Læsetid: 4 min.

Front mod Front National

1. april 1997

Strasbourg har oplevet lidt af hvert. At den franske grænseby, der både har en fortid i det 2. tyske kejserrige og i Hitlers Tredie Rige, en dag skulle være landsmødeby for et fransk politisk parti med en stærk odør af nazisme over sig, kan opfattes som en af historiens ironiske fodnoter. Men det var ikke så meget Front National-støvletramp, der genlød i Strasbourg i påsken, som en farverig, mangfoldig, opfindsom og kulturelt præget massedemonstration imod dette parti - en veritabel festival. Mens Front National dyrkede sine skumle idealer og paranoide fantasier i en kongresbygning, der var reduceret til rollen som bunker.
Det er den hidtil største mobilisering mod det yderste højre i Frankrig. Front Nationals vælgermæssige placering som et af de store partier i landet, partiets triumfer på det kommunale plan og dets oplagte mulighed for at spille en central rolle ved parlamentsvalget om et år gør det klart, at partiet er en reel fare. Så meget mere, som dets program, baseret på fremmedhad, angst, mistænksomhed og primitiv darwinisme, er i klar modstrid med alt, hvad der er kendt i Frankrig som republikanske værdier, ofte synonyme med, hvad vi kalder demokratiske idealer og principper. Le Pens ideologi er, som Jacques Delors har sagt, en "dødens ideologi".
Desværre taler meget for, at Front National er Frankrigs mest dynamiske parti. Det er ikke alene vokset støt i de sidste 15 år, men har i stigende grad vist sig i stand til at okkupere det politiske terræn, placere sig i centrum for debatten. Det er også det eneste parti i dag, der er baseret på en stor og overbevist tilhængerskare af beslutsomme aktivister. De klassiske franske partier er ligesom fagbevægelsen skeletagtige organismer, hvis medlemstal er forsvindende små sammenlignet med de tilsvarende partier i f. eks. Tyskland, England og de nordiske lande.

Det er således ikke de demokratiske partier i Frankrig, der har organiseret den senere tids imponerende kampagne mod Front National, men en række foreninger og grupper.
Den nye og tilsyneladende stærke folkelige bevægelse mod det neofascistiske parti er nødvendig, fordi de demokratiske politiske partier ikke alene er organisatorisk svage, men politisk belastede af ansvaret for den voksende arbejdsløshed, den økonomiske og sociale forværring og magtesløsheden over for globaliseringen - alt det, der giver Front National vind i sejlene som protestparti.
Desuden har disse partier vist deres svaghed ved at give efter for Le Pens paroler, idet de bestandig har strammet indvandringspolitikken og behandlet dette spørgsmål som primært. Almindelige borgere i massevis rusker nu op i "den politiske klasse" med et klart nej til Le Pen.
At kampen ikke bare kræver energisk indsats, men også omtanke, viser et par eksempler på de fælder, man kan falde i. Både fanatiske modstandere og bløde kompromismagere kan komme til at gå Front Nationals ærinde, hvis de ikke tænker sig om. Det vakte berettiget forargelse, at et "forlag" med tilknytning til Front National fornylig fik lov at udstille på bogmessen i Paris. Men da nogle aktivister gik til angreb og fysisk smadrede den pågældende stand - en aktion, der blev fotograferet og vist i presse og tv - så det ud som et forsøg på at bekæmpe Front National med nazistiske metoder. Den slags aktioner bidrager med sikkerhed til at styrke Le Pen i hans yndlingsrolle som forfulgt offer. Det samme gælder visse ledende socialisters krav om forbud mod partiet. At Front National smykker sig med en martyrglorie, er sandsynligvis en af årsagerne til partiets hidtidige fremgang.

Men 'prisen' for tanketom optræden blandt dem, der erklærer sig for modstandere af Front National, tilkommer François Léotard, tidligere minister og i dag leder af det ene af de to store regeringspartier, UDF. Han har sidestillet Front National og Socialistpartiet som de to fjender, det demokratiske højre i lige grad må bekæmpe. Premierminister Alain Juppé har nægtet at distancere sig fra denne udtalelse, og udenrigsminister Hervé de Charette betegnede samstemmende - i forbindelse med valget i Vitrolles - Front National og socialisterne som "pest og kolera". Det er chokerende, at franske toppolitikere på denne måde henfalder til det gamle franske højres mest forblindede argumentation, et ekko fra 1930'erne ("hellere Hitler end Folkefronten"). Bortset fra, at logikken er mere end gådefuld: Enten betyder det, at Socialistpartiet - der regerede i ti år mellem 1981 og 1995 med skrupuløs respekt for de demokratiske spilleregler og for den liberale markedsøkonomi - er et farligt og totalitært parti, eller også at Le Pen er en respektabel demokrat.
Tilfældet viser, at man ikke kan overlade denne kamp til det klassiske højres forvirrede opportunister. At der netop er brug for - om ikke en Folkefront, så en folkelig front mod Front National.

B.V. (Børge Visby)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu