Læsetid: 4 min.

Frivilligt - støttet - styret

16. august 1999

DANMARK ER foreningernes land. Tæl selv efter, kære læser, hvor mange du er medlem af. Fem, ti?
Når svalerne trækker sydpå med sommeren, genoptager vi vore foreningssysler:
Idræt, hobby, faglig virksomhed, fritidsinteresse, idéelle formål.
Vi orker ikke at være lige aktive i alt det, vi er medlem af. Sommetider nøjes vi med at støtte den gode sag og overlade det til andre at lave arbejdet.
Foreningerne med deres indre liv - "Generalforsamling i henhold til vedtægterne," Bestyrelsen foreslår genvalg, er der andre forslag?" - er det, man kalder det civile samfund: Den organisering, mennesker
foretager af egen lyst, og som skoler dem i demokrati, mere end noget skemalagt samfundsfag kan gøre det.
Når totalitære bevægelser får den politiske magt, er en af deres første handlinger at opløse de frivillige foreninger og erstatte dem med filialer af enhedspartiet. Det gjorde nazisterne i 30'erne, og det gjorde kommunisterne i Østeuropa efter 1945. En af årsagerne til, at demokratiet som andet end en afstemningsmetode har vanskeligt ved at finde fodfæste i de tidligere kommuniststater, er årtiers fravær af frivillig selvorganisering blandt borgerne.

DET FRIVILLIGE danske foreningsliv er de senere årtier undergivet nye vilkår:
*Kommercialiseringen startede i idrætslivet. Først sponsorater fra firmaer, så professionelle spillere, så klubber der blev aktieselskaber. Oven i det hele en styrtregn af tipsmidler. Det er svært at opretholde
forestillingen om, at indsatsen gøres af glæde og
uegennytte. Krav om aflønning, "kompensation," "tabt arbejdsfortjeneste" - hvilket navn ydelsen nu får - breder sig.
*Professionalismen er forlængst trængt ind i alle landsdækkende foreninger. Administrationen - EDB, moms og myndighedskrav - kræver særligt uddannede; det er ikke noget, en kasserer kan sidde og fedte med i sin fritid eller i et ubemærket øjeblik på
arbejdspladsen.
*Konkurrencen om at få folks opmærksomhed - og dermed deres medlemsskab - er støt stigende. I mediebombardementet må også de frivillige organisationer fyre nogle kanonslag af. Det kræver flere fagfolk og endnu flere penge.
*Internationaliseringen har indfundet sig også i foreningslivet. Ens egen sag styrkes, hvis man finder partnere i andre lande. Med dem kan man danne lobbyorganisationer over for EU, FN eller hvor bevågenheden søges. Det fordrer endnu flere penge til sekretariat og professionelle.
Stadigt flere foreninger har som deres formål at udrette noget i andre lande, især i den fattige verden. Det kan ikke klares alene ved medlemsbidrag. Erhvervslivet må spytte i kassen. Eller staten, hvis det for alvor skal blive til noget.

NETOP STATENS rolle i forhold til de frivillige organisationer har dagbladet Politiken gjort til genstand for en række artikler. Avisen har påvist, at statsbidraget fylder mere og mere på foreningernes indtægtsside, i nogle tilfælde over 90 procent. Det har ført til bekymrede udtalelser fra politikere og eksperter: Er foreningerne overhovedet frivillige, når de i så ringe grad kan støtte sig selv? Og får skatteyderne nok for deres penge?
En nærmere granskning viser, at det er foreninger med virksomhed i den tredje verden, der er de store støttemodtagere, og at det er staten selv, der har fristet dem med støtten.
Når de statslige myndigheder skal have afløb for milliarderne fra DANIDA's u-landsmidler og DANCED's miljø- og katatastroferamme, er det private organisationer en lokkende løsning. Ideelt set tilbyder de større smidighed, mindre bureaukrati, nærmere kontakt med de frivillige organisationer i modtagerlandene. Samtidig tjener de til at holde den danske stat på armsafstand af de mulige politiske skærmydsler, der kan opstå med der dérværende officielle myndigheder.
Ingen har kunnet fremhive saftige skandaler om misbrug af de penge, de danske organisationer forvalter. Man kan selvsagt altid spørge, om arbejdet gøres godt nok. Det har organisationerne selv været med til at ønske gjort i en britisk konsulentrapport, som Politiken i går kunne sive en foreløbig udgave af. Den kritiserer de danske organisationer for at være overvældede af de mange statsmidler, for at savne strategi og for ikke at sikre, at deres indsats får blivende betydning.
Flere organisationsledere har vredt svaret med, at rapporten er fyldt med fejl, der endnu ikke er luget ud, og at den derfor giver et misvisende billede.
Før rapporten finder sin endelige form, vil det være forhastet at nå anden bedømmelse end, at det da ville være underligt, hvis alle projekterne stod til topkarakter. De udføres under vanskelige vilkår i lande hærget af fattigdom og politisk ustabilitet.

DER ER DERIMOD god grund til allerede nu at drøfte forholdet mellem offentlige midler og frivillighed. Det er meget forlangt, at de pressede organisationer selv skal sige nej, når de fristes med penge til at gøre noget for deres formål.
Det er staten, der må vise tålsomhed og selvbeherskelse. Den slår noget værdifuldt i dansk tradition i stykker, hvis den med de mange bistandsmidler sætter frivilligheden under tæt styring og gør foreningerne til statslige agenturer, som politikerne - hvis noget går galt - bekvemt kan fralægge sig ansvaret for. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu