"Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv - den navnløse, uargumenterede, uberettigede rædsel, som lammer nødvendige bestræbelser på at vende tilbagetog til fremgang."
Franklin Roosevelt ved sin tiltræden
som USA's præsident, marts 1933
FRYGT LAMMER, når vi ikke kan sætte navn på dens årsag. Først når vi har gjort det, kan vi skride til handling og befri os for rædslen.
Med det budskab søgte den progressive amerikanske præsident at vække sit lands befolkning af 1929-krakkets choktilstand. Roosevelts optimisme - 'vi kan, hvis vi vil' - bar USA gennem alle trængsler og tilbageslag frem til april 1945, hvor landet ved hans død stod med den politiske og økonomiske supermagtstatus, det har nydt lige siden.
Når der i år 2000's Danmark er grund til at citere Roosevelts ord, skyldes det, at de også gælder den sag, der har hensat landet i trance: Forholdet mellem de 96 procent etniske danskere og de fire procent nydanskere. Frygten hærger.
I GÅR UDKOM bogen Dansk nok?, som vi omtalte udførligt her i bladet. Dens pointe er enkel: Vejen til integration går over arbejdsmarkedet. Hvis det åbner sig for de nye danskere, vinder de deres egen og deres medborgeres respekt.
Praktiske problemer kan der være mange af: mangel på sprogkundskaber og uddannelse, kulturelle forskelligheder. Men hvis de to første overvindes, fordi der reelt er et job som belønning, bliver det sidste af mindre betydning. Det, der først og fremmest stiller sig hindrende, er så upraktisk, som tænkes kan. Det er netop - frygten.
Som en repræsentant for dansk erhvervsliv åbenhjertigt stillede sig op og sagde, da bogen i går blev lanceret på et pressemøde:
"Ifølge meningsmålinger er der 25 procent af den danske befolkning, der ikke kan lide de mennesker. En virksomhed, der ansætter dem, risikerer at miste i hvert fald 10 procent af sine kunder. Det har den ikke råd til."
Aha! Det er altså ikke virksomheden, der nærer fordommene. Det er de andre: Kunderne!
Samme mønster viser gruppeinterviews med store virksomheders personalechefer. De vil gerne ansætte folk med fremmede navne, men de tør det ikke - af hensyn til de dansksindede medarbejdere!
Tilsvarende har LO netop udsendt et nyhedsbrev, hvor ansvaret på pudsig vis er lagt over på andre. Nyhedsbrevet gør et stort nummer ud af, at en Gallup-undersøgelse viser, at 48 procent af befolkningen mener, at den manglende ansættelse af nydanskere skyldes - arbejdsgivernes fordomme!
Hvor langt kan fagbevægelsen dog komme fra sig selv, når den skal finde problemets årsag? Den burde måske kigge lidt nærmere inden døre. Som det fremgår af dagens avis, har hverken LO selv eller de største medlemsforbund udformet en skriftlig politik for ansættelse af nydanskere. Alligevel har LO frimodigt opfordret arbejdsgiverne til at gøre det.
Det udløser denne kommentar fra Muharrem Aydas, der er formand for Paraplyorganisationen for de Etniske Mindretal (POEM):
"Det er utroligt skuffende. I festtalerne er der ingen grænser for, hvad fagforbundene vil gøre for de etniske grupper. Men når det kommer til konkret handling, sker der ikke noget. Det er meget svært at tage dem alvorligt."
Muharrem Aydas kunne sige det samme om selveste staten. Trods alle Nyrup-regeringernes fromme ord om integration udgør nydanskere det uforholdsmæssigt lave tal på én procent af alle statsansatte.
ANSVARSFRASKRIVNINGEN går helt til tops. Når de socialdemokratiske politikere - med de radikale på ængsteligt slæb - er så optaget af at hitte på nye strammerforslag over for flygtninge og indvandrere, så skyldes det jo ikke, at de selv på nogen måde nærer fordomme. Overhovedet ikke. Men det gør deres vælgere. Og dem må man jo tækkes, for at de ikke skal flygte med deres snavsede lyster til - ja, vi véd godt hvem.
Det hele kan koges ned til en erkendelse, hver enkelt kan gøre i sit livs mismodige øjeblikke: "Jeg er sådant et pænt menneske. De er de andre, der er nogle dumme svin."
Hvad opfordrer den erkendelse til? Selv at blive et dumt svin? Hvad ville Roosevelt have sagt? dr
