Læsetid: 3 min.

En frygtelig dag

TV2 News var på pletten, da DR forærede dem monopolet
27. april 2007

Live.

Fem mænd stod på række. Alle i jakkesæt. Og hvid skjorte. Og med en plan for hvordan DR skulle spare 300 millioner kroner. Bestyrelsesformanden havde strammet slipset i anledning af pressemødet. Det samme havde økonomidirektøren, men de tre drenge fra det rigtige DR havde ikke slips på. Skjorten stod endda en smule åben hos alle tre. Man fik en fornemmelse af, at de havde arbejdet hele natten for at redde vennerne i DR. Slipsene lå smidt henover stolerygge lidt højere oppe i DR-byen i et kontor, der flød med pizzaæsker, kaffekopper og sammenkrøllet papir. Disse tre var rigtige mennesker.

Chefvitser

"En frygtelig dag for DR," sagde den ene af dem - Kenneth Plummer - og lignede en slagen mand. Med nedbøjet hoved og mund. Ja, alt, hvad der kunne være nedbøjet, var det sikkert. Dette var en mand, der resignerede. Træt. TV2 News' kameramand forsøgte at zoome ind på ham, så han ville stå dér alene i billedet. Forladt og alene i rampelyset. Men det kunne ikke lade sig gøre. Lars Grarup stod konstant i baggrunden og forsøgte at skæve over Plummers skuldre, der trods dagens tunge byrde alligevel var for høje. Så Grarup gav sig til at småsludre med Vesterløkke, der stod ved siden af.

Nu lignede den åbne skjortehals ikke længere en hårdtarbejdende menneskechefs men en skødesløs drengerøvs. Grarup og Vesterløkke stod dér og fik sig et lille grin. Det er svært at forestille sig, hvad der kan have været sjovt på denne 'frygtelige dag' for DR. Men chefer har vel deres små interne jokes. De vidste selvfølgelig, hvad Plummer ville sige, så der var ingen grund til bare at stå dér og hænge med ørerne ligesom chefen. De havde jo blot gjort deres pligt. Da Plummer slukøret gav ordet til Lars Grarup, der ville gå mere i detaljen, sprang Grarup op som en teenager, der havde siddet og pillet ved sit penalhus, mens resten af gruppen fremlagde deres del af projektopgaven. Nøgternt og uden særlig indlevelse - til et ni-tal vel - leverede han så facitlisten. En brutal opgave, der ikke kan udføres smukt. Det blev den heller ikke.

Desperation

"Sportstransmissionerne er inde i en prisspiral og denne beslutning ville vi alligevel tage på et tidspunkt," sagde han om én af de hårdest ramte redaktioner. VM og OL vil ikke blive sendt på DR. 64 procent stod der om reduktionen på sportsområdet på det powerpointdisplay, de fem havde forberedt til pressemødet. Nederst på TV2 News rullede sportsgrenene, som ikke vil blive dækket. Blandt andet cykling og håndbold. Senere rullede en anden forventelig besked: Sportsjournalisterne i DR er gået i strejke som reaktion på spareplanerne.

Desperationen bredte sig, allerede mens cheferne stadig stod dér på række. Da Lars Grarup var færdig, åbnede cheferne for spørgsmål. Plummer smed jakken og Lars Vesterløkke forsikrede "Vi vil sende det samme blot på en anden måde," da spørgerunden gik i gang. Maria Andersen fra TV2 News var der med det samme med et skarpt spørgsmål: "Hvordan hænger det sammen?" Simpelt, men det var det spørgsmål, der pressede sig på, hver gang det lød, som om cheferne mente, at DR ville blive bedre eller i hvert fald holde niveauet. Noget overbevisende svar kom ikke. Da TV2 News vurderede, at de vigtigste spørgsmål var besvaret, bevægede fokus sig ud i DR's hall, hvor journalisterne var på vej ud af døren. Frustration, desperation og chok var nogle af de ord, som de udspurgte satte på dagen. En enkelt har sikkert også sagt frygtelig. I det efterfølgende program på TV2-News: Svar udbedes, havde Kirsten Palmer besøg af medieordførere fra tre partier. Jakob Axel Nielsen, Simon Emil Ammitzbøl og Mogens Jensen. De hang også med næbbet. Og så ned i de helt rene hænder, der hvilede på et mørkt bord. Frygtelig dag, mente de.

Live fra DR's pressemøde TV2 News tirsdag kl 16.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her