Den 1. maj i Fælledparken bød på en overraskende tale fra Helle Thorning-Schmidt, der samme dag i radioen lovede en klichéfri 1. maj næste år. Det ser vi frem til, men kan det lade sig gøre at forny den socialistiske utopi med dens idealer om frihed, lighed og broderskab?
Har højrefløjen ikke en gang for alle demonteret den socialistiske retorik og inkorporeret resterne af den i en retorik, hvor idealerne er effektivitet, organisation og "sammenhængs-kraft"? Måske er de politiske utopier blevet afløst af designerpolitik fremført af brandede, medieglade politikere?
Alle politikere må i deres retorik forholde sig til ideologiernes død. Ellers lyder de jo som klicheer, som Socialdemokraternes formand har opdaget. Man lokker ikke kun vælgerne til med løfter om materiel gevinst, men nok så meget med smukke, identitetsskabende fortællinger.
Helle Thorning talte i sin 1. maj-tale om en "uopslidelig fortælling om et samfund, hvor alle får lige muligheder, og hvor der er sammenhold om at løfte de svageste". Hun talte om frihed, lighed og fællesskab (mere kønsneutralt end broderskab). Slagordene blev i hendes tale et omkvæd, der gav talen en ny, men klar socialistisk tone. Hun talte da også om to forskellige visioner for et velfærdssamfund og søgte gennem talen at argumentere for et socialdemokratisk velfærdsamfund med "muligheder - ikke uligheder" for alle.
Modbilledet er regeringens forestilling om et velfærdssamfund, hvor individet står over systemet. Hun sigtede til Foghs nytårstale fra 2002, hvor han netop formåede at ryste en ny cocktail af de retoriske rester fra traditionel borgerlig-liberalistisk retorik med dens vægt på individets frihed og minimalisering af statens indflydelse, og fra den socialistiske retorik med vægten på lighed, tryghed og mistænkeliggørelse af en materiel elite (smagsdommere, hvor det i den socialistiske retorik var de rige kapitalister).
En sådan blanding af argumenter og metaforer fra traditionelt adskilte ideologiske domæner er midlet til at skabe en ny effektfuld retorik, hvor de mest sympatiske slagord fra højre og venstre omdefineres til noget nyt. Omdefinering er en vigtig retorisk overlevelsesstrategi i en tid, hvor det for alle politikere drejer sig om at finde en tredje vej, med et slagord fra den engang så succesfulde Tony Blair. Det samme forsøgte Thorning i sin 1. maj-tale, hvor hun definerede velfærd som velfærd for alle og talte for statens socialiserende rolle i et velfærdssamfund.
Forkætret solidaritet
Thorning forsøgte i sin tale at gøre fællesskab til et ideal og dermed appellere til en fællesskabsfølelse og en omsorg for de svageste i samfundet. Det forkætrede ord solidaritet brugte hun ikke, men hun fik dette kernebegreb oversat til almindelig nudansk med omkvædet "muligheder - ikke uligheder".
Modsætningen til ulighed ville i en traditionel socialistisk retorik være solidaritet, men Thorning laver en ny modsætning, hvor de ubehagelige konnotationer ved ordet solidaritet (i retning af kommunistisk statsdiktatur) undgås. Den positive modpol til ulighed er nu "muligheder", et ord, der konnoterer liberalistisk valgfrihed. Thorning har sågar designet sit nye værdimodsætningspar i en velklingende antitese holdt sammen af allitterationer. Det er en stilistik som Bush, Berlusconi, Blair og Fogh har brugt med stor succes, og den gør sig godt i vor tids blandede mediebillede.
Det er nemt at huske for den informationsbelastede vælger, der støder på disse slogans overalt. Den bruges med lige så stor succes af virksomheder og organisationer, og det kan undertiden være vanskeligt at høre forskellen på politisk retorik og brandingstrategier.
Begge parter synes grundlæggende at opfatte ledelse, organisation og kommunikation som løsningen på alle problemer. Symptomatisk er den mest populære metafor overalt fodboldmetaforen: Alle taler om at sammensætte det bedste hold og lede det frem til sejr. Fodboldmetaforen var der også i Thornings 1. maj-tale, hvor hun beskyldte regeringen for at klumpe sig sammen på højre banehalvdel sammen med Dansk Folkeparti. Det er en af de klicheer, jeg godt kunne undvære næste 1. maj. I længden vil den blive belastende for en politikers etos: . Det er ikke blot vanskeligt at høre forskel, men også at se forskel, når kvindelige politikere optræder som stilikoner i ugeblade og reklamemagasiner. Således troner Espersen, Thorning, Jelved og Kjærsgaard på forsiden af apriludgaven af det københavnske reklamemagasin Where2go. Når politikere stiller op til den slags, er det vanskeligt at tro på at der stadig findes ideologiske modsætninger.
Hanne Roer er lektor i retorik på Københavns Universitet og skriver fast i Information om retorik og kommunikation
