbage til folkskolen'

I de frie grundskoler er der en forventning om, at forældrene engagerer sig i deres børns skolegang, og der er en tendens til, at de i højere grad er ligeværdige partnere i skoleprojektet frem for udelukkende brugere.

Og måske ligger her en væsentlig inspirationskilde til folkeskolen. Det fordrer nemlig, at skolens daglige aktører besinder sig på og tydeliggør, hvad der er vigtigt, og dermed ufravigeligt. Derfor er de frie grundskoler måske også bedre til at definere, hvad der har værd. Den enkelte skole er afhængig af, at kunne skelnes fra andre skoler. Man må derfor lægge vægt på at beskrive og formulere sine egne værdier og insistere på dem. Det kræver naturligvis argumentation og omsætning til praksis, så værdierne bliver tydelige for enhver.

For de frie grundskoler er det essentielt, at folkeskolen har succes. Forældrene skal vælge en fri grundskole som et tilvalg og ikke på grund af et fravalg. Der er ikke forskel på de udfordringer offentlige og private skoler står over for med hensyn til faglige krav, tosprogede og andre 'sociale opgaver'. Markante politiske røster mener alligevel, at løsningen på en del af folkeskolens problemer er at indskrænke det frie skolevalg, så fri- og privatskolerne pålægges at optage særlige elever for at opretholde statstilskud. LO foreslår i oplægget 'En endnu bedre folkeskole', at folkeskolen i højere grad skal kræve engagement af dens omverden - ikke mindst gennem styrket dialog med forældrene.

Det er paradoksalt nok netop det engagerende potentiale, de frie grundskoler er kendetegnet ved og konstant kæmper for retten til at bevare i kraft af selvstyre, autonomi og frihed. Desuden foreslår LO i det, der skal forestille at være en progressiv fremtidsvision for folkeskolen, nemlig at barbere tilskuddet til de frie grundskoler ned og øge kravet til elevtal. På den måde skal det blive vanskeligere at være en fri skole, og således skal eleverne finde deres vej 'tilbage i folkeskolen!'

Det er tegn på alvorlig krise - ikke bare i folkeskolen, men i selve definitionen af den danske grundskole - når folkeskolens problemer søges løst ved at ofre principperne for skolefriheden i Danmark. Hvis friskoleloven skal give mening de kommende 150 år, skal der kæmpes i mange arenaer for retten til at drive fri skole på tværs af indtægt, ideologi og livsanskuelse. Det vil ikke mindst kræve politiske visioner, der med helikopterperspektivet intakt kan se nuancerne i grundskolesektoren og ikke begrænses af sin egen blinde plet.

Ebbe Lilliendal Jørgensen er landsformand i Dansk Friskoleforening og Maren Skotte, er informationsmedarbejder i Dansk Friskoleforening

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her