Læsetid: 2 min.

Frihedens farve

4. januar 2005

I en tid, hvor jordskælv og flodbølger river menneskeliv med sig i hundredetusindetal og tilintetgør alt natur- og menneskeskabt kan det være vanskeligt at samle sig om mere abstrakte emner og værdier. For eksempel ideer om europæisk identitet. Frysende menneskemasser i Kiev kan på ingen måde måle sig med den ufattelige katastrofe i Asien. Men alligevel melder der sig gradvist en anden virkelighed, og i den står der også noget skrøbeligt på spil: nemlig de basale frihedsrettigheder og demokrati. Den mest optimistiske begivenhed i 2004 er uden tvivl det folkelige oprør i Ukraine. Her kunne man lære, at frihedens farve er orange – og den har haft kraftig afsmitning i vores ellers ofte så blaserte vesteuropæiske demokratier, der så længe har værnet om basale frihedsrettigheder, at vi har glemt, hvad det betyder at vinde dem. Ukraine drømte igen den europæiske drøm om et forenet Europa, der forener de forskellige traditioner og trosretninger og etniske tilhørsforhold i et nyt fællesskab. Som forfatteren Ulf Peter Hallberg for nylig udtrykte det i avisen: ’Ukraines demokrati klargør Europas potentiale. Med ét er den europæiske arv mere end blot et slidt slagord [...]. Pludselig er denne arv et pejlemærke for borgerånd, kamp og kærlighed’. Ukraine har vist en vej for os ind i det nye år. Ukraine fortæller endnu en gang historien om frigørelse fra ideologisk snærende bånd og tvungen kollektiv identitet og vil nu koble sig på en europæisk kosmopolitisk tradition.

På sin egen måde er der en forbindelse mellem friheden fra Ukraine og Mario Vargas Llosas essay Europa: en smuk idé i dagens avis. Og den forbindelse hedder frihed. Llosa gør sig til fortaler for et opgør med forestillingen om Europa som en kollektiv identitet og leverer et stærkt forsvar for Europas som frihedens kultur, der i grunden hviler på det samme som oprøret i Ukraine. Llosas vision lyder sådan: ’I opbygningen af Europa bør man respektere og opmuntre den imponerende religiøse, ideologiske, politiske og kulturelle mangfoldighed i de samfund, der indgår i Europa. Denne forskelligartethed er dets bedste kulturarv og det, der sikrer universalitet, bygger broer og skaber dialoger med andre samfund og kulturer i verden’.

Ifølge Llosa er en kollektiv identitet ’en ghetto, en koncentrationslejr, hvor individet i al hemmelighed er klonet for at opretholde fiktionen om en homogenitet’. Hos Llosa kan hverken nationalisterne eller super-europæerne finde deres argumenter, men det kan derimod fortalerne for en afbalanceret enhed af nationale mangfoldigheder.
Som Llosa også er inde på, så udgør det sande reservoir for Europas kulturelle identitet i virkeligheden litteraturen. Her findes den virkelighed af ideer og fiktioner, der udgør den europæiske kulturarv. Al væsentligt europæisk kommer ikke fra store statsmænd og politologer, men fra de store europæiske forfattere. Hos dem kan man også finde fremtidens svar og fastholde frihedens perspektiv.

pn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her