Læsetid: 4 min.

Frihandel er udviklingspolitikkens missing link

Verdensbankens præsident Paul Wolfowitz er på en handelspolitisk mission op til WTO's topmøde i næste uge. Man hører Bono synge med i baggrunden
10. december 2005

Washington DC - Paul Wolfowitz er ikke nogen Bono. Men de to er blevet rigtigt gode venner efter, Wolfowitz tidligere på året blev udnævnt til præsident for Verdensbanken, verdens største udviklingspolitiske organisation. For de to mænd er på en fælles mission. Først var det gældseftergivelse til verdens fattigste lande. Nu gælder det om at sikre de samme lande adgang til de rige landes markeder.

Chancen for også at nå det andet mål i år er inden for rækkevidde - selv om forventningerne er dalende. I næste uge mødes ministre fra 148 lande i Hong Kong for at lægge rammerne for fremtidens internationale handelssystem som led i den såkaldte Doha-runde. Og succes for samtalerne er påkrævet, lyder det fra Wolfowitz. Frihandel er simpelthen the missing link i udviklingspolitiken.

"Hvis ikke befolkningerne i Afrika og andre fattige dele af verden får adgang til markeder, hvor de kan sælge deres varer, vil de aldrig komme ud af deres fattigdom eller blive i stand til at give deres børn en bedre fremtid. Der er for meget på spil, ikke bare for de fattige, men for den globale økonomi, til at vi kan afslutte mødet uden reel fremgang. Doha-runden er en vigtig mulighed for at omskrive reglerne for et uretfærdigt internationalt handelssystem, der undertrykker de fattigste befolkningers potentiale, lød det Bono-agtigt fra Wolfowitz tidligere på ugen i en tale i Washington.

Hvad han mente med uretfærdighed, fremgik af en række eksempler:

- Det nuværende handelssystem betyder, at rige lande sætter de højeste handelsbarrierer op for de fattigste lande. Det betyder, at Mongoliet betaler et højere beløb i afgifter for deres eksport til USA til en værdi af 240 millioner dollar, end Norge gør for sin eksport til en værdi af 6,5 milliarder dollar.

- Bangladesh, et af verdens fattigste lande, afkræves det samme beløb i afgifter for sin eksport til USA til en værdi af to milliarder dollar, som Frankrig betaler for sin eksport til en værdi af 30 millarder dollar.

Wolfowitz opfordrede landenes forhandlere til at se ud over deres egne snævre interesser. Hvis ikke, vil det ramme de 1,2 milliarder mennesker, der i forvejen lever i yderste fattigdom, hårdest.

Store gevinster at hente

Det er især de rige landes landbrugsstøtte, Wolfowitz gerne vil gøre op med. Ifølge Verdensbankens tal lever 70 procent af verdens fattige i landdistrikter og er afhængige af landbrugsproduktion for at kunne forsørge deres familier. De rige lande bruger 280 milliarder dollars om året på landbrugsstøtte. Beløbet betales af os, forbrugerne, i form af højere priser og skattefinansierede støtteordninger, der sender pengene direkte videre til landbruget - ofte landmænd, der i forvejen er meget velhavende.

Det sætter ligeledes tingene i perspektiv at sammenligne, hvad de rige lande bruger landbrugsstøtte i forhold til udviklingshjælp.

Ifølge Verdensbanken bruger USA og Europa tre dollar på landbrugsstøtte for hver ene dollar, de bruger på udviklingsbistand. For Japan er forholdet endnu værre. Japanerne bruger 500 yen på deres landmænd for hver gang, de bruger 100 yen til udvikling.

De høje afgifter på landbrugsprodukter skader endvidere de fattige lande ved at forhindre dem i at sælge mere raffinerede produkter. Som eksempel nævnte Wolfowitz, at selv om 90 procent af verdens kakao produceres i udviklingslande, står disse lande for kun fire procent af verdens samlede chokoladeproduktion. Hvorfor? Fordi mange af afgifterne vokser i forhold til, hvor meget behandling produktet har gennemgået. I Europa er afgiften på rå kakao på 1,5 procent. Et færdigt stykke chokolade belægges med en 30 procents afgift.

"Hvis Doha-runden ender med et udviklingsvenligt resultat, der sikrer fattige og rige lande lige vilkår, vil der være enorme gevinster at hente for begge grupper," sagde Wolfowitz.

Dårlige veje er skadelige

Verdensbanken har beregnet, at man ville kunne sende 300 milliarder dollar ind i verdensøkonomien om året, hvis handlen gøres helt fri. Udviklingslandene ville få 86 milliarder dollar af denne kage, et tal, der er større end verdens samlede udviklingsstøtte. Og ifølge Verdensbankens beregninger vil dette tal vokse, efterhånden som producenterne i de fattige lande bliver i stand til at udnytte fordelene ved de nye markeder.

Rwanda er et positivt eksempel på, hvad adgang til et stort marked kan betyde for et fattigt land. Ifølge Wolfowitz voksede landets eksport af kaffe til USA sidste år med 166 procent. Kaffe udgør desuden 80 procent af landets eksport til Europa. Kaffeproduktionen kombineret med adgangen til disse markeder er stærkt medvirkende til, at Rwanda nu har en vækst på cirka otte procent om året.

Verdensbankens præsident er dog godt klar over, at frihandelens velsignelser ikke vil materialisere sig fra den ene dag til den anden.

Åbner Doha-runden for en mere fri verdenshandel, vil de fattige lande få behov for nye veje, stærke institutioner og reformer. Ofte er vejene i udviklingslandene så dårlige, at transporttiden fordobles. De ringe forhold betyder, at forsikringer bliver mange gange dyrere. Og ofte medfører et langsommeligt told-bureaukrati, at virksomhederne giver lidt ekstra for at få deres varer igennem - korruption med andre ord. Til sammen betyder det, at mange udviklingslandes virksomheder, som har potentialet, ikke er konkurrencedygtige.

Et ulige makkerpar

Ifølge Wolfowitz står Verdenbanken klar med flere ressourcer til at hjælpe de fattige lande til at kunne klare sig bedre i den globale økonomi. Banken arbejder tæt sammen med Den Internationale Valutafond og Verdenshandelsorganisationen WTO om en investeringspakke, der er målrettet til at forbedre landenes investeringsklima, infrastruktur og dygtiggøre befolkningerne. Banken har alene inden for de seneste to år fordoblet sin handelsorienterede långivning til 1,1 milliard dollar.

Bono blev tidligere på året betragtet som en seriøs kandidat til præsidentposten i Verdensbanken. Valget endte med Wolfowitz.

De er nu et af de mest ulige makkerpar, man kan forestille sig på den internationale politiske scene, men Wolfowitz' tale i denne uge viste, at de nu deler samme budskab. Nu mangler Wolfowitz bare at blive rigtig cool.

Tema om WTO-forhandlingerne på: tema.information.dk/wto2005

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu