Hekseafbrændinger, urte-afkog, adelsliv, visebøger, gudstro, kærlighedsdramaer, arvefølge, astronomi, kvindelist og nye verdensbilleder. Det er farve og liv og leben i Elisabet Holsts historiske romandebut, der handler om kvindelivet i den danske adel i renæssancen, dvs. sidste halvdel af 1500-tallet.
Hovedpersonen er den viltre og rødflammende Karen Gyldenstjerne, der vokser op i det landadelige miljø på Fyn i en stor søskendeflok. Gennem størstedelen af sin barndom lever hun et sorgløst og drenget liv, næsten efter rosseausk forbillede. Hun er naturbarnet, der sammen med vennen og præstesønnen Magnus flakker omkring til hest i skovene omkring barndomshjemmet og er i ét med naturen.
"Og siden red Karen og Magnus sammen ud over markerne, langs stranden og ad kølige skovstier. Lange, lykkelige dage," skriver Elisabet Holst, men så kommer det kætteriske 'men'. For syndefaldet lurer lige om hjørnet, det barnligt-naive paradis mellem de to børn mister brat sin uskyld, da de vokser til.
Det kan ikke vare ved, kløften mellem kønnene, mellem pligt og lyst og mellem naturdreven frihed og religiøs puritanisme er for stor.
Rødstrømpe som rødtop
Elisabeth Holst - der også er uddannet psykoanalytiker - kan sin Freud til fingerspidserne. Friheden og den drømmende naturtilstand i barndommen er prentet ind i vor Karens personlighed - men brydes hele tiden med 1500-tallets stærkt religiøse moralopfattelse. Det er konflikter, som Holst - med svingende held - rykker ind i hovedpersonens drømme, der er levende beskrevet i indlagte drømmepassager i bogen. Det rebelske og næsten diabolske ved hovedpersonen bliver sat på spidsen i hendes trang til at praktisere som klog kone og behandle de fattige syge i omegnen med urtemedicin, udtræk og afkog. Men hendes omsorg for fattiglemmerne blev nemt forvekslet med hekseri og flirt med alverdens djævelskab. Hun bliver da også anklaget i en større hekseproces, som hun følger tæt med både forurettelse og bekymring.
Holst bruger hovedpersonens store røde løvemanke af et hår, der vejrer og flagrer og flammer til den store guldmedalje, som et symbol på Karens frihedstrang og egenrådighed. Hun er en kvinde, der ved, hvad hun vil.
Det er en fin grundtanke at bygge et personbillede op af en selvstændig, livskraftig, intelligent og ikke mindst delikat erotisk kvinde lige ved udgangen af den mørke middelalder. Kan man ikke være rødstrømpe, kan man da i det mindste være rødtop.
Faren for at kamme over
Holst bevæger sig på en knivsæg i beretningen om den begavede ildsjæl, der møder sit livs kærlighed i skikkelse af Frederik II's ven og rådgiver, Holger Ottesen Rosenkrantz, som hun får to drenge med.
På bedste vis forankrer Holst fortællingen i tid med et overskud af viden om samtidens historiske, religiøse, litterære, idéhistoriske, videnskabelige og kulturelle strømninger. Men hele tiden lurer faren for at kamme over i ren trivi. Særligt i beskrivelserne af hovedpersonens karakter, hendes evner for urtemedicinen og i hendes kærlighedsliv. Der er for meget vind, der bølger i træerne, hjertebanken, knitrende taft, kruset gyldenrødt hår i morgensolen og frostklare øjne. Og udredningerne af de adelige skærmydsler om uden-omsægteskabeligt tjuhej, gamle stridigheder, arvefølger, venindegiftigheder og økonomiske og ægteskabelige alliancer er lige ved at kamme over i barokt billedblad.
Man er alligevel godt underholdt og oplyst, mens man hvirvles ind og ud af den ene adelige fejde efter den anden. Det skyldes mest af alt Elisabet Holsts fritløbende og gennemarbejdede sprog og den enorme baggrundsviden om perioden, levemåderne og det politiske og kulturelle klima i 1500-tallet. F.eks. om hekseprocesserne, den høviske kultur, de puritanske strømninger, adelskulturen, folkemedicinen og de såkaldt kloge koners virke, om folkevisernes betydning for adelskvinderne, om indvarslingen af det kopernikanske verdensbillede med meget mere. Alt sammen giver det Elisabet Holsts romandebut dybde og vægt.
