Læsetid: 5 min.

Frihedens pris

Vi har lov til at vælge, hedder det, så længe vi ikke skader andre. Underforstået at vi gerne må skade os selv - skønt den frihed er under angreb. Men har vi personlig frihed til at pålægge samfundet store og varige udgifter?
20. april 2007

G. W. F. Hegel hævdede, at mantraet for moderne samfund er den personlige frihed. Én ting er, at princippet led en krank skæbne i Hegels egen filosofi. En anden er, at manden havde ret. Ideen om det frie valg er slået igennem. Hvad der tidligere lå fast i traditionens usynlige rammer, er blevet til variable, genstand for synlige overvejelser og normale dilemmaer

Uden tradition sker der et skift fra automat-valg til stærkt subjektive valg. De moralske dilemmaer forstærkes af, at frie valg ikke træffes én gang for alle. Friheden gælder også retten til at vælge om, så man har sit job eller sin kæreste, til man finder noget bedre. Man skal ikke være slave af sine principper. Kontingens, hedder det hos Niklas Luhmann, er den moderne verdens Midas-guld.

Når alle kan vælge frit fra alle hylder, og når der er mere identitet i afvigelse end tilpasning, fordi rebellen er synlig, mens disciplen er usynlig, opstår en myriade livsformer, der forbinder sig globalt med hinanden.

Så man kan vælge, om man vil være ryger eller smøgfri, dranker eller afholdsmand, fed eller slank. Man kan også vælge, om man vil have sine børn scannet for sygdomme, eller om man vil tage dem, som de er. Vi skal se lidt nærmere på det sidste valg.

Engang var der ikke noget valg. Børn var skæbne, og da traditionen med at sætte vanskabte børn ud til ulvene faldt for princippet om, at "Tider skifter, og Sæder mildnes", måtte familier leve med de børn, som skæbnen tilskikkede dem.

Abortens frie valg

Sådan er det ikke mere. Nu kan man komme nogle fjender i forkøbet. Den gravide krop kan aflures informationer om det fremtidige barn. Indtil videre kan kun enkelte sygdomme diagnosticeres i den periode, hvor abort er tilladt, men snart bliver det muligt at finindstille på flere detaljer, så man på forhånd kan se, om ønskebarnet bliver som ønsket.

Det åbner for spørgsmål, som ikke fandtes tidligere. Skal det være muligt at vælge abort, hvis man opdager, at barnet har forkert køn, gal hårfarve eller små skavanker?

Ud fra princippet om kvindens ret til frit at vælge, kan man ikke afvise et krav om abort, selv om man ikke bryder sig om motivet. I den modsatte ende af skalaen kan man spørge, om man skal acceptere en kvindes ret til at gennemføre en graviditet, selv om hun på forhånd ved, at barnet har svære skavanker, så der allerede i mors liv er dømt handicappet.

Når frihed kvalificeres til at være 'frihed under ansvar, er ideen, at man nok kan vælge frit, men selv må tage følgerne. Man kan forbyde folk at stjæle, men gør de det, kan man straffe dem på passende vis. Men hvad med en familie, som insisterer på at føde et handicappet barn? Kan man kræve, at den selv leverer de ekstra ressourcer af tid, omsorg og penge?

En moderne familie, med dobbelt arbejde og endeløse forhandlinger, har ikke plads til gamle og børn, og slet ikke til handicappede. Problemet stiller sig forskelligt for de gamle, som familien ikke selv har valgt, og for de børn, den har valgt. Normale børn belaster samfundet med normale udgifter, ud fra princippet om, at enhver aldersgruppe er en økonomisk belastning.

Men handicappede børn belaster samfundet ekstra meget, og der er ingen udsigt til, at de engang betaler indsatsen tilbage. Hertil kommer, at de kræver professionel pleje.

Spørgsmålet kan udvides til de valg af livsformer, som sandsynligvis fører til sygdom og tidlig død, f.eks. narkomani, drikfældighed og fedme. Og det kan føres ad absurdum, når man spørger, om folk skal bære en del af de økonomiske byrder, hvis de skal en tur gennem møllen, fordi de har kørt uden sele, gået over for rødt, plukket æbler i en brandert, eller ikke opsøgt deres læge tidligt nok.

I kølvandet på tekniske fremskridt er det uundgåelige blevet undgåeligt. Da dilemmaerne er nye, står ingen moralsk intuition parat til at overtage det bevidste valg. Der er fraværende i Grimms eventyr, og mor fortalte os ikke om dem.

Resultatet er grumsede situationer, hvor refleksionen løber sur i et morads af pro et contra uden en fornuftig og fælles løsning, kun den vilkårlige kraft i et 'jeg vil'.

Der er ingen økonomisk løsning. At tale om økonomi er udtryk for forlegenhed, og at give en familie ret til et handicappet barn, dersom den kan betale en eller anden brøkdel af udgifterne, vil krænke grundprincippet om lige adgang for alle.

Der er heller ingen social løsning. Ingen kan forlange, at en familie skal tage sig af et handicappet barn, selvvalgt eller ej, dersom det vil overbelaste dens ressourcer. Sådanne sociale overvejelser er ellers begyndt at spille en rolle, når man frikender en ung fyr, der uden anledning sparker en anden fyr til lirekassemand, fordi det vil ødelægge hans uddannelse og fremtid at komme i spjældet.

Når man står i en situation, siger Freud, som man hverken kan unddrage sig eller udholde, er der én udvej tilbage: at fortrænge, altså at glemme. Det sker også i de dilemmaer, som den moderne frihed og den moderne teknik fremprovokerer. Man kan i nogle tilfælde forbyde, men opnår ofte ikke andet end at de pågældende får sagen klaret i udlandet. Vi diskuterer sagen i den tomme luft, hvorefter vi glemmer den igen.

Naturens praksis

Hvad der glemmes i offentligheden, kan ikke glemmes af dem, som skal leve videre med sagen. Det fortrængte vender tilbage. I velfærdssystemets krinkelkroge findes en mindelig løsning på problemer, som har en skarp teoretisk form, men ingen skarp løsning. Så vi slår den teoretiske fornuft fra og ser, hvad der sker, når uløselige moralske problemer løses ved at overlades til praksis.

Inde i dyrets mave, uden for det offentlige lys, sker så de nødvendige afvejninger, hvor alle de praktiske hensyn spiller ind, som teorien ikke kan magte uden at gå i krampe. Man prøver sig frem med trial and error, og ud af denne praksis genopstår en tradition, som hjælper os ud af den moralske krampe.

Så ad vildveje opstår en omgangsform for samfundets liv med handicappede, narkomaner, drukmåse og andre med en svag vilje. Det er ingen stabil form, den kritiseres løbende og er altid under revision. Men den skal ikke måles i lyset af det perfekte, kun i lyset af alternativer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu