Inden for samme samfund har der altid eksisteret et antal forskellige opfattelser af virkeligheden, afhængigt af hvorfra denne blev set. Men hvor disse virkelighedsopfattelser før var baseret på den fysiske virkelighed omkring den enkeltes geografiske og sociale placering, har de næsten endeløse muligheder for selv at vælge informationsstrøm, gjort at vi i dag kan leve dør om dør på samme geografiske matrikel og sociale etage og alligevel have en væsensforskellig opfattelse af, hvilken virkelighed vi lever i.
For 20-30 år siden, da en fremtidig mulighed for at få alverdens medier ind i stuen begyndte at tegne sig, var det som en ønskedrøm at forestille sig, hvordan verden ville forbedres af, at ingen myndigheder længere ville kunne lyve om andre kulturer og skabe fjendebilleder over lukkede landegrænser. Dengang var verden en anden, og den store fjende hed Kommunisme, hvis man boede i vest, og Kapitalisme, hvis man boede øst for Vesten, men også mange mindre konflikter og fjendebilleder syntes det at ville være umuligt at opretholde, hvis blot man fik fuldt indblik i hinandens verdener.
I dag har vi ikke blot adgang til hinandens medier og dermed verdener, vi har det til overflod. Vi kan når som helst døgnet rundt se klip fra alverdens tv-stationer og læse nyheder fra alverdens aviser. Informationsteknologien har medført, at vi ikke engang behøver parabolantenner og fysisk adgang, internettet forærer os en virtuel boulevard. Nogle stationer skal vi ganske vist betale for, men et meget stort antal er frit tilgængelige.
Ingen tvivl om at indsigt og forståelse er vejen til færre konflikter. Imidlertid er det ikke større indsigt og forståelse, der er kommet ud af den større adgang til mange forskellige medier. Tværtimod synes de konflikter, der før opstod mellem stater eller territorier, nu at opstå mellem individer og grupperinger inden for samme stat og territorium. Hvordan kan det være muligt?
Medier og interesser
Det er et menneskes kontinuerligt akkumulerende erfaringer, der danner grundlag for dets forestilling om hvilken verden, det lever i, og dermed for de holdninger, det udvikler. I dag får vi størstedelen af vores såkaldte "erfaringer" gennem massemedierne, og selv om vi med blot ret basale sprogkundskaber nemt kunne få nuanceret vores oplysninger med indblik fra vidt forskellige kulturvinkler, er det ikke det vi gør.
Langt de fleste af os vælger det nyhedsmedie eller den kanal, der mest muligt vil bekræfte den forestilling om virkeligheden, vi allerede har eller gerne vil have. Højrepatriotiske amerikanere ser Fox (eller værre), nationalistiske israelere ser Arutz Sheva, Hezbollah sympatisører ser al-Manar, den arabiske verden i øvrigt ser Al-Jazeera (og stribevis af langt mindre lødige arabiske stationer), socialistiske franskmænd læser Libération, og danskerne ser boligprogrammer, for så kan de fastholde den behagelige illusion, at verdens problemer ikke er større end stuens overskuelige rum.
Flygtninge, immigranter og andre rejsende bringer deres medievaner med sig, fordi disse er en del af identiteten, mens de fysiske og territoriale omgivelser kan henregnes til ydre livsbetingelser. Tidligere, mens de flestes geografiske placering endnu var nært bundet til deres sociale position og kultur, og mens massekommunikationen endnu var lokalt forankret, var forskellene i virkelighedsopfattelse tæt forbundet med den fysiske virkelighed. I dag lever vi i globale samfund, vi bor inden for samme stat, dør om dør på samme geografiske matrikel og sociale etage, og alligevel kan vi have en væsensforskellig opfattelse af hvilken verden vi lever i. Ved at sammenstykke vores informationsstrøm efter vores personlige holdninger, skaber vi os hver især vores helt egen virtuelle version af virkeligheden, der ikke på særlig mange punkter - det vil sige ud over supermarkedets vareudbud og trappeopgangens rengøringsniveau - behøver stemme overens med naboens.
I stedet for at udvide vores indsigt om andre kulturer og virkelighedsopfattelser, har det kolossale medieudbud reelt betydet det modsatte. Hvis man ikke bryder sig om en kanals vinkel på verden, skifter man til en anden kanal. Seerne behøver ikke tage kampen op med den enkelte kanal om at udvide og objektivisere dækningen, til de føler deres synspunkter repræsenteret, de kan blot finde den kanal, der bedst muligt rammer deres personlige opfattelse. Dermed ikke bare begrænses vores indsigt i andre mulige virkelighedsopfattelser, men differencen udvides, og vi radikaliseres, efterhånden som vi graver os dybere og dybere ned i hver vores virtuelle virkelighedsvoldgrav.
Vi lever således i en multikulturel virkelighed, men en monokulturel bevidsthed.
Konflikter
De mange forskellige virkelighedsopfattelser kan under normale omstændigheder sameksistere uden at give anledning til videre gnidninger. Men så snart et samfund kommer under pres, vil der være grobund for alvorlige konflikter, idet skylden for ethvert problem vil blive opfattet som begrundet af forskellige årsager helt afhængigt af den enkeltes virtuelle virkelighed.
Når der ikke er enighed om problemernes årsag, vil der heller ikke være enighed om, hvordan problemerne skal løses. Skylden for arbejdsløshed, økonomisk tilbagegang, kriminalitet og andet, bliver skubbet over på forskellige grupper af "andre", alt efter hvilken "virkelighed", man lever i. Særligt er den hjemmegroede terrorisme, vi for nyligt har oplevet i London (og desværre sikkert vil opleve mere af rundt om i Europa) samt i ligeså høj grad omverdenens overraskede reaktion over terroren, eklatante udtryk for at vi lever frivilligt indespærret i hver vore helt egne virkelighedsbur.
I et europæisk perspektiv er det også bemærkelsesværdigt, at vi i Europa ikke har et eneste seriøst samlende medie, hvor intellektuelle, politikere og borgere af alle kulturer, nationaliteter og observanser kan komme til orde og sammen afprøve og udvikle holdninger til Europas problemstillinger, og dermed langsomt opbygge en ægte (og ikke teknokratisk!) europæisk identitet.
I stedet forstærker vores nationale medier og deres fortsatte nationale tilgang til verden hver dag kulturforskellene inden for Europa. Et af de væsentligste tegn på en manglende fælleseuropæisk virkelighedsopfattelse trods vores stærkt integrerede virkelighed, viser sig f.eks. i øjeblikket ved måden, hvorpå de lande, der har økonomiske problemer, helst skyder skylden på euroen, stabilitetspagten eller andre EU-landes politik.
To tendenser
Inden for den globale medieverden er der to samtidige tendenser: den spredende og den samlende. Den spredende er det stigende antal tilgængelige kanaler - for politiske grupperinger, for lokale/etniske indbyggere, for sport, for naturinteresserede, klassisk musik, pop, homoseksuelle, kvinder osv. Den samlende er det ejer- og/eller interessesammenfald, der betyder, at der reelt kun er et par enkelte hovedblokke af egentlige verdenssyn, der kommer til udtryk på alle disse mange kanaler.
De internationale nyhedsnetværk er i dag næsten alle en forlænget arm af den ene eller anden politisk/økonomiske interesse, og dermed får man ikke formidlet oplysning, men nærmere en tilgang til virkeligheden, der som oftest er helt styret af kanalens finansiering, hvilket hovedsagligt er reklamemidlerne og dermed de store virksomheder og deres politiske interesser (hvis første bud er, at lykken ligger i forbrug, og det helst i et forbrugsbehov seeren ikke på forhånd vidste, han havde). Modstykket er kanaler, der dækker væsentlige særinteresser, særligt religiøse eller etno-politiske, og som i stedet for, eller i kombination med, forbrugsbehov sælger identitetsradikalisme.
Som Patrick Le Lay, direktør for det franske TF1, har udtalt: "- for at et reklamebudskab skal opfattes, må tv-seernes hjerne være tilgængelig. Vore programmer har til opgave at gøre den tilgængelig: Det vil sige at underholde den, få den til at slappe af for at forberede den mellem to beskeder. Det vi sælger til Coca-Cola er den tid, hvor menneskets hjerne er tilgængelig."
Det chokerende ved denne udtalelse er ikke bare, at det forholder sig sådan, men at Le Lay udtaler dette uden nogen form for forbehold eller skam. (Og gad vide om ikke samme udtalelse kunne komme fra de fleste andre tv-direktører, hvis de turde være ærlige -?) Det er måske ikke overraskende, men alligevel tankevækkende: At se fjernsyn i dag er på de fleste kanaler simpelt hen at få åbnet sin hjerne til brug for manipulation.
Det pudsige er, at det er i vores såkaldt frie verden, at mediernes manipulerende indflydelse synes voksende, uden at seerne er tilstrækkeligt bevidste herom. Seere der udsættes for censurerede medier, er nemlig som regel fuldstændig klar over manipulationen, og de behøver derfor ikke at forlige deres egne erfaringer med det mediebillede, der bliver dem påtvunget. I den "frie" verden er der tilsyneladende frit eller næsten frit valg af medier, hvorfor borgerne har grund til at tro på det medie, de har valgt. Ikke bare kan de færreste forestille sig, at det er muligt at servere grove usandheder eller manipulationer i en "fri" verden, men, og mere vigtigt, den enkelte bekræftes via sit valg af kanal dagligt i, at hans verden er som han opfatter den, hvilket tages som udtryk for mediets troværdighed og objektivitet: Bekræft mig i mine fordomme, og jeg ved du har ret! Der synes ikke at være grund til at tale med naboen, som måske har en anden verdensopfattelse, for naboen kunne jo blot se samme kanal for at få den "rette" verdensopfattelse, og når han ikke gør det, er det derfor, fordi han på forhånd vælger at se virkeligheden på anden vis end "den rette".
Medier og identitet
Valg af medie ud fra hvilken gruppe individet identificerer sig med, gør det ikke bare muligt, men umådeligt nemt for demagoger og magthavere at misbruge medierne til at oppiske animositet mellem forskellige befolkningsgrupper. Et tydeligt eksempel er den aktive deltagelse af de statskontrollerede medier i forbindelse med den etniske udrensning på Balkan i begyndelsen af 1990'erne.
Men vi behøver ikke gå længere end til det væsensforskellige indtryk af vores egen krig i Irak, givet af (og også internt imellem) f.eks. Fox, BBC, TV5 og de danske medier i forhold til al-Jazeera og de øvrige arabiske medier. Stemninger og opfattelser skabes bevidst og uden hensyn til, at virkeligheden vitterligt ser anderledes ud andetsteds fra. Fanatisme er ikke andet end blind tro på egen verdensopfattelse. Den kan derfor dyrkes lige såvel af statsledere og religiøse overhoveder, som af private individer. Som frivillige burhøns har vi allerede låst os selv inde i usynlige identitets- og forestillingsbure, uden hensyn til at vi lever op og ned af folk i helt andre bure. Måske det er på tide, at vi begynder at spørge os selv, hvem der i realiteten har fordel af dette.
Kontrol med massekommunikation er i dag en stærkere magt end næsten enhver politisk post, og det nære sammenfald i dagens verden mellem politiske og medieinteresser er derfor intet tilfælde. Med deres stærke egeninteresser har medierne for længst udspillet deres rolle som demokratiets vogter og dermed som magtdelingens fjerde kolonne, og de indgår i stedet som en aktiv del af de øvrige tre. Et eksempel inden for Europa er Italien, hvor ministerpræsident Berlusconis kontrol over medierne er så kolossal, at selv om den endnu synes at have mere kommercielle og i det store billede blot overfladisk politiske konsekvenser, vil den med kort varsel kunne misbruges til at skabe farlige folkestemninger.
Løsninger
Mens det er nemt at se årsagerne til og resultatet af vores forskellige virkelighedsopfattelser, er det meget svært at dæmme op for denne udvikling. Vi kunne dog begynde med følgende:
Et, indførelsen af internationale love med sigte på at sikre verdens borgere mod misinformation. Det er på høje tid, at vi får en FN-konvention for massemedier, der fastlægger en række klare regler for masseformidling af information - og også en række sanktionsmuligheder, f.eks. startende med en simpel og lettilgængelig black-listing af medier, der beviseligt har fejlinformeret et vist antal gange.
To, i Europa kan vi starte med at skabe nogle tvær-europæiske medier baseret på privat initiativ, måske med støtte fra EU-Kommissionen, hvori intellektuelle, politikere og befolkninger af alle kulturer og politisk ståsted, kan debattere med hinanden ud fra deres forskellige erfaringsverdener, så vi kan lære om hinandens virkelighed og virkelighedsopfattelser, og dermed komme til på en og samme gang at hænge sammen som ét Europa, der i sig selv fejrer den europæiske forskellighed. Helt konkret, hvorfor slår et par af de største aviser, som f.eks. Le Monde, the Independent, Frankfurter Algemeine og Corriere della Sera sig ikke sammen om at skabe et europæisk modstykke til International Herald Tribune, måske kørende side om side på både fransk og engelsk - eller endnu flere af de store sprog?
Tre, vi skal hver især gøre os klart, hvilket opfattelsesbur vi har lukket os selv inde i, og dernæst åbne lugen og se nærmere på, hvordan der er i de bure, som andre er lukket inde i. Der er et uendeligt antal spørgsmål at stille. Men givet den indeværende verdenssituation, er det måske værd at begynde med: Hvordan er det at være andengenerationsindvandrer i Europa og skulle prøve at få en sammenhængende identitet ud af de mange forskellige og ofte modstridende delidentiteter? Eller, hvordan er det at være europæer og født til en historisk arvesynd, der ikke er til at bære, hvis den erkendes? Hvem har glæde af, at jeg opfatter min næste som min fjende? Hvordan -?
Janne Teller, f 1964, dansk forfatter med tysk/østrigsk baggrund. Teller er vokset op i Danmark, men har siden 1988 boet og arbejdet forskellige steder i verden, heriblandt Dar-es-Salaam, Maputo og New York. Uddannet cand.polit, men forlod i 1995 sin professionelle karriere i FN og EU for at hellige sig sit forfatterskab på fuld tid
Essayet er et fyldigt uddrag af en tekst fra Lettre Internationale nr. 8, der udkommer i morgen. Teksten indgår i et større tema om 'Medier i søgelys', herunder en stor samtale mellem Informations direktør Henrik Bo Nielsen og Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden om 'Medier under pres?' samt andre tekster om medier af Bernard Stiegler og Linda Polman.
