Læsetid: 4 min.

Frihed som ledestjerne

11. maj 2006

Fristelsen til at underordne friheden andre ’retfærdige’ idealer er snublende nær i den verden, vi lever i, skriver den tyske intellektuelle Ralf Dahrendorf i en aktuel – men også lidt vel lang betragtning

Det ses gang på gang. Et venskab kan hurtigt blive til fjendskab, en tidligere beundring hurtig føre til skuffelse, også - eller måske især? - i den åndelige, den intellektuelle verden. Sådan gik det blandt andet med Ulrich von Hutten under den tyske reformation, som på sine sidste dage lancerede et massivt angreb på sit tidligere idol, Erasmus af Rotterdam. Ifølge von Hutten havde Erasmus svigtet Luthers kamp mod den katolske kirke ved ikke offentligt at erklære sig solidarisk med ham og hans tilhængere.

Dertil svarede Erasmus: "Jeg kan ikke ændre min holdning. Det lutherske parti er mig fremmed og vil altid være det. Med det lutherske parti mener jeg den gruppe af personer, som med hele deres hjerte accepterer alt, hvad Luther har skrevet, skriver og vil skrive i fremtiden. En sådan selvopgivelse finder man sågar blandt de mest begavede og anerkendte mænd."

Stå vagt om autonomien

Den 77-årige Ralf Dahrendorf citerer denne episode i sin netop udkomne bog Versuchungen der Unfreiheit. Die Intellektuellen in Zeiten der Prüfung (Ufrihedens fristelser - De intellektuelle i prøvelsernes tid). Brevet fra Erasmus skal læses som en central passage, fordi den indeholder Dahrendorfs idealbillede af den intellektuelle, som bevarer sin uafhængighed og integritet - på trods af fristelsen til at blive inddraget i den politiske kamp. For pointen er, at Erasmus sagtens kunne have støttet det lutherske parti i dets opgør med den katolske kirke, idet han på et åndeligt plan delte mange af reformatorens tanker. Men han ville ikke underkastets - ikke underskrive en blankocheck og opgive sin kritiske distance. For så han havde han ofret sin autonomi og tjent en anden gud.

Den slags fristelser henholdsvis ofringer har der været mange af i det 20. århundrede - især i årene efter Første Verdenskrig og den verdensomspændende økonomiske krise i 1920'erne. Mange har ladet sig friste af kommunismens og fascismens ideer og har opgivet frihedens ideal til fordel for et andet - fællesskab, lighed, national genrejsning, håbet om et slags paradis på jorden, for blot at nævne nogle få.

Dahrendorfs eget udgangspunkt har altid været liberalismens. Han erkender, at der findes andre - endelige - idealer og værdier, som han respekterer, og som han ved kan komme i konflikt med friheden. "Det er en simpel kendsgerning, som vi må bære. Konflikten mellem værdier må udkæmpes i en liberal ordning. Heri ligger der en fundamental begrundelse for demokratiske institutioner. Ikke altid står frihedspartiet som vinder i dette opgør, ja muligvis er det endda undtagelsen. Som regel har retfærdighedspartiet de stærkeste bataljoner."

Dahrendorf søger i bogen ikke at begrunde eller argumentere for friheden som sidste ideal. Spørgsmålet er snarere, hvordan den, som har friheden som sin ledestjerne, kan holde fast i den, især når det gælder. Dahrendorf er her først og fremmest interesseret i de offentlige intellektuelle, som "virker med og igennem ordet", og de såkaldte historiske øjeblikke, hvor "ord kan blive til handling" - 1914, 1917, 1933, 1945, 1968, 1989? Med andre ord: Hvordan bliver man - og bliver ved med at være - en 'erasmier', som Dahrendorf døber denne species?

Diffuse svar

Ligeså klart, som spørgsmålet er formuleret - så diffust er Dahrendorfs forsøg på at give et generelt svar. Fra starten gør han det klart, at idealbilledet af en erasmier i det 20. århundrede for ham personificeres af Iasiah Berlin, Karl Popper og Raymond Aron, og at England med dets liberale tradition udgør en særlig god bund, hvor denne species kan trives. Dahrendorf kommer omkring mange navne, som i mere eller mindre grad kvalificeres til at være en erasmier - blandt andre Hannah Arendt, Theodor W. Adorno, Norberto Bobbio, George Orwell, John Kenneth Galbraith. Men selve Dahrendorfs pointe synes ikke at kunne bære et længere essay, for ikke at tale om en hel bog på lidt over 230 sider:

"Det er altså dette, som man har brug for, for at kunne modstå ufrihedens fristelser: evnen til ikke at lade sig føre væk fra sin egen kurs, selvom man står alene; paratheden til at leve med den menneskelige verdens modsigelser og konflikter; den engagerede disciplinerede iagttager, som ikke lader sig indtage af andre; den lidenskabelige hengivelse til fornuften som erkendelsens og handlingens instrument. Dette er frihedens dyder, ja kardinaldyder."

Dahrendorfs bog slutter med nogle nutidige betragtninger. Vi lever ikke i en historisk tid, dog ved man aldrig, hvor historien er på vej hen, argumenterer forfatteren. Friheden trues også i dag - fra islamistisk, men også fra de vestlige staters side, som i deres kamp mod terror udhuler retsstaten mere og mere, ja som endda er kommet så langt som at diskutere tortur som et legitimt antiterror-middel. For at slutte med Dahrendorfs egne ord: "For nogle vil erasmiernes dyder klinge sært gammeldags, men for alle dem, som holder af og værdsætter friheden, kan det ikke skade også at pleje dem i fremtiden."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu