Læsetid: 7 min.

Frihed for tortur - også i Mellemøsten

Kampen mod tortur har været en dansk mærkesag i mere end 40 år. Alligevel er frihed for tortur ikke en del af den danske regerings Arabiske Initiativ - selvom tortur i Mellemøsten er et udbredt fænomen
13. maj 2006

Efter en tid, hvor Danmark har været på næsten alle internationale avisers forsider, og hvor det danske brand ikke mere er entydigt positivt, er det vigtigt igen at få fokuseret på de aspekter, som har været medvirkende til at skabe det danske brand.

Det bør gøres ved at sætte fokus på frihed for tortur - et område, hvor Danmark har haft en høj international profil i mere end 40 år, og som (desværre) stadig er meget aktuelt.

Frihed for tortur blev indskrevet i FNs Universelle Menneskerettighedserklæring fra 1948, som danske politikere har stået vagt ved siden - selv under den såkaldte krig mod terror og krigen i Irak, og selv når koalitionspartnere har taget de første skridt ud ad et skråplan, som historien har vist kan føre til en større udbredelse ogaccept af tortur.

Frihed for tortur har, under skiftende regeringer, været en dansk mærkesag i mere end 40 år. Således stod daværende udenrigsminister og senere statsminister Poul Hartling i 1969 fast i fordømmelsen af den græske militærjunta efter sikre rapporter om systematisk tortur mod dets modstandere. Danmark med Hartling i spidsen fik andre større europæiske lande med sig og bidrog derved til den græske juntas stigende isolation og endelig dets fald. I dag er det svært at forestille sig, at EU-landet Grækenland for kun 40 år siden var et militærdiktatur berygtet for dets torturpraksis. Der er sket meget i de forløbne år.

Landvindinger

FN fulgte op på Menneskerettighedserklæringen med Konventionen mod tortur, grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i 1984 og en tillægsprotokol til denne i 2002. Amnesty International lancerede i 1972 den første internationale kampagne mod tortur, og organisationens første lægegruppe blev dannet i Danmark. Fra denne gruppe udsprang Rehabiliterings- og Forskningscentret for Tor-turofre (RCT) i 1982 og Det Internationale Rehabiliteringsråd (IRCT) i 1985.

Danmark blev med tiden anerkendt verden over for indsatsen mod tortur og for den specialiserede viden om behandling af torturofre. Resultatet af den danske indsats lod ikke vente på sig. I dag arbejder mange personer og organisationer overalt i verden for frihed for tortur og med konsekvenserne af tortur. Efter den 11. september 2001 og den efterfølgende såkaldte krig mod terror har vi i torturfrihedsbevægelsen imidlertid oplevet et tilbageslag, hvor ikke kun diktatorer, men også demokratiske regimer bruger denne 'krig' til at legitimere brugen af tortur.

Tortur i de arabiske lande

I den arabiske verden er det, som i resten af verden, uhyre svært at få præcis viden om omfanget af tortur. Få regimer fører og offentliggør pålidelige statistikker over disse aktiviteter.

Ifølge Human Rights Watch og USA's State Departments menneskerettighedsrapporter er tortur og anden nedværdigende eller umenneskelig behandling eller straf udbredt i de fleste arabiske lande. Tortur anvendes over for medlemmer af oppositionen og mod almindelige kriminelle for at opnå tilståelser for reelle eller fiktive lovovertrædelser. Meget få torturbødler straffes for deres gerninger.

Imidlertid er mange aktive arabiske menneskerettighedsgrupper med kontakt til internationale søsterorganisationer igennem årene blevet grundlagt. Dette sammenholdt med fremkomsten af flere internationale arabisksprogede tv-kanaler, for eksempel al-Jazeera og al-Arabya, har betydet, at overgrebene i dag eksponeres på tværs af landegrænserne.

Mange arabiske stater har været hurtige til at springe på antiterror-dagsordenen. Flere af landene har således indført betydelige begrænsninger i borgerlige og politiske rettigheder. Lovgivningen har ofte ramt hele paletten af regimekritiske grupper og organisationer - herunder de førnævnte menneskerettighedsorganisationer.

For mange regimer har dagsordenen vist sig at være en kærkommen lejlighed til også at slå ned på en parlamentarisk politisk opposition. Accepten af antiterror-dagsordenen og konsekvenserne for de arabiske borgeres basale rettigheder står i modsætning til mange af staternes officielle standpunkter om politisk liberalisering. Nogle af de fremskridt, der er sket i flere af landene omkring retssikkerhed og politiske rettigheder, undermineres i dag af nød- og særlove samt bestemmelser i forbindelse med terrorisme-bekæmpelse, der tilsidesætter den gældende (og forbedrede) retspraksis.

De(t) arabiske initiativ(er)

Efter den amerikanske præsidents proklamering af krigen mod terror lancerede den danske regering i lighed med andre lande i Europa og Nordamerika i 2003 et arabisk initiativ, der gennem dialog skulle fremme udvikling og menneskerettigheder i den arabiske verden.

Det danske arabiske initiativ skal, ifølge udenrigsminister Per Stig Møller, i modsætning til de andre vestlige arabiske initiativer arbejde nedefra og op. Initiativet fokuserer på projekter, der støtter demokratisering og opbygning af civilsamfundet, fremme af kvinders rettigheder og offentlighedens adgang til information.

At det er centrale emner at tage fat på, fremgår blandt andet af FN's anerkendte årlige udviklingsrapporter for de arabiske lande. Forhåbningen er bl.a., at en udvikling af en dialog med lande og organisationer i regionen kan lægge grunden for en bedre forståelse landene imellem og modvirke politisk radikalisering og religiøs ekstremisme.

Efter affæren med Muhammed-tegningerne er der delvist lagt en dæmper på denne dialog. Det er ærgerligt, hvis det betyder, at vi skal lade kontroversielle emner ligge, da dialogen og samarbejdet er mere vigtigt end nogensinde, hvis vi skal undgå, at Huntingtons 'civilisationernes sammenstød' bliver en selvopfyldende profeti. Men det er måske på tide at ændre måden, hvorpå dialogen foregår, og lade vores arabiske partnere også bringe emner på banen, som de mener er vigtige i forholdet mellem vores lande.

Efter sagen om Muhammed-tegningerne og den danske regerings høje profil omkring ytringsfriheden er det måske på tide at overveje hvilken tilgang, der skal bruges, hvis vi gerne vil lykkes med samarbejde og forståelse mellem Danmark og den arabiske verden.

Som anført af mange med bare en smule forhåndskendskab til regionen har dialogen hidtil mindet mere om en manuduktion, hvor vi har stillet os selv op på en piedestal som et eksempel til efterfølgelse. Det er ikke helt blevet accepteret af vores arabiske partnere, hvorved dialogen ikke har virket, især fordi vi har haft helt forskellige fortællinger eller opfattelser af, hvor problemerne ligger og derved også forskellige syn på hinanden.

Meget groft sagt er den arabiske verden for Danmark kendetegnet ved mangel på demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed og som værende autoritativ, patriarkalsk og kvindeundertrykkende. Mange i den arabiske verden mener, at der er noget om snakken, men at vi i nord taler med to tunger, idet vi siger, at vi støtter menneskerettigheder, demokrati, m.m., mens vi de facto holder venligtsindede autoritære regimer ved magten på grund af vores økonomiske interessers (læs: olie) skyld, og når vi ser gennem fingrene med den ifølge FN ulovlige israelske besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Desuden opfattes frigørelse af Vestens kvinder ikke som noget entydigt positivt.

For at komme ud over disse gensidige stereotyper er det vigtigt i højere grad at inddrage civilsamfundet i begge samfund ved et samarbejde omkring et konkret problem som tortur. Det drejer sig om at udvikle samarbejder mellem danske og arabiske organisationer, der hver især indgår i et konstruktivt engagement med deres respektive stater.

Et problem, der kan løses

Tortur er et stort problem i arabiske lande og et kontroversielt emne at tage op på regeringsplan, men det kan lade sig gøre mellem menneskerettighedsorganisationer i Danmark og arabiske lande, hvor lokale kræfter støttes for at få stater til at sikre, at mennesker ikke torteres, og at regeringer, herunder den danske, fortsætter det vigtige arbejde mod tortur i og uden for landenes grænser.

Et sådant arbejde vil tage udgangspunkt i de lokale organisationer, og i et sådant samarbejde skal begge parter kunne tåle kritik. Med andre ord komme ned fra den moralske piedestal og indgå i en ligeværdig dialog, hvor vi bliver klogere på de arabiske lande og befolkningerne, der får mulighed for at nyde godt af de forskellige fundamentale rettigheder. Både Danmark og de arabiske lande har en langsigtet sikkerhedspolitisk og udviklingspolitisk interesse i et sådant samarbejde. Lad derfor organisationerne, der kæmper mod tortur, slå et slag for den danske mærkesag om frihed for tortur ved at give sagen en væsentligt mere central placering i den danske regerings arabiske initiativ. Dialog og holdninger vil kunne udvikle sig derfra, og vi vil derved kunne komme ud af de fastlåste positioner, som Danmark og den arabiske verden tilsyneladende befinder sig i lige nu.

Frihed for tortur er ikke en del af den danske regerings arabiske initiativ på trods af problemets omfang. Det på trods af, at tortur ifølge regeringens udviklingspolitik fra 2005 udgør en prioritet for den danske regering. Denne lapsus bør der naturligvis rådes bod på, således at frihed for tortur fremover kommer til at indgå som en central del i det arabiske initiativ. For som udviklingen i Grækenland viste, så kan tortur udryddes.

Jan Ole Haagensen er ph.d. og afdelingsleder i den Internationale Afdeling på Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre (RCT)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu