Læsetid: 3 min.

Fronterne trækker op

Den silende regn kræver sine ofre. Et af dem var Store Taler på Møns klint
31. januar 2007

Aldrig før har vi talt så meget om fronter hjemme hos os. De er draget hen over os i ét væk, to gange har de taget ruder i drivhuset med. Den vådeste og varmeste januar, der er målt, 120-125 millimeter for landet som helhed, melder DMI. Græsplænen føles som gyngende mosebund, når man træder på den.

Og så er vi endda sluppet billigt med 'kun' 75-99 millimeter. Men nok til at Store Taler på Møns klint mistede fodfæstet. Lørdag nat skred den ud i havet, hvor den nu ligger og ligner det snelandskab, vi skulle have haft. Det sidste rigtige guldalderspir er væk. Nu er der en grube som en kolossal grusgrav der, hvor den stod. Stien langs klinten er forsvundet, og der er en dyb revne tværs over den tilbageblevne ende. Så der kommer nok mere, hvilket dog ikke afholder folk fra at gå rundt neden for bruddet oven på den styrtede kæmpe. De leder efter fossiler.

Nye kartofler

Det skal ikke være varmt i januar. Det fører kun til rod og ukrudt, der lystigt gror, mens man ørkesløst stirrer ud i regnen, og det bliver ved tanken om at fjerne det.

Meget andet gror også. Pludselig stod der kartofler i kartoffelbedet. Glemte knolde fra i sommer ikke blot spirede, men satte blade og blev til fuldt udfoldede planter. Vintergækker og erantis har haft fødselsdag flere gange, blomstrende iris reticulata og aubretia har man også set. Og aldrig har kejserbusken været så smuk som i denne januar.

Der er bare ikke den samme glæde ved det, som når det har været vinter. Gækker og erantis skal dukke frem, når det bliver tø, og hvordan skal det blive det, når det ikke fryser?

Lys i mørket

Vi har haft frost og sne, javist. Kartoffelplanterne forsvandt sporløst, og én eneste dag og nat fik verden rum og proportioner, den hvide vinter lyste og tegnede konturerne op. Pludselig var der højt til loftet. Den nat, der lå sne, var det måneskin, stjernerne blinkede som froststjerner skal, og alle træer stod fordoblet med præcise skygger i sneen. Pludselig var der harespor, rævespor og rådyrspor over det hele. Mikkel havde været forbi halvdøren mod syd og var forsvundet gennem højbedskøkkenhaven over til naboen. Oppe på bakken havde en fem-seks rådyr krydset vejen. To harer havde hoppet rundt om hinanden inde ved siden. Pludselig fik man øjne, pludselig så man, at det døde januarmørke var fuldt af liv.

De store himle

Næste dag var sneen væk, og isen på dammen havde huller og skab. Himlen lå som et grydelåg hen over hele verden. Selv var man i gryden.

Mange dage har der dog været store himle. Har der været noget at fryde sig over i denne januar, har det været de skiftende himle, som de evige fronter fører med sig. Er der ikke lys i luften, er der det næsten altid i himlen. En sen eftermiddag får en buldersort sky laksefarvede bræmmer, en enkelt klar aften bliver horisonten rød hele vejen rundt. Himlen flammer op i øst, ikke som bålet i vest, men sart, i en mørkrosa, der langsomt vokser i intensitet. Trübe kaldte Goethe det. Så kan man finde sig i lidt mere gråt. Og minde sig selv om, at dagen er tiltaget med en time og 31 minutter.

Der er sangsvaner på de grønne marker og hvinænder i Noret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her