Læsetid: 4 min.

Frihedskamp eller terrorisme

'V for Vendetta' prøver at fusionere to væsensforskellige måde at tænke historie og karakterer på. Det lykkes ikke, men filmen er alligevel blevet et interessant sammensurium af tanker og ideer
24. marts 2006

Man kan sige meget om Wachowski-brødrene, men deres timing er upåklagelig. V for Vendetta, som de har skrevet, produceret og angiveligt skyggeinstrueret, rammer lige ned i tiden.

Filmen foregår i år 2020 i et fascistisk samfund, hvor folkets vilje sidder i magthavernes lomme. En krig har hensat det meste af verden i en tilstand af kaos og ødelæggelse, og kun i England hersker ro og orden. En stærk mand (John Hurt) greb chancen, spillede på befolkningens usikkerhed og lod sig krone til konge.

Alan Moores 25 år gamle Orwell-inspirerede tegneserie, som filmen er baseret på, blev til i et engelsk samfund under et benhårdt, konservativt styre; den spejler nazisternes magtovertagelse i Tyskland i slutningen af 30'erne; og filmen, der mere eller mindre følger tegneserien, har premiere på et tidspunkt, hvor mange føler, at George Bush jr. har sat demokratiet ud af spil med sin egenrådige politik, hvor selvmordsbombere ryster Mellemøsten, og hvor oprørere har gjort Irak til skueplads for en blodig borgerkrig.

Tiden synes moden til endnu engang at præsentere verden for V, filmens stålsatte anarkist, terrorist og oprører, der sprænger magtens symboler - Old Bailey, det britiske parlament - i luften for at ryste befolkningen ud af dets apati, tage ansvar for eget liv og generobre friheden.

Formummet bag sin evigt grinende Guy Fawkes-maske hjemsøger V London og peger tilbage i tiden til den 4. november 1605, hvor en katolsk oprører, Guy Fawkes, forsøgte, hvad V formår, men blev fanget og brændt på bålet.

V for vansiret

Det store spørgsmål i V for Vendetta - både tegneserie og film - er, om målet helliger midlet. Om det er i orden at sprænge bomber og slå ihjel, hvis man kæmper for sin frihed. Umiddelbart synes svaret at være ja, men tingene er heldigvis en smule mere komplekse end som så - ikke mindst i lyset af situationen i Irak og Israel - på trods af, at filmen simplificerer og eliminerer mange af den omfangsrige tegneseries vigtige moralske og etiske diskussioner.

V (spillet af Hugo Weaving) er en begavet mand med ordet i sin magt, en poet og en kunstelsker, der lever i et underjordisk skjul fyldt med film, bøger og kunst af den slags, samfundet har forbudt. Men han er også en følelsesmæssigt forkrøblet, vansiret stakkel og hævngerrig galning, som sammen med tusindvis af andre mennesker - systemkritikere, homoseksuelle, gamle - er blevet udrenset af et brutalt diktatur, der bruger frygten til at holde folk på plads.

Han er en blanding af romantisk helt og maskeret hævner og minder om både spøgelset i operaen, greven af Monte Cristo og Batman - populærkulturelle referencer, som man gerne tiltænker Alan Moore.

Han redder en ung kvinde, Evie (Natalie Portman), fra et mere end ubehageligt møde med det skruppelløse hemmelige politi, fingermændene, og prøver at overtale hende til at hjælpe ham. Hun har selv været udsat for myndighedernes grumme metoder, men er ikke lige så opfyldt af had og ødelæggelsestrang som V. Omvendt ved hun godt, at der er brug for mennesker som ham til at gå i spidsen for oprøret.

"Jeg har læst manuskriptet, og det er noget bras," sagde Alan Moore, da han blev spurgt om sin mening om V for Vendetta.

Et uforsonligt svar, der nok mere skal ses i lyset af den tilbagetrukne forfatters øvrige, uheldige oplevelser med Hollywood end opfattes som et definitivt udsagn om Wachowski-brødrenes arbejde.

V for væsensforskellig

For dårlig er V for Vendetta bestemt ikke, men den er heller ikke entydigt vellykket, hvilket i høj grad skyldes, at de litterære, filosofiske kvaliteter, der gør Moores tegneserier så unikke, er svære at oversætte til filmsprog. Selv om Moore arbejder sammen med dygtige tegnere og selv er meget visuel, er det hovedsageligt i handlingen og replikkerne, at hans værker skiller sig ud: From Hell, Det hemmelighedsfulde selskab, Watchmen.

Således er tegneserieudgaven af V for Vendetta en ord- og idérig, politisk thriller - V kan godt lide at tale i højt belagte sætninger - som Wachowski-brødrene og deres stand in i instruktørstolen, James McTeigue, forsøger at forvandle til en stilfuld, men dog mere traditionel, actionpræget spændingsfilm.

De to formater og væsensforskellige måder at tænke historier og karakterer på fusionerer aldrig på tilfredsstillende vis, og enten sidder man og længes efter fordybelse, eller også ærgrer man sig over, at der ikke er mere gang i den.

Man forstår sagtens Larry og Andy Wachowskis fascination af V for Vendetta. Matrix-trilogien, der gjorde brødrene rige og berømte, handler også om falske realiteter og idealister, der forsøger at trække sløret fra de andres øjne. Det er modigt at prøve at give underholdningsfilmen et skær af intelligens og samfundskritik - også selv om det, som Roger Ebert skrev i sin anmeldelse af filmen, ender i "en forvirring af ideer".

V for Vendetta. Instruktion: James McTeigue. Manuskript: Larry og Andy Wachowski. Amerikansk (Imperial i København og en lang række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu