Læsetid: 3 min.

Frihedskæmpere fejrede sig

Der var to kontrære røster imod det liberalistiske frihedsbegreb ved CEPOS' lancering af den nye borgerlige historieantologi
29. september 2006

Ove Sprogøes figur i Matador er ønsketænkning uden hold i virkeligheden, og den borgerlige kulturkamp har skabt et friere og mere pluralistisk samfund.

Det var to af konklusionerne fra henholdsvis historikeren David Gress og kulturminister Brian Mikkelsen, da den borgerlige tænketank CEPOS i går inviterede til lanceringsseminar for historieantologien Tyve begivenheder der skabte Danmark.

Det var de pastelfarvede skjorters og de smalstribede slips' dag i Den Sorte Diamant. Panelet bestod af antologiens to redaktører, David Gress og Kasper Elbjørn, tillige med Kulturminister Brian Mikkelsen, tidligere miljøminister Lone Dybkjær og historieprofessor Knud J.V. Jespersen.

Kiggede panelisterne op, mødtes deres øjne to af fortidens borgerlige kæmper: Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen, der fra første række overvågede indlæggene i det nyeste slag af den kulturkamp, som både redaktør Kasper Elbjørn og Brian Mikkelsen straks indsatte projektet i.

"Det er historisk set kun et mindretal, der har brændt for friheden, og de er altid blevet forbigået i den danske historieskrivning," lagde Elbjørn ud og priste derefter ministeren for kulturkanonen.

Hjernen

Mikkelsen priste til gengæld CEPOS:

"Det er befriende at have ekspertbistand ved hånden, når alle andre i den politiske debat trækker den anden vej. For eksempel kan det jo ellers være noget ensomt at ville diskutere skattepolitik i Danmark - her er det rart med nogle forbundsfæller," bemærkede ministeren, mens det jakkesætklædte publikum lo og hviskede i deres mobiltelefoner, at de sad i møde resten af dagen.

"Men hvad nytter forbundsfæller, hvis man ikke bruger dem til noget?" replicerede Lone Dybkjær til almindeligt bifald.

Der blev dog også diskuteret historieskrivning. Herunder af David Gress, der af sin medredaktør og CEPOS-kollega blev introduceret som "en af Danmarks skarpeste hjerner". Den brugte Gress så til at tale om, at en kanon altid er autoriseret af nogen med en bestemt interesse og adkomst, såvel som skrevet til nogen - altså et bestemt publikum.

Modellerne for skiftende tiders historieskrivning startede med Bibelen, siden fulgt op af Homers Iliade og Vergils Æneide - og siden blev historiekanonen så til et nationalt projekt, forklarede Gress.

Også Knud Jespersen betragtede historieskrivning som fortolkning:

"Hver morgen, når historikeren vågner, er historien blevet en anden, end den var dagen før." Denne omstændighed var dog ifølge historieprofessoren ingen undskyldning for at udvælge sine egne historielæsninger efter smag, behag og agenda:

"Indsigten kommer først, når man begynder at løfte sig over myriaden af enkeltheder. Den nationale katastrofe i 1864 er et rystende eksempel: En gruppe nationalliberale politikeres enøjede fejltolkning af den tilsyneladende store danske sejr i treårskrigen fra 1848-50 fik katastrofale følger. Her havde de stirret sig blinde på én historisk begivenhed uden at se på konteksten," forklarede Jespersen.

$SUBT_ON$Frihedskamp

På trods af denne formaning var der ikke megen tvivl at spore blandt hovedtalerne om, at det går rigtig godt med kampen om fortiden.

Den socialdemokratiske debattør Henning Tjørnehøj forsøgte ganske vist at slå skår i glæden ved at betvivle den indledende påstand om, at kun et mindretal historisk set har brændt for friheden:

"Verdenshistorien handler jo netop om undertrykte, der har kastet deres åg af sig," mente han og pegede på et mere kontroversielt og nutidigt eksempel, som fik Lone Dybkjær til at nikke med: "Selve velfærdssamfundet har jo netop sikret den individuelle frihed i det moderne samfund."

Men det var ikke frihedens kerne, mente Brian Mikkelsen. Det bedste eksempel på sikring af friheden i nyere tid var derimod regeringens skattestop:

"Det er noget, der virkelig betyder noget for menneskets frie udfoldelse," forklarede Mikkelsen og fortsatte med endnu et eksempel på kulturkampens succes:

"Det er nu blevet tilladt at stille krav om faglighed i folkeskolen - det var det ikke før."

Lyttede man efter, kunne man her høre Henning Tjørnehøjs stemme hviske "pladder," men ellers sluttede formiddagen blot med applaus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu