Læsetid: 4 min.

Fromt ønske om fred

27. december 2001

PAVEN sagde det i Peterskirken, Pilgaard sagde det i P3. De sagde det på hver deres måde, men budskabet var ikke til at tage fejl af: Nu kunne det være nok. De vil have fred i verden.
Fred? Det enkleste ville være at udstrække julen til hele året, men det vil påsken og pinsen nok være meget imod, da det vil medføre deres egen udslettelse, og sådan er det også ude i verden. Der er altid nogen, der er imod, når nogen vil udstrække deres visioner til noget, der også indbefatter andre, som egentlig havde tænkt sig noget helt tredje.
Paven vil have, at jøder, muslimer og kristne skal arbejde sammen om fred. Fint. Han sagde det til en forsamling af titusinder af mennesker ved julemessen i Rom, som var omgærdet af de hidtil mest omfattende sikkerhedsforanstaltninger, hvis en terrorist pludselig skulle dukke op. Man havde åbenbart ikke tænkt sig at vende den anden kind til.
Let nok at sige, man vil have fred, men hvordan gør man i praksis?

MAN FORHANDLER. Man prøver med det gode. Og forhandler og forhandler, indtil man ikke forhandler mere. Så taler våbnene. Så forhandler man igen. Så våben, osv. i en ond spiral. Man kender det jo fra sig selv, når man geråder i uvenskaber og ikke vil gi’ sig en tøddel. Man er for stolt – og heldigvis fornærmet. »Mange børn er dømt fra fødslen til uden skyld at lide under følgerne af brutale konflikter,« sagde paven også, og det er sandt. Det er netop det absurde ved krigen i Mellemøsten: At sønner overtager fædres konflikt. Eller uskyldige børn dræbes af voksnes sprængstoffer.
Man havde hellere set – og håber stadig – at fred i Mellemøsten kan opnås ved forhandlinger. Men lige nu oplever høgen Sharon, at han ser resultater af sin benhårde linje. Arafat arresterer formodede terrorister i hidtil uset omfang, men ikke lige alle dem, Israel vil have arresteret. Både Hamas og Jihad har meddelt, at de vil stoppe voldelige aktioner. Hvis det sker, har Sharons hårde linje vundet. Sker det ikke, er man lige vidt – eller risikerer tilbageskridt og krig.
Vejen til fred på Balkan gik gennem krig. Mens massakrerne stod på, diskuterede man i Vesten, om man skulle gribe ind og i givet fald hvordan. Meningerne var delte. Men det gjorde man så med den ny tids opfindelse: Næsten tabsfrie krige – for de overlegne sejrherrer. Er Balkan stadig en krudttønde, er der dog opnået foreløbig fred. Magter udefra gennemtvang den.

AT BANKE verden ret på plads er, hvad øvelsen lige nu går ud på for amerikanerne – med englænderne som bisiddere. At banke den til fred, handel, markedsmekanismer og vestligt demokrati.
Amerikanerne er de nye romere. Deres rige strækker sig fra Japan i øst over Rusland og England og videre til sig selv i vest. Kina er venligt tilbageholdende.
Dogmerne er: 1: Et tomrum for magt vil altid blive udfyldt. Derfor er det vigtigt at være den, der sætter sig på magten, før andre gør det. 2: Al magt vokser ud af et geværløb (Mao-doktrtinen). 3: Slå aldrig fjenden halvt ihjel, men helt. Ellers rejser han sig og slår tilbage. 4: Sejrherrerne skriver historien – dvs. karakteriserer, hvem der er retsindig, og hvem der er skurk.
De allierede kæmpede sig gennem en verdenskrig frem til fred. Tidligere fjender som Japan og Tyskland, der blev kæmpet helt ned til overgivelse, lader til at have affundet sig med nederlaget, er halvt amerikaniserede og synes tilmed til at være tilfredse.
Afghanistan er ved at blive underlagt. Der tales om Irak næst. Og Afrika?

EN HÆLFULD bakterier kan true en storby. Det er den barske realitet, verden må forholde sig til, og som indtil videre har stoppet al anden snak. »Vi vil redde civilisationen,« udbasunerede Bush og Blair, da de blæste til kamp mod terrorismen.
Men hvordan ser det ud fra den anden side – fra dem, der bankes på plads? Der er oppositioner, måske endog flertal, ikke mindst af unge, som ønsker at deltage i den internationale, vestlige kultur. Og der er andre, hos hvem tanken rejser mere had mod Vesten. For at forstå deres følelser, kan man vende situationen på hovedet: Hvad hvis vi i Vesten var taberne og måtte opleve sejrende krigsherrer (med turban) banke os på plads med bombefly, hvis vi ikke indordner os, herunder overtager store dele af deres kultur? Eller lande i vore lufthavne, køre i kortege til Folketinget og herfra diktere landets politik.
Pavens og Pilgaards håb er fromme, og verden kan fortsat vise sig at være fuld af overraskelser – som da Muren faldt, og man et kort øjeblik kunne tro på fred i det nye årtusinde. At den også kan overraske varigt til den positive side er vel snarere et håb end en tro. Lige nu knitrer krudtttønden i Kashmir. Forhandlingsløsninger er p.t. ikke de mest aktuelle. De ti bud er afløst af de fire dogmer. Selv om man hellere så en 70 kilometer høj billboard opstillet i Mellemøsten med ordene, kys hinanden, blinkende uafbrudt. Samt en på 7.000 kilometer over hele verden.

Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her