Læsetid: 3 min.

Frygt eller kvinderet?

26. marts 2001

»Frygten for, at der kommer et par ’Irina’er for meget ind i landet, må ikke medføre, at man lader kriminelle gå fri.«

Leonello Gabrici, talsmand for EU’s justits- og indenrigskommisær i Information d. 22 marts

FOR KAMPEN mod og opmærksomheden om kvindehandel var det en stor dag i torsdags. I hvert fald var det første gang, at samtlige partier i Folketinget kunne blive enige om, at handel med udenlandske kvinder til prostitution også foregår i Danmark. Sådan som det er tilfældet i de andre EU-lande, hvortil hundredetusinder af kvinder traffickes fra den tidligere østblok, Asien, Sydamerika og Afrika for at arbejde i sexindustrien. Den politiske erkendelse er med andre ord ved at være der. Selv statsministeren taler med jævne mellemrum om kvindehandel.
At nå frem til den erkendelse har været svært. Mest af alt for regeringen, der med justitsminister Frank Jensen i front igen og igen har henholdt sig til poli-
tiets udlægning af problemet: At det knapt nok findes. At det er pressen, der har set handlede kvinder alle steder. Og at kvindehandel, i så fald det skulle findes, findes i begrænset omfang.
Men nu er der tilsyneladende ved at ske noget. På initiativ af det svenske EU-formandskab og EU-Kommissionen lægges der op til en fælles indsats mod traffickingens bagmænd, herunder en harmonisering af strafferammerne på området, hvilket for Danmarks vedkommende bl.a. betyder en forhøjelse fra fire til seks år af strafferammen for rufferi. Det vil samtidig give politiet mulighed for at bryde med meddelelseshemmeligheden, f.eks. ved at aflytte telefoner, i sager om kvindehandel. Justitsministeren er positiv over for ændringerne, der også billiges af et flertal i Folketinget – herunder ikke mindst SF og Kristelig Folkeparti, der med beslutningsforslag fik spørgsmålet til debat i Folketingssalen.

SÅ LANGT så godt. Men der er stadig meget, der halter i de danske myndigheders forståelse og håndtering af trafficking-fænomenet.
F.eks. foreslår EU-Kommissionen at ofre for kvindehandel skal have øgede muligheder for opholdstilladelse, hvis de vil vidne mod deres bagmænd. Og at de i nogle tilfælde skal tildeles permanente opholdstilladelser af humanitære årsager. Det sker i erkendelse af, at det ikke holder – hverken menneskeligt eller efterforskningsmæssigt – at betragte ofre for kvindehandel som illegale indvandrere og udvise dem med det samme, sådan som det sker i Danmark. Det bliver der ikke dømt flere bagmænd af. Og det er – med Kommissionens ord – ikke særlig humant at gøre kvinderne til ofre to gange.
Det danske Indenrigsministeriums svar er, at opholdstilladelser er en dårlig idé, fordi det vil føre til mere kvindehandel. Opholdstilladelser vil nemlig, ifølge et notat og et brev fra indenrigsminister Karen Jespersen beskrevet i Information i torsdags, »medføre, at et stigende antal udlændinge indrejser i Danmark med det ene formål at opnå opholdstilladelse.«
Den holdning vidner enten om en manglende forståelse af, hvad trafficking er – en menneske- og kvinderettighedskrænkende handling. Eller også vidner den om, at hensynet til en stram udlændingepolitik kommer så meget før alt andet, at ofre for trafficking må ofres én gang til – på fremmedfrygtens alter.
Holdningen er i hvert fald helt på hovedet. Fremmedfrygten må hverken vinde over kvinders menneskerettigheder eller muligheden for at knalde bagmændene.
Indenrigsministeren anførte efterfølgende over for Folketinget, at der allerede er nogle muligheder i den danske udlændingelov for forlængede ophold til ofre for kvindehandel, hvis de vidner. Hvorfor loven, ifølge ministeren, er god nok. Tildeling af opholdstilladelse kræver imidlertid, at politi og anklagemyndighed søger om det på vegne af kvinden. Men det er ikke sket én eneste gang, hvilket det ikke faldt ministeren ind at nævne, som Information beskrev det fredag og lørdag.

MIDT I GLÆDEN over, at trafficking-problemet endelig begynder at blive taget seriøst i Danmark, er det vigtigt at holde fast i, at indsatsen kræver, at der tages en bred vifte af redskaber i brug: Helt grundlæggende at prioritere problemet. At skride til mere professionel efterforskning, bl.a. gennem grænseoverskridende samarbejde. Og ikke mindst at give kvinderne muligheder og rettigheder, der kan sikre, at de kommer ud af deres situation. Derfor er en midlertidig opholdstilladelse – og i nogle tilfælde permanent – er en nødvendig og rigtig ting.
Hvad ingen – og mindst af alt kvinderne – har brug for er, hvis man fra politisk hold forsøger at bekæmpe trafficking gennem en anti-immigrationspolitik. Og hvad der slet ikke er brug for er, hvis politiet eller anklagemyndighederne gør det.

brun & moust

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her