Læsetid: 7 min.

Fristilsgenerationen

Gør plads, kære samfund, væn dig til singlepolitik, singlerabat og singleboliger. Der kan umuligt være en partner til hver af de hyperindividualister samfundet har fostret. Et medlem af fristils-generationen taler ud
29. juli 2005

Jeg er født i '78 og tilhører fristilsgenerationen. Det er os, der har fået alle de muligheder, generationerne før os har kæmpet for. Men hvorfor er så mange af os singler? Krage søger mage, siger man. Men den krage, der ligner krage mest, er vel kragen selv? Er vi blevet så succesorienterede, at vi kun kan holde os selv ud?

At finde en partner er ikke nemt. Det skal både være kærlighed, venskab og god sex. Og man skal kunne tale sammen, om sig selv, hinanden og verden og fortælle hvad man føler. Man skal spejle sig i hinanden, idolisere hinanden og dyrke parforholdet som et staudebed fuldt af prydplanter. Men hvad nu, hvis parforholdet er blevet en del af det personlige realiseringsprojekt? Har parforholdet nogen sinde været underlagt så komplicerede succeskriterier som nu?

Min generation er fristilsgenerationen. Vi er opvokset i en tid, hvor alt er muligt, den eneste grænse er vores egen ambition. The sky is the limit. Tag hvad du vil have, realiser dig selv, vis os hvad du kan - du har verden for dine fødder, skuf os ikke. Men hvordan skal fristilsgenerationen gribe det an?

I skolen var fristil det bedste, jeg vidste. Når læreren erklærede fristil, gik der et suk igennem klassen, først af glæde, så af angst.

Fristilen er chancen for at vise, hvad man kan, og vise alle de andre det enorme potentiale, man hemmeligt ved, at man har. Ved de faste emner har man for evigt undskyldningen, at det er kræfter udenfor en selv, der holder en nede - "hvordan skulle jeg kunne få en god karakter i en stil om enevældet?". Hvis man ikke selv har valgt, hvordan kan det så blive godt?

Men når man selv har valgt, så skal det være godt! Fristilen skal være storslået. Jeg havde altid en episk fortælling i tankerne, et gribende digt eller en løsning på et problem, der var så rammende, at ministeren straks måtte have besked. Jeg forestillede mig oftere den følelse af næsegrus beundring, jeg ønskede at fremkalde hos læseren, når de mødte min tekst, end jeg var i stand til at få ideer til, hvad jeg rent faktisk skulle skrive.

Faktisk var det allerbedste, hvis man ikke kunne aflevere - pludselig influenza eller anden force majeure reddede en på det yderste. Så kunne man leve videre i dagdrømmen om det sublime og lade andre vide, at man faktisk havde haft en glimrende idé til fristilen, men ydre omstændigheder forhindrede undfangelsen. Hvor belejligt.

Uden rammer

Fristilen endte alt for ofte i skuffelse. For i ugens løb var det de færreste af os, der havde tid imellem andre aktiviteter til at sætte os ned og bruge den tid, der skal til for at skabe det geniale. Det endte altid med, at jeg plagede min mor og far for et emne, som jeg måtte skrive om, selv om jeg synes, de var pinligt banale. Tænk at aflevere en stil om sin hunds eventyr i baghaven, når man kunne have afleveret et mesterværk om... ja, om hvad? Uden rammer er det svært at vide, hvad succeskriteriet er.

Fristilsgenerationen lever i en fri verden. Vi hører til et samfund, hvor det er muligt at forlade den hjemlige flække og tage arbejde og uddannelse stort set hvor som helst i landet. Vi er ikke begrænset af geografien.

Alligevel beskriver Marie Louise Kjølbye den 13. juli i Information den fjerdedel af de danske unge, der aldrig får en uddannelse. En af grundene er, ifølge professor Birgitte Simonsen fra Learning Lab Denmark, at der er en stor gruppe unge, der ikke kan orientere sig i alle valgene og som ikke magter at tage stilling. Med alle muligheder åbne følger et stort ansvar, som ikke alle kan honorere - og det er ikke noget som den danske mentalitet ser på med milde øjne. For nogen er generationen mere fristil af navn end af gavn.

Fristilsgenerationen er fri af tradition. Vi skal ikke gifte os med en af samme rang eller religion, faktisk behøver vi slet ikke gifte os. Man behøver ikke at få børn, for dem er der jo nok af i verden, selv om vores forældre nok gerne så, at man multiplicerer de flotte gener, man selv fik i dåbsgave. Vi behøver ikke at have hus og have, og bil er kun et rigtigt statussymbol, hvis den er lidt økologisk. Vi kan selv lave vores juletraditioner, eller se hvad den seneste traditionstrend er i bladene.

Selv om det store hvide marengsbryllup stadig er på mode, så er det i dag kun 45 pct. af alle 30-årige kvinder i Danmark, der er gift. I 1971 var det 87 pct. af alle 30-årige kvinder, som havde indgået ægteskab. Måske er det nødvendigt at være lidt ældre for at have råd til at blive gift ordentligt og storslået - ganske i fristilsgenerationens ånd. Skal det gøres, skal det gøres med manér.

Antallet af børn født af kvinder over 40 år er firedoblet siden 1980. Vi kan jo godt vente - vi skal have fundet den rigtige mand, have karrieren på sporet og have haft tid til at finde os selv, inden vi springer ud i det med at yngle en børneflok. Men hvorfor har Dating.dk 600.000 registrerede brugere? For de kan vel ikke alle være singler? Nogle af dem må være tvivlende individualister i parforhold, der lige skal sikre sig, at de ikke går glip af en anden eneste ene.

Verden er så stor, mor

Den største sammenhæng i mit liv er mig selv. Fristilsgenerationen har lært, at udgangspunktet for storhed er at finde i egen navle. Jeg ved endog, at jeg ikke kan gøre andre lykkelige, hvis jeg ikke selv er det. Og at ingen kan elske mig, hvis jeg ikke elsker mig selv.

Fristilsgenerationen er fuld af ambition for egen væren. Men ligesom med fristilen er det så nemt at blive skuffet. Man kan ikke få alt og rumme alt, så man må vælge, ligesom man endte med at måtte vælge et emne. Og valget er fristilsgenerationens achilleshæl. For i angsten for at vælge noget stort fra, ender vi ofte med at vælge for sent eller slet ikke vælge. Vi hopper imellem uddannelser, lande og job, og det er de færreste af os, der kun har levet i en by. De fleste af os har haft flere partnere, men for mange var de kun et udviklende skridt på vejen til den store altfavnende kærlighed, der givetvis må vente derude. For med hele universet foran os, så må storhed vente os alle.

Hvis det ikke er kommet til os endnu, skal vi måske bare vente? Både mænd og kvinder i Danmark gifter sig senere end generationerne før dem. Brudeparrene er i dag gennemsnitligt to år ældre, når de tager turen op ad kirkegulvet, end de var for ti år siden. Vi giver den lige et par år, inden vi sætter vores navn på kontrakten. Vi er en generation, der har et intimt kendskab til skilsmisse fra vores forældres generation. Fristilsgenerationen ønsker ikke at fejle på det punkt heller. Enten skal det være det helt store marengsbryllup, eller så vil man hellere helt undvære.

Powermennesker

Fristilsgenerationen har produceret mange powerkvinder og gulddrenge. Piger, der kan tackle familie og karriere og bage deres eget brød - du kender dem godt, de har det der vilde udtryk i ansigtet "jeg gør det, jeg gør det, jeg gør det", der fortæller dig, at de kun er en knivspids hårdt arbejde fra den totale lykke. Drengene, i deres hørjakksæt og med powerbooken under armen, kan pumpe dig fuld af så mange stærke buzzwords, at du bøvser webapplikationer i en uge. Og hvis du ikke passer på, så har de fjernet din lokale parkeringsplads og anlagt økologisk æblehave i stedet. Vi kan så meget, helt selv. Personlig power - det er vores lykke.

Og vi er benhårde med kravene til hinanden. Derfor er der idag flere singler en nogensinde før. For den anden skal jo helst være endnu en brik i det store lykkepuslespil, som vi alle forventer at løse. Vi er bevidste om, at vi skal realisere os selv - en partner, der står i vejen for det, er ikke god nok.

"De er et godt par", siger vi om de, der passer godt sammen. Men hvad vil det sige at passe godt sammen? Et par sko passer godt sammen, fordi de er to alen af et stykke, en højre og en venstre, næsten ens. Farver der harmonerer, passer godt sammen. Og to mennesker, der vil det samme og hvis personligheder er komplementære størrelser passer godt sammen. Hvis man får en partner, der ligner en selv, så er det næsten lige så godt som at være alene.

Intet parforhold kan være en fristil - det er svært nok at have et uddannelsesforløb og en karriere der er det. Er man to, må der nødvendigvis være rammer. Man skal affinde sig med at have valgt en anden til - og man skal stå ved det, for selv ikke fristilsgenerationen er klar til seriel monogami.

Fristilsgenerationen kommer til at fostre en række pebermøer og ungkarle, der nok har set deres andel af det andet køn, men som vil vælge at leve alene. For det er den eneste forsikring mod den totale og ødelæggende skuffelse - den eneste måde man kan undgå at aflevere fristilen.

Så gør plads, kære samfund - væn dig til singlepolitik, singlerabat og singleboliger. Der kan umuligt være en partner til hver af de hyperindividualister samfundet har fostret. Vi er livs-nørder - specialiserede i os selv og vores potentiale, som vi samvittighedsfuldt forfølger i vores egen lykkes navn. Til gavn for samfundet, utvivlsomt - der er ingen, der pukler som os, vi ved vi ikke kan være bekendt at fejle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu