Læsetid: 3 min.

Frihed, lighed og... øøøh

26. november 1998

Der går et spøgelse gennem Europa, og det er ikke socialistisk. Så kan de sige, hvad de vil. Hvad sagde ikke Tysklands socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder efter det jubelvalg, hvor Tyskland som det sidste store europæiske land fik en socialdemokratisk ledelse, som 10 andre af EU's 15 lande:
"Partiet står for økonomisk stabilitet, lov og orden og kontinuitet i udenrigspolitikken".
Oh hvilken treklang af politiske mål, en stolt socialistisk tradition, og man ser dem for sig, vågne til dåd efter mange års politisk dvale:
"Hvad var det nu, vi plejede at sige: Frihed, lighed og... øøøh, hvad var det sidste?"
For er én ting larmende fraværende, når man ser de moderne tandpastareklamer i spidsen for socialistpartierne, så er det solidaritet. Joeh, de kan snakke om det. Men gøre noget? For de dårligst stillede i egne lande? For den del af verden, der netop nu oplever en voldsom bølge af fattigdom skylle hen over deres lande som resultat af den internationale finanskrise? Ingen af disse fattige har andre i verden at se hen til end Europas socialdemokrater, der både har magten og meningerne til at ændre systemfejlene.

De nye socialister er valgt til ledelse som reaktion på, at 1980'ernes nyliberalisme gik for vidt: Vælgerne ville ikke acceptere den jobusikkerhed, massearbejdsløshed og de stigende sociale omkostninger, som liberaliseringen medførte. Hvad kan vi måle de nye socialister på end den broderskab med verdens fattige og Europas arbejdsløse, som valgene er udtryk for.
Foreløbig kan vi kun måle de nye socialister på deres resultater i Frankrig (privatiseringsrekord) og Storbritannien (hovedresultatet er en mindsteløn på 36 kr. og en erkendelse af, at mange briter er fattige).
Hvad vil socialisterne så? For tiden er det mest rødglødende revolutionære dokument, der cirkulerer i Europa socialdemokraternes "strategipapir "En Ny Europæisk Vej."
Papiret er i øjeblikket ved at blive gjort til virkelighed i næsten daglige møder mellem de socialistiske statsledere og finansministre.
Og hvori består så revolutioneringen af Europa? Kort fortalt: Mere harmonisering; af skattepolitikken, af afgifterne, af lønkravene - af finanslovene og renterne.
Det kan der være masser af fornuft i. Vi har allerede set, hvordan europæiske lande, f.eks. Irland, tiltrækker arbejdspladser ved at dumpe selskabsskatten. Fælles regler, harmonisering, kan også modvirke social dumping og unfair lønkonkurrence.

Det ligefrem triste ved det socialistiske dokument er imidlertid, at det stort set ikke tilbyder fremtidens Europa andet end mere union.
Der står ganske vist "solidaritet" fem gange i "visionen." Men når der står "vækst" sytten gange, så er det symptomatisk for den tankegang, den gennemsyres af.
Selv socialdemokrater kan blive forbandet over manglen på visioner nu, hvor de nye socialister har fået magt.
Det fælleseuropæiske LO's talsmand, Wolfgang Kowalsky påpeger f.eks., at EU-Kommissionen har udsendt talrige rapporter og udtalelser om de store muligheder for at styrke beskæftigelsen ved at udvikle miljøsamarbejdet, gennemføre en økologisk skatte-
reform, grønne afgifter, osv.
Nu har socialisterne flertallet i finansministerrådet, men de nævner ikke engang den økologiske skattereform i deres eget oplæg.
Når denne leder kan synes så pessimistisk, så skyldes det ikke mindst de erfaringer, vi har i Norden med den nye type socialdemokratiske ledere, der nu bliver gængse over Europa - dem som norske Rune Slagstad, professor i socialfilosofi i dagens avis kalder en "markedsteknokratisk elite," med følgende karakteristika: "Afideologiseret, administrativ holdning til politik, markedsdisciplineret ledelse uden politiske visioner".
Tilbage bliver en "fornuftens" politik, hvor stærke kræfter ikke udfordres, hvor barmhjertigheden glemmes, hvor livsværdier blir ligegyldige.
Nuvel. Fornuften kræver lidt bedre uddannelse til alle, bedre sociale forhold for at mindske samfundsomkostningerne, men det lugter unægteligt af, at socialdemokraterne - som de plejer - er blindt besatte af troen på, at økonomien er nøglen til alt godt. Og at vækst er nøglen til økonomien.
"Det gør, at vi aldrig får taget stilling til det egentlige spørgsmål... Om det vigtigste for vores lykke er, at det materielle forbrug stiger med 30 procent inden for de næste syv til 10 år, sådan som Finansministeriet lover os.
Er det succeskriteriet?" spørger SF's topøkonom Jes Lunde i dagens avis.
Er det, socialdemokrater i alle lande?pety

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu