Læsetid: 6 min.

I frit fald mellem nye og gamle skillelinjer

3. marts 2006

For længe, længe siden lykkedes det et hæderkronet parti at få halvdelen af befolkningen på sin side og forvandle en klassekamp til en velfærdsstat. I dag er det lykkedes Socialdemokraterne at forvandle sig selv til et parti, befolkningen har medlidenhed med.

"Vi andre betragtede optrinnet med fornøjelse. Måske også med en smule medfølelse, for det er ikke uden videre behageligt at overvære andres sammenbrud," skrev Søren Krarup om Socialdemokraternes forvirring under sidste års afslutningsdebat i Folketinget.

Når det gør ondt på selv de politiske modstandere at overvære et partis frie fald, siger det noget om den betydning, partiet har haft. Men hvorfor er det så svært for de hæderkronede socialdemokrater at komme igennem med et klart budskab i år 2006? Og hvad er der blevet af dem, partiet engang talte for?

Ifølge cand.scient.pol Rune Stubager er Socialdemokraterne ikke alene om at være skyld i sin situation. De er blot det største offer for en generel tendens, som i afgørende grad påvirker samfundet i disse år, nemlig at traditionelle politiske skillelinjer opløses, og nye opstår.

Ifølge en ph.d.-afhandling, som Rune Stubager i dag forsvarer på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, går den primære skillelinje i samfundet i dag mellem højt- og lavtuddannede vælgere. Ved hjælp af danske valgstudier samt en spørgeskemaundersøgelse sendt til 2.000 repræsentativt udvalgte danskere påviser Stubager, at vælgerne i dag ikke blot stemmer værdipolitisk snarere end fordelingspolitisk; deres værdier afgøres også suverænt af deres uddannelsesbaggrund.

De lavtuddannede har såkaldt autoritære værdier, støtter en hård linje over for udlændinge og kriminelle og stemmer i høj grad på Dansk Folkeparti. Modsat tænker de højtuddannede libertært, altså på 'bløde værdier', og stemmer især på de radikale, SF og Enhedslisten. Venstre, Konservative og især Socialdemokraterne har vælgere i begge lejre og kan derfor alle fremover få problemer med at strække over den uddannelsmæssige kløft.

Især Socialdemokraterne har historisk været i stand til at forbinde det elitære med det folkelige, men formår i dag ikke at få ordentligt fat i nogen af grupperne. Og den del af det er de i høj grad selv ude om, mener Rune Stubager:

"De har valgt en meget svær kombination ved at forsøge at tale til de radikales vælgerskare på efterlønsområdet og samtidig løbe regeringen i haserne på værdiområdet. Alligevel mister de både højt- og lavtuddannede vælgere, fordi de ikke er markante nok på nogen af områderne," siger han.

Ifølge forskningsprofessor Erik Jørgen Hansen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der i mange år har forsket i socialgrupper, har Socialdemokraterne svært ved at finde deres niche. De kan ikke fravriste regeringen mange vælgere ved at fremstå som en lidt blødere version af Venstre, men tør samtidig ikke angribe regeringen lige så hårdt som venstrefløjen og de radikale.

"For at have en politisk appel må man markere sig stærkt og have en tydelig vision. Det har Socialdemokraterne ikke i dag, og partiet har nedtonet værdier som solidaritet og lighed, selv om det burde være dem, der stod for dem. Næstformand Henrik Sass Larsen har jo sagt, at de fattige ikke bliver fattigere af, at hans friværdi stiger. De har fuldstændig glemt den rolle, de historisk har haft, og som har gjort dem uundværlige i udviklingen af velfærdsstaten," siger Erik Jørgen Hansen.

Når Socialdemokraterne kan risikere snart at blive overhalet af Dansk Folkeparti i meningsmålingerne, kan det altså skyldes, at de ikke har noget at sige i dag, som ikke længere siges af andre. Hvor de før repræsenterede alles bedste, repræsenterer de i dag ingens bedste, men en vag middelvej for alle.

Men Socialdemokraterne er ikke det eneste parti, der kan opleve problemer i fremtiden. Ifølge Rune Stubagers afhandling vil også Venstre kunne få svært ved at holde på sin brede vælgerbase. De traditionelt store partier gik tilbage ved det seneste folketingsvalg, hvor både de radikale og Enhedslisten vandt mange vælgere på deres markante afstandtagen til udviklingstendenser i samfundet. Ligesom Dansk Folkeparti har disse partier været gode til at sætte værdispørgsmål på dagsordenen.

Mens Enhedslisten og SF ligger til venstre på både den gamle og nye skala, er både de radikale og Dansk Folkeparti præget af en vis skizofreni. Hvor DF fordelingspolitisk på visse områder ligger til venstre for Socialdemokraterne, ligger de radikales ønsker om velfærdsreformer ifølge professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet langt til højre for noget andet partis - omend deres vælgere ikke nødvendigvis er opmærksomme på det.

Mens de højtuddannede radikale således ønsker afskaffelse af en efterløn, de næppe selv får brug for, ligger deres værdipolitik samtidig langt til venstre. Dermed synes de radikale hverken på det ene eller andet område at være det midterparti, de traditionelt har været opfattet som.

Selvom der er sket et skift i vælgernes prioriteringer, er det værdimæssige fokus ikke nødvendigvis så nyt, som det kan synes. Ifølge Jørgen Goul Andersen har konflikter historisk set altid drejet sig om værdier og ikke blot om økonomi: "Den periode, hvor politik primært har drejet sig om, hvem der får hvad i kroner og øre, er måske en kort periode. Før industrisamfundet lå konfliktlinjerne i de europæiske lande i høj grad mellem stat og kirke eller mellem center og periferi. I Frankrig talte kun 10 procent fransk før industrialiseringen, og de mennesker, der lå længst væk fra de nye staters centrum følte sig tvunget ind i noget, de ikke brød sig om."

Fordi der ikke har været de store værdimæssige konflikter, efter at nationalstaterne blev konsolideret, har de fordelingsmæssige spørgsmål stået i centrum, mener Jørgen Goul Andersen. Men der har været undtagelser:

"I et land som Norge har man haft sprogkonflikter og meget mere konflikt mellem center og periferi end i Danmark. Centerkulturen i Norge var jo netop dansk og periferien dermed bærer af en anden kultur. I Danmark er denne konflikt først kommet igen med indvandringen og de modsætninger, det giver."

Men ikke alle ser en konflikt. De lavtuddannede oplever i langt højere grad, at der er en konflikt mellem dem og de højtuddannede, end de højtuddannede gør. Det skyldes, at de har den dominerende position i samfundet, siger Rune Stubager:

"Det kan sammenlignes med tidligere i historien, hvor borgerskabet afviste, at der skulle være en konflikt mellem deres og arbejdernes ønsker. Heller ikke i dag ser de højtuddannede nogen grundlæggende konflikt, undtagen når skoen trykker, og der er konkrete uenigheder."

I sin spørgeskemaundersøgelse har Rune Stubager også spurgt de forskellige partiers vælgere, om de mener, at samfundet trækkes i en forkert retning af enten de højtuddannede eller de lavtuddannede. Her er det Enhedslistens og SF's vælgere, der er mindst negative over for de lavtuddannedes indflydelse på samfundet, hvilket kan virke paradoksalt. De højtuddannede socialisters solidaritet betyder dermed, at de sympatiserer med folk, der stemmer på det parti, de er mest uenige med.

"Egentlig burde de ud fra deres værdier tage afstand fra Dansk Folkepartis vælgere, men den gamle dimension spiller åbenbart stadig den rolle, at socialisterne tænker på de lavtuddannede som forhutlede arbejdere, altså svage, som de er solidariske med," siger han.

- Betyder det, at der er huller i din tese?

"Det betyder først og fremmest, at skillelinjerne spiller sammen. Og at de værdimæssige konflikter spiller ind i en sammenhæng, hvor der i forvejen er nogle konflikter. De kommer ovenpå og omformer de eksisterende konflikter, men omformes også selv af det eksisterende. Så det er et udslag af, at tingene hænger sammen."

Det er en almindelig holdning, at de politiske synspunkter i disse år flyder frit, og at de store fortællinger er brudt ned. Men Rune Stubager køber ikke den totale ophævelse af tilhørsforhold: "Mange synes at tro, at strukturer intet betyder længere, og at vælgerne beslutter sig nærmest ud i det blå. Men selv om klasseskillelinjen er i opløsning, ser vi stadig nogle håndfaste strukturer netop i sammenhæng med uddannelse, der påvirker værdier, og værdier, der påvirker partivalg. Det er blot andre skillelinjer end de traditionelle."

Rune Stubager vil dog ikke lægge klassekampen helt død. Selvom værdidimensionen har størst betydning i dag, vil de økonomiske konflikter aldrig forsvinde helt:

"Klassekampen forstået som arbejdere mod borgerskabet fylder efterhånden forsvindende lidt herhjemme. Men den værdimæssige del af klassekonflikten lever videre. Hvis vi for eksempel får en stor økonomisk krise eller massiv arbejdsløshed som i slutfirserne og starthalvfemserne, kan Socialdemokraterne vinde stemmer igen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu