Læsetid: 5 min.

Frisk vand i kummerne - Er en regeringsrokade på vej?

Så snart en regering kommer lidt i defensiven, begynder rygterne om en regeringsrokade straks at svirre. I disse dage farer hele den og straks borgerlige blok rundt og spekulerer på, hvem statsministeren snart vil skifte ud – og ind?
15. september 2006

For nogle måneder siden var Pia Kjærsgaard ude og kræve tre ministres afgang. Som ventet fik det nærmest den modsatte effekt. De tre pressede ministre har givet sendt et par flasker god Amarone-rødvin til Kjærsgaard. For er der noget som freder en minister, er det, når andre politikere forsøger at presse statsministeren til at skifte sit hold ud. Den går bare ikke.

Men ak, det var før den famøse velfærdsdagsorden satte sit præg på dansk politik. Nu er regeringen og statsministeren - som noget nyt - under et vist pres. Dagligt er der kommuner som gør oprør mod udgiftstoppet. Og tillidsmålingerne, om hvem der bedst sikrer velfærden, vipper til Thorning-Schmidts fordel. Så nu er rygterne om en regeringsomdannelse taget til. Nu eller inden for de næste seks måneder sker det. Mener man altså.

Men sker det? Og vil en regeringsrokade hjælpe? Nej. Og nej, det er næppe sandsynligt. Det er sjældent set tidligere. Og det aktuelle hold, som Fogh leder, er ikke dårligt. Heller ikke i forhold til det som oppositionen (hvis der da er en opposition, efter den underlige radikale melding om et politisk singleliv) kan stille op som skyggeregering. Men alligevel kan et par forhold tale for en rokade.

Når statsministeren spekulerer på en regeringsrokade, så er der ikke mange med omkring bordet. I begyndelsen kun ham selv. Derefter vil han givet konsultere Claus Hjort. Og departementschef Karsten Dybvad vil ligeledes blive inddraget. Mest for at han kan foretage de mere statsretlige ændringer. Juraen skal på være plads, når ministre kommer og går.

En rokade kommer altid som en overraskelse. Det kan ikke være anderledes. Man kan ikke ringe til en ministerkandidat og give vedkommende flere dages betænkningstid. Det er tidligere set, hvordan rygter, om hvem der skulle have været udnævnt, og hvem der ikke skulle ud, er blevet lækket til pressen. Med skandaleagtige artikler til følge. For det er menneskelige dramaer, der sker for åbent tæppe. Karrierer der eksploderer og andre, der synker i grus. Det hele køres af på én aften, hvor statsministeren ringer rundt til både de heldige og uheldige. Sidstnævnte får gerne en fysisk audiens. Barsk, kontant, men alle kender spillereglerne.

Hvis statsministeren denne gang begynder sin rundringning, må man først spørge om det politisk giver mening? Tja, det er uendeligt svært at dokumentere nogle langsigtseffekter af en ministerrokade. Men der kan nu efter en del år i regering være fordele ved at ændre på aldersfordelingen.

Thor Pedersen f.eks. til EU-post

Hvis han nu ville starte et generationsskifte, kunne han eksempelvis gøre Lars Løkke til finansminister (Thor Pedersen, der har gjort det godt, kunne få en retrætepost i et andet ministerium eller blive sendt til EU næste gang eller lignende). Og unge skatteminister Christian Jensen kan blive indenrigs- og sundhedsminister. Han er både tænksom og ideolog à la statsministeren selv, da han var ung. Og unge Jensen bestyrer et ministerium, hvor ministeren ikke må foretage sig noget som helst på grund af skattestoppet.

Statsministeren har brug for et ungt team omkring sig til valgkampen. Som den gamle hanløve han selv nu engang er, skal han nok tegne butikken ud fra et erfaringsmæssigt synspunkt. Men ungdommen må længere frem for at vise dynamik og en regering med fremtiden for sig.

Han kan ligeså spille med fødevaremister Hans Christian Schmidts mandat. Eller Helge Sanders. Men ingen af disse områder trækker den store politiske og dermed mediemæssige omtale. Landbruget optager kun et absolut minimum af befolkningen, på nær når den rituelle dyremishandling bliver afsløret, eller når forureningen fra erhvervet overgår selv de mindst miljøvenliges forestillingsevner.

Også Sanders IT-ministerium er sådan set ok og ædelt. Men IT er ikke forbundet med meget andet end skandaler og omstillingsbesvær, når de nye systemer skal sættes i værk. Dog er hans initiativer på universitetsområdet lidt mere synlige. Men så alligevel. Så hvis opgaven er at holde de to ministerier nogenlunde ude af debatten er den lykkedes til UG.

Konservative smertensbørn

Smertensbørnene i regeringen er alle konservative. Men de er som bekendt blevet fredet ved Kjærsgaards krav om fyring. Så både Lars Barfod og transportminister Flemming Hansen bliver. Ingen tror alligevel på, at nogle andre kan gøre det bedre. Og det skal man, hvis man som statsminister skifter sine ministre ud (eller i dette tilfælde Bendt Bendtsen, som udvælger de konservative ministre).

Én ting er sikkert: Når statsministeren sætter sit hold frem mod valget, så tænker han kynisk på, hvem der kan sikre ham genvalget bedst. Der er ikke i det spil plads til smålige personlige hensyn. Som da Poul Nyrup Rasmussen skiftede Birthe Weiss ud med Thorkild Simonsen, som indenrigsminister i sin tid. Selv om Weiss var en af Nyrups stærkeste støtter i formandsopgøret mod Auken. Sådan er politik. Fair nok.

Og i en valgkamp er det ganske få topministre, der tæller. Moderne valgkamp efterlader ikke en medierampe til dem, der ikke er på regeringens Top 4. De må klare sig i lokalaviserne. Derfor er de højeste pladser langt de mest interessante for en rokade.

Der er også den mulighed, at statsministeren gør alle grublerierne til skamme. Han har hidtil holdt fast i sit hold. Det afgørende er, i hvor høj grad han føler sig truet? Af oppositionen. Frem mod valget? Så en rokade vil af kaffegrumslæsere og spinatfugle blive læst som et tegn på svaghed. Tegn på at han føler sig truet af oppositionen. Det ved statsministeren, hvorfor han vitterligt skal føle sig truet før det sker.

Men med den aktuelle velfærdsdagorden og de rare penge i statskassen, som han ikke må bruge, må regeringschefen nødvendigvis satse på andet end den rene politik.

Magtens vindes også på, at vælgerne kan lide det hold, som leder landet. Han kan ikke slå socialdemokraterne på den aktuelle velfærdsdagorden.

Og ligner hans regering beboerne fra Jurassic park, så kan det faktisk gå hen og blive en tæt valgkamp. Derfor kan en regeringsrokade efter fem-seks år ved magten - som ellers absolut synes at ligge langt fra statsministerens tankegang - godt komme alligevel. Sådan nogle kommer altid som en overraskelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu