Det ku' godt være bedre, i hvert fald den danske titel. The Upside of Anger er ikke nemt at oversætte, men hvorfor hitte på en meningsløs titel, der sender et misvisende signal om letbenet farce?
Det ku' også godt være bedre for Terry Wolfmeyer (Joan Allen) i filmens ene hovedrolle. Hun er vred, bitter og trist, fordi hendes mand er sporløst forsvundet, og hun er ikke i tvivl om, at han er stukket af til Sverige med sin svenske sekretær. Så nu drikker hun og sender giftigheder over middagsbordet, som hendes fire smukke og ubegribeligt velfungerende teenagedøtre har anrettet i den velhavende forstadsvilla (penge er ikke problemet).
To gange minus
Terry og døtrene ligger i konstant krig med hinanden, og midt i det hele banker naboen Denny Davies (Kevin Costner) på verandadøren med en dåseøl i hånden. Denny er en falmet, lidt fordrukken baseball-stjerne, der er vært på den lokale radiostation og fordriver sine ensomme aftener med at signere baseball-bolde, en ganske indbringende hobby.
Men han lever i fortidens skygge og er - uden rigtigt selv at vide det - på udkig efter et virkeligt liv. Og selv om stemningen hos de fire østrogenbomber er anspændt til bristepunktet, så foretrækker han den frem for sig eget selskabs kedsomhed. Omvendt har Denny roen og en næsten uendelig tålmodighed at tilbyde den uligevægtige Terry.
Spørgsmålet er nu, om disse to forslåede mennesker, som tilværelsen har gjort ondt, kan hjælpe hinanden og blive lykkelige sammen? Kan Denny lave sit livs home run, og kan Terry komme af med sin vrede? Giver minus og minus plus i andet end matematikkens verden?
Skuespillernes film
Efter at have set den hysteriske trailer, der er næsten lige så misvisende som den danske titel, er The Upside of Anger en behagelig overraskelse. Det er en moden kærlighedsfilm om to umodne mennesker, som Joan Allen og Kevin Costner løfter til seværdighed.
Filmen er skrevet og instrueret af ex-stand-up'eren Mike Binder, der også optræder i en birolle som Dennys pigeglade kollega, Shep. Men filmens force er ikke historien, dens overraskende twist eller for den sags skyld instruktionen. Det er Joan Allen (Nixon, Face/Off ) og Kevin Costner, som fra første til sidste billede er filmen.
Costner er blevet ældre, og det klæder ham at træde ud af den renskurede helterolle fra storfilmene og ind i et mindre hverdagsdrama, hvor hans naturlige og uforfængelige spillestil kommer til sin fulde ret. Det er en fornøjelse at opleve hans bløde maskulinitet over for Allens spidse kvindelighed, og det er en fornøjelse at se Allens overbevisende spil som Terry, der gradvist åbner sig og genvinder tilliden til sig selv og omverdenen.
Ømhed og indsigt
De fire teenagedøtre - spillet af Alica Witt, Erika Christensen, Keri Russell og Evan Rachel Wood - har hver deres sidehistorie, men som karakterer blegner de i forhold til de to voksne hovedkarakterer.
Vi kommer til at holde af Denny og Terry med alle deres fejl og mangler. Nok er Denny gået i stå, men han har ikke mistet stoltheden, og nok er Terry et knudebundt af frustrationer, men hun har ikke mistet gnisten. De to komplementerer hinanden - fru Vred og hr. Tålmod - vi ser det på dansegulvet, og når de ligger i ske i sengen.
Det ku' ikke være bedre er en uprætentiøs feel-good-film, som holder sig midt på vejen og derfor aldrig er hylende morsom eller tudbrølende tragisk. Til gengæld har den varme, ømhed, humor og psykologisk indsigt. Det ku' godt være bedre, men det er bestemt ikke så ringe endda.
