Læsetid: 4 min.

Frihandel tømmer verdenshavene

Den tredje verdens fiskerinationer bliver taberne, hvis der åbnes op for yderligere liberalisering af handel med fisk og fiskeprodukter
18. januar 2007

Der foregår i disse uger hektisk, international aktivitet for at få genoplivet forhandlingerne i den såkaldte Doha-runde om liberalisering af verdenshandelen, forhandlinger under Verdenshandelsorganisationen WTO, der brød sammen i sommer, fordi både USA og EU ikke ville give flere indrømmelser i forhold til liberalisering af handelen med landbrugsprodukter.

Hvor lyse udsigterne for genoplivningsforsøget er, vil vise sig på årsmødet i World Economic Forum fra den 24.-28. januar, hvor erhvervs- og handelsministre samt ledende erhvervsfolk skal diskutere "bekymrende forhold i verdensudviklingen" herunder de strandede WTO-forhandlinger .

Som optakt til mødet udgiver Greenpeace rapporten Trading Away our Oceans. Det gør vi for at sætte fokus på et overset men ganske centralt element i handelsforhandlingerne under Doha-runden, nemlig liberaliseringen af handelen med 'ikke-landbrugsprodukter' og konsekvenserne af liberalisering af handelen med fisk og fiskeprodukter. Det centrale løfte ved igangsættelse af Doha-runden i 2001 var, at den skulle være en 'udviklingsrunde' med udviklingslandenes behov som omdrejningspunkt.

Rapporten bygger på tilgængelig data fra OECD, FN's Miljøprogram (UNEP) og EU. Data, som imidlertid synes at have været godt gemt af vejen i forbindelse med WTO-forhandlingerne eller i det mindste har været lidet omtalt, men som kraftfuldt indikerer, at en yderligere liberalisering af handelen med fisk og fiskeprodukter, bl.a. via en generel nedsættelse af told på sådanne produkter under WTO, kun vil gavne en lille håndfuld fiskeeksporterende lande med relativt velfungerende nationale fiskeriforvaltningssystemer.

Mauretanien

Trading Away Our Oceans sætter fokus på erfaringer fra handelsliberaliseringer på fiskeriområdet i Mauretanien, Senegal og Argentina.

For Mauretaniens vedkommende ved vi fra et UNEP-studie fra 2006, hvordan landet med et fra naturens hånd rigt og produktivt havmiljø kastede sig ud i en vild liberaliseringsproces på fiskeriområdet for at klare sig ud af et betalingsproblem. Udover toldfrihed på EU- markedet og ophævelse af den mauretanske regerings handelsmonopol på fisk fortæller 'eventyret' også om fiskeriaftaler med EU, der bl.a. ophævede den nationale fiskeriflådes eksklusive ret til fangst af det særdeles lukrative fiskeri af blæksprutter.

Mauretaniens tidligere velfungerende fiskeri af værdifulde arter så som netop blæksprutter, hummer og krabber er nu overudnyttet, og nogle arter er endda ganske forsvundet. Desuden er niveauet af bifangster og udsmid fra industrielle rejetrawlere nu så omfattende, at det forurener havmiljøet, og fødevaresikkerheden er stærkt faldende, fordi den nationale flåde primært koncentrerer fiskeriindsatsen om arter af høj værdi til eksport.

Historien om det mauretanske fiskeri er historien om, hvordan tredjeverdenslande med svage fiskeriforvaltningssystemer, som kaster sig ud i liberaliseringseventyr i omgangen og handelen med fisk, kommer i uføre. Men det er også historien om, hvordan selv EU mod ringe betaling forhandler sweetheart-aftaler for nogle få medlemsstaters ubæredygtige fiskeri langt fra hjemlige farvande. EU og Mauretanien indgik for nylig en seksårig fiskeriaftale, som mod en årlig betaling til Mauretanien på 86 mio. euro giver fiskefartøjer fra EU ret til fortsat fangst af bl.a. de ovennævnte overfiskede blæksprutter.

Et i øvrigt pinligt eksempel på, hvorledes EU kommer i konflikt med egne erklærede mål om, under Doha-rundens forhandlinger om genforhandling af subsidier, at ville arbejde for forbud mod fiskerisubsidier, som har skadelig indvirkning på fiskebestandes bæredygtighed.

Øget liberaisering

Historien fra Mauretanien afspejler en udvikling, der er meget sandsynlig for langt de fleste tredjeverdenslande. En udvikling, hvor toldreduktioner som enkeltstående tiltag kan sætte skub i eksportindtjeningen, men kun giver en kortsigtet gevinst, da de fleste kommercielt interessante fiskebestande i stigende grad er overudnyttede.

En jagt på i forvejen overudnyttede fiskeribestande og dermed på sigt også en miljøkatastrofe. Prisen på lokalt fisket konsumfisk vil samtidig stige, fordi en stor del af den lokale fiskerindsats vil rette sig mod fiskeri efter arter, der er beregnet til eksport. En udvikling, der altså fører til en yderligere underminering af fødevaresikkerheden.

Et OECD-studie fra 2003 af effekterne ved yderligere liberalisering af handelen med fisk og fiskeriprodukter via reduktion eller eliminering af toldsatser konkluderer, at kun to de to fiske-eksporterende OECD-lande, New Zealand og Island, der i forvejen har velfungerende fiskeriforvaltningssystemer, vil have varig glæde af sådanne tiltag.

Det bekymrende i situationen lige nu er, at evt. genoptagne WTO-forhandlinger under Doha-runden meget vel kan føre til forceret liberalisering af handelen med fisk og fiskeprodukter, uden at andre vigtige forudsætninger for bæredygtig forvaltning af verdens fiskeressourcer er på plads.

Problemet er ikke mangel på internationale, juridiske aftaler men manglende efterlevelse af disse bl.a. FN's havretskonvention (UNCLOS) og handlingsplanen fra verdenstopmødet om miljø og udvikling i Johannesburg 2002. Så længe disse aftaler ikke efterleves af den samme kreds af lande, som binder sig op på en evt. ny WTO-aftale, så længe afklaringen af forholdet mellem WTO's frihandelsregler og disse internationale aftaler og andre internationale miljøaftaler i øvrigt ikke er afklaret, så længe evt. konflikter mellem sådanne regelsæt stadig ser ud til at skulle løses alene i WTO's tvistbilæggelsessystem, ja så længe finder vi det rimeligt, at WTO-forhandlingerne om liberalisering af "ikke-landbrugsprodukter", herunder af fisk og fiskeriprodukter, bør suspenderes i evt. genoptagne Doha-runde forhandlinger.

Jan Søndergård er politisk rådgiver for Greenpeace Norden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu