Læsetid: 3 min.

Frigid på fantasien

Charlotte Sachs Bostrup skyder sit eget køn i foden i årets eneste danske spillefilm, der er instrueret af en kvinde
29. juli 2005

2005 vil ikke gå over i filmhistorien som et stort kvindeår. Kun én ud af 33 danske spillefilm er instrueret af en kvinde, og den enlige svale - Charlotte Sachs Bostrups Veninder - er desværre ikke en perle, der sætter den urimelige kønsfordeling i relief.

Intentionen fejler ellers ikke noget. Charlotte Sachs Bostrup har villet lave en dansk Woody Allen-komedie for og om kvinder på 40 år eller deromkring. Hun vil kildre sit køn under hagen, stryge det mod hårene og klappe det velfortjent på ryggen. Men manuskriptet er så åndsfattigt og instruktionen så unuanceret, at selv de mest solidariske medsøstre næppe vil forlade biografen med andet end ømme tæer.

Østrogenmareridt

I centrum står den nyligt fraskilte mor Arlette (Anne-Grethe Bjarup Riis), som fylder 40 og føler sig færdig. Hendes selvværd er i bund, da hun pakker bilen med øl og spiritus og kører til Tisvilde for at fejre sin fødselsdag med tre hjerteveninder i et sommerhus. Veninderne opmuntrer efter bedste evne Arlette, men det skal vise sig, at de selv langt fra er så lykkelige, som man umiddelbart skulle tro. Stabile Camilla (Kaya Brüel) er sin gode ægtemand utro med en gift elsker, moderlige Line (Susanne Storm) har endnu ikke fået styr på sin misbrugermand, mens score-tøsen Dorte (Taina Anneli Berg) går rundt og frygter for et barnløst liv i ensomhed.

Hvad snakker fire moderne og intellektuelle kvinder om, når de er alene en hel weekend? Mænd, mænd og atter mænd, hvis vi skal tro Charlotte Sachs Bostrup og hendes medforfatter, Iben Gylling. 30 år efter kvindeoprøret definerer rødstrømpernes pigebørn stadig sig selv i forhold til det andet køn. Hvorfor er det sådan? Det har Bostrup ikke noget bud på. Hvad rumsterer bag facaden? Det formår Bostrup ikke at vise. Manuskriptet rummer ingen dybere selvindsigt, allerhøjest et ubevidst selvhad, og niveauet svinger sig aldrig over en gennemsnitlig dansk tv-serie. Fornøjelsen ved at være flue på væggen hos fire kvinder forvandles hurtigt til et østrogenmareridt.

Solgt sin sjæl

"Åh, jeg er også frigid på fantasiplanet," sukker Arlette, og det samme kan siges om Veninder. Det er en talking heads-film uden visuelle ambitioner, og det stiller store krav til teksten og skuespillet, som ikke bliver indfriet. Damebladsflosklerne fyger gennem luften, men replikkerne er sjældent morsomme. Karaktererne er store, firskårne klodser, og kun Taina Anneli Berg er i nærheden af at gøre sin single-Dorte til en levende person.

Filmens bedste scene er karakteristisk nok den eneste, hvor der optræder en mand, nemlig Nikolaj Steen, som giver filmen en autentisk varme. Her stiger filmen et kort øjeblik ned fra flosklerne og kommer i øjenhøjde med sine karakterer, som den accepterer, hvor håbløse de end er. Derimod kommer vi aldrig under huden på Riis' vrængende jyske Arlette, hverken når hun græder af smerte eller stråler af selvtillid efter at have scoret Bistroens unge steg.

Charlotte Sachs Bostrup startede filmkarrieren i 1996 med novellefilmen Fridas første gang, hvor hun skildrer en teenager, der målrettet går i byen for at miste sin mødom. Det var et anderledes moderne og vibrerende pigeportræt, som i nogen grad blev ført videre i Kærlighed ved første hik - Bostrups første film for producenten Regner Grasten. Siden har makkerparret lavet den pinligt ringe Askepop - the Movie og storfilmen Familien Gregersen, der aldrig blev nogen stor film.

Samarbejdet har ikke fremmet følsomheden, som er Bostrups akilleshæl. Efter fem år med købmand Grasten er der grund til at frygte, at hun har solgt sin sjæl. Hvis Charlotte Sachs Bostrup skal gøre sig håb om at genvinde den, er det på tide at bryde pagten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her