Læsetid: 3 min.

Frit valg på hylderne

31. juli 2001

Lørdag var der brev til alle dem, der i år har søgt ind på landets videregående uddannelser. Og for langt de fleste kom postbudet med godt nyt. Den samlede efterspørgsel på landets studiepladser har nærmet sig det konkrete udbud. Kun 11.000 af 59.000 ansøgere er blevet afvist. Der er 5.000 studiepladser, som ikke er besat. Sidste år blev 12.000 afvist, og for bare ti år siden var der over 20.000 afviste. Det giver væsentligt større valgfrihed for landets gymnasiaster, der i dag næsten uafhængigt af eksamensgennemsnit kan vælge frit på alle hylder i uddannelsessystemet. Hvis de altså er villige til at flytte til provinsen.
Den koordinerede tilmelding afslører nemlig to klare tendenser: De unge vælger studier med en klar jobprofil, og de vil studere i København. Man kan illustrere med et eksempel. Optagelse på Litteraturvidenskab i København krævede for ti år siden et karaktergennemsnit på over 10. Det er nu faldet til 9,3. På samme studium i Odense er der stadig ledige pladser. Som studiechef ved Aalborg Universitet, Preben Sørensen, i den forbindelse udtalte: »Hvis københavnerne gider flytte sig, kan de faktisk komme ind på deres drømmestudier. Man kan flytte fra adgangsbegrænsningen.«
To forhold forklarer det rekordlave antal afviste ansøgninger. For det første udgør de nye uddannelsesøgende en lille generation. Det betyder, at der er færre ansøgere. Endvidere har regeringen siden 1991 øget antallet af studiepladser med 25 procent. Kritikere hævder, at man har flyttet unge fra arbejdsløshedstatistikkerne til universiteterne. De unge er billigere på SU, og det ser meget bedre ud i statistikkerne. Den kritiske påstand er svær at bevise. Man bemærker dog den siddende regerings fortrinlige evne til at manipulere med tallene. Mens man fra regeringens officielle side praler med fuld beskæftigelse, afslører Jørgen Rosted, departmentchef i Erhvervsministeriet, på SF’s sommerlejr i sidste uge, at en fjerdedel af den erhvervsdygtige befolkning reelt står udenfor arbejdsmarkedet.
Ser man på fordelingen af ansøgninger mellem de forskellige fakulteter, viser det sig, at de sundhedsvidenskabelige og samfundsfaglige uddannelser oplever en stigende efterspørgsel. Uddannelser rettet mod en specifik profession virker tiltrækkende. Den lille generation søger mod de studier, der giver konkret og gerne velbetalt ansættelse i den anden ende. Til gengæld svigter interessen de traditionelt forskningsorienterede uddannelser inden for humaniora og naturvidenskaberne. De tunge studier uden direkte udsigt til nytteværdi betragtes tilsyneladende som usexede. Særligt naturvidenskaben er hårdt ramt. På landsplan er den i forvejen lave søgning faldet med næsten 15 procent!
Dansk Magisterforening opfordrer nu til politiske indgreb for at sikre naturvidenskaben. De naturvidenskabelige institutter er inde i en ond spiral, som hænger sammen med det såkaldte taksametersystem. Tabellerne over søgning og optagelse på de videre gående uddannelser er at sammenligne med aktiekurser på erhvervssiderne. Uddannelserne får penge pr. bestået eksamen. Færre studerende betyder færre kunder i butikken. De 5.000 tomme studiepladser er dyre. De studiesøgendes interesse er den efterspørgsel som bestemmer udbudet af undervisning og forskning. Problemet er naturligvis, at undervisning og forskning ikke kan vurderes som varer på hylden i et supermarked. På grund af manglende efterspørgsel er Niels Bohr Instituttet, hvor noget af det 20. århundredes afgørende forskning blev bedrevet, over de sidste 10 år blevet halveret. Så mister man de kapaciteter, der skulle gøre studiet attraktivt. Osv.
Er en vilkårlig ungdomsgenerations interesser det bedste kriterium for, om vi skal have naturvidenskabelig forskning i Danmark? Taksametersystemet finansierer undervisningen, mens forskningen finansieres separat. Men Danmark træder ind i det såkaldte videnssamfunds æra som det OECD-land, der afsætter færrest penge til forskning og undervisning.
Det er fint, at udbudet af uddannelser i dag sikrer en ungdomsgeneration frihed til at vælge på alle hylder i uddannelsessytemet. Men man kunne frygte at den aktuelle finansieringsmodel på lang sigt begrænser udbudet af uddannelser. Og så kan drømmeuddannelsen være svær at finde.
Også i provinsen.

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu