"Er der nogle gamle hippier til stede?", spurgte en sindssvagt veloplagt Niels Skousen på et tidspunkt de mange, der var mødt frem til turnéstart i Roskilde på spillestedet Gimle, hvis ny lokaler klart ligger i den bedre ende, hvad angår det akustiske. Der lød en spredt bekræftende mumlen fra salen. "Nå", lød det så knastørt fra solisten, "vi kan jo alligevel også kende hinanden på håret -".
Den lo vi meget af. Og sådan faldt guldkornene med jævne mellemrum ud af munden på en sprudlende - og ind i mellem kreativt vrøvlende - Skousen, hvis scenenærvær og professionalisme er såvel indiskutabel som vildt charmerende. Og så er han også en vaskeægte entertainer, når det stikker ham, for hans skuespillerbaggrund fornægter sig ikke. De fremmødte hang i hvert fald ved hvert et ord, der kom fra solistens mund, hvad enten det blev sunget eller talt.
I det hele taget skabte den efterhånden 63-årige showmand Skousen med sine spøjse ind- og udfald en forrygende god stemning omkring præsentationen af de 18 sange (plus en enkelt forgyldt klassiker i form af "Herfra hvor vi står") fra de to plader, det er blevet til fra hans hånd i dette årtusind.
Det vil sige det mavesugende gode Dobbeltsyn, som i 2002 betød et massivt comeback for Skousen, som på daværende tidspunkt ellers ikke havde givet lyd fra sig i over 20 år. Samt selvfølgelig sidste års lige så vellykkede Daddy Longleg, hvor han gavmildt delte ud af såvel sin poetiske kunnen som sin ubetalelige livsvisdom i en udsøgt Nikolaj Nørlund-produktion. Men smukke og flot afrundede som begge plader er, kom der alligevel ekstra fut og farver over stoffet i en ekstravagant effektiv scenepræsentation, hvis hovedingredienser var et superbt band og en stribe uangribeligt gode sange, der vitalt og vedkommende blev leveret af en kunstner, der atter peaker (for anden eller tredje gang?).
Skousens band var så også i en klasse for sig; flankeret af to af scenens mest vitalt fascinerende guitarister p.t. og en massivt swingende rytmegruppe i ryggen, havde Skousen - der vel nærmest selv må betegnes som en rytmisk noget udfordret guitarist, selvom det altså også har en egen charme, hvis man har øre for den slags - bare at læne sig trygt tilbage og fyre den af.
Vildere og friere
Hvad han i den grad så også gjorde; personligt kan jeg ikke stå for de numre, hvor han stiller guitaren fra sig og ufortrødent giver den en spand Elvis! Numre som "Tal", "Slaraffenland" og "Stjernestøv" sparker nok røv på plade, men kun halvt så meget som på scenen. Respekt til de to guitarister Jonas Struck og ikke mindst Rune Kjeldsen - der helt fortjent modtog en Steppeulv i år som Årets Musiker - for i den grad at indhylle den gamle protestsanger i et prospekt af elektricitet og møgbeskidte riffs, spillet med flair, præcision og nerve.
Og det var også som om at Struck, frigjort fra gruppepresset i Swan Lee, spillede både vildere og friere end tidligere hørt. Brillant.
Også som solister brillerede begge de herrer, der heller ikke holdt sig for gode til et par gunfighter-dueller, hvor tonerne sprang frem og tilbage mellem kamphanerne. Guddommeligt. Mens Gert Smedegaard lige viste hvor det rytmiske skab skulle stå (det skal stå dér!) med et massivt swingende og fuldstændig kaloriefrit spil i mesterklassen - i øvrigt i ubesværet tandem med jazzbassisten Lennart Ginman, hvis spil dog ikke stod så godt i lydbilledet, som man kunne have ønsket. Vi tillader os at give lydmanden skylden for, at basfrekvenserne med jævne mellemrum primært brillerede ved at være næsten uhørlige. Og så fordi Ginman ved utallige andre lejligheder har bevist sin kunnen, både rytmisk og harmonisk, hvorfor der ikke var nogen grund til at betvivle, at han leverede varen; det kneb som sagt bare at få lov til at nyde det.
Mindeværdigt
Hos Niels Skousen er grænsen mellem sangskrivning og poesi flydende - han er godt nok altid direkte og åben i sin kommunikation, men formår ikke desto mindre at give sine tekster både vægt og prægnans og i de bedste tilfælde leverer han ord, der lyser lige så flammende op på papiret som i øret. Som når han om konflikterne i et parforhold på to linjer får sagt følgende: "der er intet der har magt/ som ord der aldrig sku' være sagt".
Eller når den skrøbelige lykke ligeledes koges helt, helt ned til: "roser, roser og sne/ alt det der ikke varer ved".
Nu er Skousens stemme hverken stor eller kraftfuld, og man måtte ind i mellem spidse øren for at få det hele med. Men så var det satenedeme også anstrengelsen værd. Og så skjuler Skousens beherskede stemmepragt paradoksalt nok, at han heller ikke er tabt bag en vogn, hvad angår det melodiske. Flertallet af hans sange er gjort af et både indbydende og mindeværdigt melodimateriale, hvilket på pladerne gerne hjælpes på vej af et par korpiger. Lige dem (gerne i form af et par mulatter!) savnede denne signatur ind i mellem, til lige at løfte et omkvæd eller en punchline helt op under himmelhvælvingen. Men okay - det var kun en biting i det store spil.
Når jeg lytter til de mange unge sanger-sangskrivere, som p.t. på det nærmeste vælter op af jorden, kan jeg nu ikke lade være med at begræde, hvor ofte det halter med det sproglige; ikke for at lyde som en gammel dansklærer (men hvorfor egentlig ikke?), men altså: på samme måde som det er nødvendigt at mestre musikkens grundlæggende stilgreb, er det ingen synd, at kende bare en smule til syntaks, grammatik og de grundlæggende regler om rytme og rim. Måske ved at kaste et blik over skulderen på nogen af dem, der kan det shit. En Sebastian, en C.V. Jørgensen eller en Niels Skousen, måske? Ikke at de nævnte herrer ikke hver især har slået et par skæve hist og pist, men i deres bedste sange har de i den grad formået at give genuine bud på holdbar, moderne dansk sangskrivning. Nå, men fordelt over to excellente sæt tog vi en tur gennem op- og nedture i det Slaraffenland, Skousen så muntert og dobbelttydigt besynger i sangen af samme navn. På Gimle var alt dog fryd og gammen - og fællessang. Det dårligste, der kan siges om den koncert, var, at den på et tidspunkt holdt op. Såmænd.
Niels Skousen m/ band, Gimle, Roskilde, torsdag
