Læsetid: 7 min.

Fra From til Becks

Kronikøren Lars Qvortrup fortæller om kroppens forvandling på denne følsomme rejse gennem fodboldens verden fra dengang, AGF var til noget, til klubben blev ingenting - og med behørigt perspektiv til Puskas, Di Stefano, Zidane og Robinho, de vidunderlige spillere med deres uforudsigelige finter og vip
14. juni 2006

I 1960 spaltede min krop sig i to: Den ranke krop og den mobile krop. Ja, verden spaltedes i to: I modernitet og hyperkompleksitet.

Anledningen var en fodboldkamp - eller rettere: To.

Den ene fodboldkamp var det danske landsholds semifinalekamp mod Ungarn under De Olympiske Lege i Rom. Den anden var Real Madrids sejr i Europa Cup-finalen over Eintracht Frankfurt i Glasgow.

Semifinalekampen mod Ungarn blev spillet tirsdag den 6. september 1960 på Stadio Flaminio i Rom. Danmark vandt 2-0, og kampen blev transmitteret på tv.

Jeg husker det tydeligt. Jeg var 10 år og sad de fleste eftermiddage under Legene efter skoletid inde hos nabodrengen Finn, min to år ældre legekammerat, og så fjernsyn. For som akademikerbarn - min far var adjunkt i historie på Marselisborg Gymnasium og min mor sygeplejerske - var der ikke fjernsyn derhjemme. Radio og grammofon, jo, så vi kunne høre Torsdagskoncert og spille lp-plader. Men ikke fjernsyn.

Men naboen var håndværker. Og dér var fjernsynsapparatet en juvel i dagligstuen. Dér tilbragte jeg mine eftermiddage og aftener i september 1960.

Finns helt var Harald Nielsen. Men min helt var målmanden. Henry From. Ingen, der har set det, glemmer at han i første halvleg reddede et straffespark fra Pal Varhidi. Lige da ungareren skulle skyde, gik From sindigt ud og satte sit tyggegummi fast ved roden af den ene målstolpe. Som en magnet sugede dette stykke tyggegummi bolden til sig. Og From vidste det. Han var allerede nede og vippede bolden uden om.

Han og Danmarks forstopper, Hans Christian Nielsen, kom fra min yndlingsklub, AGF. For mig var 1960 et gyldent år. Først vandt AGF pokalfinalen over Frem Sakskøbing. Dernæst vandt de det danske mesterskab. Og så tog de bedste af de bedste altså med til Italien og erobrede sølvmedaljer.

Bare navnene kalder billeder frem: John Amdisen, Aage Rou Jensen og gamle Jørgen Olesen. Og så altså: Henry From. I 1960 var han 34 år gammel. Så vidt jeg husker var han ansat som funktionær eller banearbejder ved DSB. Så kunne han få tidligt fri og passe sin træning om eftermiddagen. Ligesom Amdisen, Rou og Jørgen Olesen var han rank i ryggen, amatør om en hals og raske drenges ideal. Fair play, præcision og rene negle.

En brøndgravers røv

Først lidt senere blev det skolelærernes tur: Henning Enoksen kom til klubben i 1962, Tommy Troelsen fik de lov til at beholde i Vejle. Især Enoksen var ok, ikke mindst når han skød sine fantastiske frispark. Ikke noget med skru', som var både fimset og affekteret. Bolden skulle rammes klokkerent og præcist.

Jeg husker stadig fornemmelsen, eller rettere: Jeg kan mærke den i kroppen. Den der rankhed. Det fremskudte bryst. De korte bukser. Disciplinen og omtanken. Amatørismen. Det var det samme, vi følte, når vi Kristi Himmelfartsdag med de grønne spejdere i geledder af fire rækker marcherede fra Dalgas Avenue via Kystvejen ud til Blommehaven, hvor der først var friluftsgudstjeneste og dernæst tæveøvelse. Det var altid isnende koldt, og korte bukser var påbudt.

At der samtidig var pokalfinale i København var ikke noget problem. For dengang så man fodbold i avisen. Jeg læste de vidunderligt lange reportager i Politiken og Aarhus Stiftstidende. Jeg svælgede i 'langsomme gentagelser', før de var opfundet, ved at repetere den samme passage igen og igen, og ved samtidig at slå den indre tv-skærm til. Jeg læste kamp-referaterne langsomt og forsigtigt, smagte først på det ene mål, før jeg gik videre til det næste. Og når jeg så havde dannet mig et billede af kampen, havde visualiseret hvordan bølgebryderen Jørgen Olesen igen havde været en uovervindelig forsvarsklippe, kunne jeg kaste mig over Politiken og se den navnkundige stjerne-sportsjournalist Magnus Simonsen sætte billeder på: "Kold som en brøndgravers røv" - ja, netop sådan havde Henry From ageret, da det for alvor brændte på.

Men tilbage til de grønne spejdere i Blommehaven. Tæveøvelsen var enkel. Man fik bundet et uldbånd om anklen, og så gjaldt det ellers om at tæve de andre og erobre deres bånd. Jeg var isnende ræd, for det gjorde ondt. Men så tænkte jeg på From eller Amdisen, som måske ikke var verdens hurtigste, men som forstod at placere sig med omtanke, som Gunnar Nu sagde. Selv om de altid holdt reglerne, kunne man slå sig på dem.

Men netop i 1960 løb en forvandling gennem kroppen. Ud af den ranke, stive amatørkrop, klubkroppen og landsholdskroppen voksede en ny, globaliseret, professionel og plastisk krop.

Anledningen var hverken rockmusik eller turistrejser til Spanien, men fodbold og fjernsyn. En af milepælene var en anden tv-transmission, nemlig Real Madrids historiske sejr på 7-3 over Eintracht Frankfurt i Europa Cup-finalen den 18. maj 1960 på Hampden Park i Glasgow. Næsten samtidig med AGF's pokalfinale mod Frem Sakskøbing, med andre ord. Men samtidig noget helt, helt andet.

Jeg husker ikke, om jeg så det i fjernsynet hos naboen, eller om jeg læste reportagerne i avisen. Men minderne - om AGF, Henry From, kampen mod Ungarn og så den der uklare fornemmelse af at lægge krop til en global transformation, som ingen dengang kunne sætte ord på - dukkede op, da jeg læste Bo Kampmann Walthers herlige bog om Real Madrid og fik bekræftet, at kampen faktisk blev sendt på tv. Inklusive tre minutters sort skærm midt i kampen og uden det mindste tilløb til close ups eller langsomme gentagelser.

Faktisk kom Eintracht Frankfurt foran i det 10. minut. Men så satte de to superstjerner, den tids Galacticos, Alfredo Di Stéfano fra Argentina og Ferenc Puskas fra Ungarn turboen på. Tre gange scorede Di Stéfano, og Puskas tegnede sig for de resterende fire mål. Hvad gjorde det så, at tyskerne fik lov til at pynte på resultatet? For her var idealet ikke den ranke krop, fire geledder og tysk disciplin, men sydeuropæisk fodboldkunst og æstetisk elegance. Alle mine amatør-idealer smuldrede, da jeg hørte at spillerne fra Real Madrid modtog 60.000 pesetas for sejren. For jeg kunne jo godt se, at penge var det synlige bevis på kvalitet, og at Jørgen Olesen var en klamphugger.

Real Madrid var globaliseringens og den nye plastiske krops fortrop. Min nye helt blev Puskas, den tids Ronaldo. Altid var han på kanten af overvægt, og altid scorede han alligevel de afgørende og spektakulære mål. Hertil kom generalen, boldfordeleren og balletmesteren Di Stéfano, for ikke at tale om Gento, Francisco Gento López, som nogle år senere fik kælenavnet Ye-yé, Spaniens svar på The Beatles.

I forhold til Real Madrid kom de danske amatører til kort. Her blev det ubarmhjertigt udstillet, at den olympiske fodboldturnering langsomt, men sikkert var ved at blive et sekunda-produkt. Her indså vi - ikke på én gang, men gradvist og umærkeligt - at den nye tids krop er plastisk, at bonussummer er et kvalitetsstempel, og at det lokale stjernehold ikke er endemålet for byens talenter, men er et globalt brand. Jo, det enkelte holds spil skal designes, så man kan se, at dette er Real Madrid, espectáculo, og ikke Liverpool med de lange, snorlige afleveringer og det disicplinerede fløjspil. Men spillerne kommer alle steder fra.

Den ultimative nedtur

I dag er alt dette tydeligt. Men i 1960 forstod vi det ikke. Det dæmrede, da Harald Nielsen i 1961 blev solgt til Bologna og i 1963 blev gift med Mie fra Far til fire-filmene, skuespilleren Rudi Hansen. De var den tids Beckham-family.

Alt dette spirede frem i foråret, sommeren og efteråret 1960, da en stiv, rank amatørkrop tøvende forvandlede sig til en usikkert famlende, mobil og rytmisk designerkrop. I dag er forvandlingen en realitet uden returknap. Da jeg for nylig ringede til min 12-årige nevø i Brabrand, Andreas, for at vi sammen kunne græde over AGF's ultimative nedtur, vidste han dårligt, hvad jeg talte om. For han havde haft travlt med at indøve Zidanes pirouette og kunne i øvrigt, før jeg selv havde hørt om det, fortælle at selvsamme Zizou netop havde spillet sin sidste kamp på Bernabéu.

At Barcelona havde vundet over Arsenal, havde han registreret, men ikke mere. For nu gjaldt det fodbold World Cup i Tyskland. Hvem han holdt med: Brasilien, Tyskland eller Frankrig? Håbløst gammeldags spørgsmål! Det, han satser på, er Robinho, som endnu ikke rigtigt er slået igennem. Et ærefuldt afdansningsbal for Becks, Henke Larsson og Zizou. Og så, bedst af alt, at der viser sig en ny detalje, et vip eller en kropsfinte, som skal aflæses og indøves resten af sommeren.

Så sådan vil jeg se VM i fodbold. Sammen med Andreas, min forvandlede krop anno 2006.

Lars Qvortrup er professor ved Syddansk Universitet, leder af Knowledge Lab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her