Læsetid: 3 min.

Frie splejser

15. maj 2003

»Friheden er ikke USA’s gave til verden, den er Guds gave til menneskeheden«
Præsident George W. Bush, januar 2003

DE FLESTE frihedsidealer har vi europæere fælles med amerikanerne: Den personlige frihed, religionsfriheden, ytringsfriheden, den frie information, den frie tanke, det frie valg, den politiske frihed, den nationale frihed. Men når det kommer til den frie handel, kan det knibe med at forstå hinanden.
Når amerikanske soldater tager magten over oliefelterne i Irak og sætter et af deres egne firmaer til at få gang i pumperne, så jubler europæerne ikke og kalder det en befrielse. Det gør den amerikanske præsident. Allerede i februar, før Irak-krigen, sagde han i en tale til American Enterprise Institute, at USA ikke vil besætte men »beskytte Iraks naturressourcer mod sabotage fra et døende regime og sikre, at disse ressourcer bliver brugt til gavn for deres ejere – det irakiske folk.«
Frihedens time er inde, når hanerne åbnes og olien strømmer ud på det frie verdensmarked. Hvis man i den anledning taler om amerikansk egeninteresse, så er man en mistroisk skumler, der ikke har fattet, at markedet må være frit, for at mennesket kan være frit.

NU ER TUREN kommet til de gensplejsede afgrøder og fødevarer. Ikke sådan, at USA vil sende soldater for at befri de europæiske marker og markeder og bane vej for gensplejset majs, soya og bomuld made in the USA. Men tålmodigheden er sluppet op, siger den amerikanske handelsrepræsentant, Robert Zoellick. Efter fem års de facto-stop for gensplejsede planter og madvarer skal EU tvinges til at åbne sine markeder gennem en sag i Verdenshandelsorganisationen WTO.
Egen vinding er ikke blandt USA’s bevæggrunde, hvis man lytter til Robert Zoellick. Det drejer sig kun om hensynet til de fattige og sultende, til sundheden og ernæringen og beskyttelsen af miljøet. Og så retfærdigheden og den videnskabelige saglighed. Faktisk beskylder han EU for medskyld i sultedød i Zambia, fordi landet sagde nej til amerikansk nødhjælp i form af gensplejset majs. Han har ret i, at afslaget var pinagtigt dårligt begrundet. Men hvorfor kunne USA ikke bare sende majsmel, der ikke kan spire, eller købe nødhjælps-maden i nærområdet i stedet for at bruge nødhjælp som indirekte støtte til sine egne landmænd?

I FORHOLD TIL WTO’s regler har USA en god sag. Men hvad kan de egentlig få ud af at vinde den? Reglerne siger klart, at man kun må lægge hindringer i vejen for den frie handel med afgrøder og fødevarer, hvis man har videnskabeligt bevis for, at de er til skade for sundhed og miljø – og i øvrigt undlader al unødig forsinkelse.
EU har ikke noget videnskabeligt bevis for, at genetisk modificerede fødevarer er farlige for sundheden. Amerikanerne har spist dem i årevis uden problemer. EU-kommissionen har selv erkendt, at der ikke er påvist helbredsproblemer i en eneste anerkendt videnskabelig undersøgelse.
De mulige miljøproblemer er der masser af videnskabelig dokumentation for: Der er risiko for spredning af de nye planters arveegenskaber. Der er risiko for udvikling af resistent ukrudt og resistente insekter. Men EU’s egne regler lægger op til at vurdere disse risici fra sag til sag. De giver ikke grundlag for et generelt forbud.
Derfor har EU da heller ikke forbudt produkterne, men trukket godkendelserne i langdrag, mens man skærpede reglerne for risikovurdering, kontrol, sporing og mærkning. WTO vil næppe se med milde øjne på dette halvhjertede europæiske forsinkelsesstop.

NU ER EU omsider ved at være færdig med det nye regelsæt, som udmønter princippet om forsigtighed, når der er begrundet tvivl om en risiko. Reglerne skal sikre, at de europæiske forbrugere får et reelt frit valg.
En WTO-sag varer mindst et år og snarere halvandet eller to. Hvorfor rejser USA den på et tidspunkt, hvor EU er gået i gang med at behandle ansøgninger igen og kun er få måneder fra at hæve gen-stoppet?
De risikerer jo bare at gøre gen-mad endnu mere upopulært blandt de skeptiske forbrugere.
Måske forestiller amerikanerne sig, at de kan tryne miljø- og forbrugerbevægelserne, som vil have EU’s stop forlænget, til der er klare regler om erstatningsansvar og de økologiske og traditionelle landmænd er sikret mod forurening af deres afgrøder med gensplejsede pollen og frø.
Måske håber de at slippe for den kostbare adskillelse, som er nødvendig, hvis forbrugerne skal have et reelt frit valg.
Måske har de bøjet sig for pres fra de amerikanske landmænd og firmaer, der har tabt milliarder på eksporten af majs og soya.
Eller måske vil de bare hjælpe Vorherre med at befri menneskeheden fra de overforsigtige europæeres byrde?

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu