Læsetid: 3 min.

Frygt og lede i Cannes

Fortidens synder og nutidens skyld var et stort tema på årets filmfestival i Cannes
23. maj 2005

Cannes - Forleden udsendte kommentatoren Mark Lawsen i The Guardian en advarsel: "Dette er en periode, hvor alle kritikere bør klipse et memo fast til deres pande, hvori de mindes om ikke at se alt som en allegori over amerikansk udenrigspolitik."

Det er en meget betimelig advarsel oven på en filmfestival i Cannes, hvor mange af filmene i hovedkonkurrencen på en eller anden måde havde noget at sige om verdens tilstand, ikke bare efter 11. september 2001, men efter invasionen i Irak - mindre åbenlyst, men ikke mindre stærkt end sidste år, hvor Fahrenheit 9/11, Michael Moores frontalangreb på præsident Bush, fik Guldpalmen.

I Michael Hanekes Hidden og David Cronenbergs A History of Violence bliver to kernefamilier terroriseret af en ukendt, udefrakommende kraft på grund af noget, som familiefaren har gjort i fortiden, og i begge film er selvsamme far villig til at gøre hvad som helst uanset konsekvenserne for at beskytte sin familie.

Det er kun alt for nemt at læse George W. Bush ind i den ligning, selv om de to film naturligvis også har et meget bredere sigte og handler om personlig skyld over for kollektiv skyld, og hvordan vold bevæger sig som ringe i vandet. Det er film, som vil mane til eftertanke.

Fortidens synder

I Lars von Triers Manderlay får unge Grace problemer, da hun befrier en flok sorte slaver fra deres hvide ejer og derefter forsøger at pådutte dem sine ideer om frihed og demokrati. Slaverne er slet ikke parate til at blive frelst, og Grace ser sig nødsaget til at bruge magt for at nå sine mål.

Igen ligger den aktuelle situation i Irak lige for, ligesom man kan se filmen som en kritik af en fejlslagen dansk integrationspolitik, hvor velmenende bureaukrater i mange år har presset deres rigtige meninger ned over hovedet på indvandrerne.

Mark Lawson skriver videre i sin kommentar, at "ligesom Vietnam og Watergate inspirerede til en række konspirationsfilm i 70'erne, så har perioden med terrortrusler inspireret filmskabere til at bevæge sig mod emnet personlig usikkerhed".

Og det interessante er, at hovedpersonerne i filmene, det være sig Hidden, A History of Violence eller Manderlay, ikke blot er bange, de føler sig også skyldige over ting, der er foregået i fortiden, hvorfor de reagerer med enten vold eller den naive idealists voldsomme beslutsomhed.

Selv film som Jim Jarmuschs Broken Flowers, Dardenne-brødrenes L'Enfant, Atom Egoyans Where the Truth Lies og Carlos Reygades Batallo en el cielo føjer sig til rækken af værker, der handler om fortidens synder og nutidens skyld.

Den humanistiske tanke

Al denne politiske snak skal dog ikke skygge for det faktum, at årets filmfestival i Cannes har været en god og tilfredsstillende oplevelse. Det officielle program var fuld af gamle kendinge, Cronenberg, Wenders, Allen, Van Sant, Haneke, Jarmusch, Trier, Egoyan, og kun et par stykker af dem skuffede, mens resten levede op til de store forventninger, man indlysende havde med sig herned.

Faktisk var det primært de unge instruktører, som ikke kunne følge med, og man skulle helt ud i sideserierne, Semaine de la critique og Quinsaine des réalisateurs, for at finde film, der havde noget at byde på, og som muligvis kunne have gjort sig gældende i hovedkonkurrencen.

Kigger man ned over listen af vindere, slår det én, hvor ligeligt og på sin vis konservativt priserne er fordelt. Det kan godt være, at Dardenne-brødrene fik Guldpalmen, men det føles, som om juryen har haft svært ved at beslutte sig for, hvem de skulle give prisen til, hvorfor de har sørget for at give (næsten) alle et eller andet.

Det er den humanistiske tanke og ikke så meget filmkunsten, der er blevet belønnet, og selv om man i den forbindelse kan undre sig over, at Cronenberg og Trier - som tilmed er en af de mest originale filmskabere på færde - ikke optræder på listen, så er det svært at være uenig med juryens dogmatiske valg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her