Læsetid: 6 min.

Den frygteligste fejl

Dansk tv's dårlige nyhedsformidling samt det eneste svar, en ledende politiker har på en brøler af rang
28. oktober 2006

Der er nu noget særligt ved at se tv på hotel. I sit syntetiske reservehjem tænder man for apparatet for at etablere kontakt til den virkelighed, man i udlændigheden delvis er sat udenfor.

I Berlin bekræftes man ialle paratfordomme om tysk tv-underholdning. End ikke den danske kan i folkelig forlorenhed konkurrere med et pan-germansk dirndl-show. Mænd og damer er lakerede i ansigterne, damerne med brysterne mast op i dobbelthagen, mændene i figursyede jakker og høje hæle, begge køn vrinsker, som om de er glade, mens de skælmsk slår hinanden på dellerne. Og musikken! Det er slemt og kan ikke fås værre i Danmark.

På nyhedsplanet overgår tyskerne i positiv forstand kollegerne i DR-Byen og på Kvægtorvet i Odense. Tyskerne tillader sig i deres tv-aviser at være seriøse ligesom svenskerne, til en vis grad CNN og ikke mindst det store forbillede BBC. Sat en tid uden for fædrelandet slår det hver gang én, hvor tvivlsomt danske tv-nyheder redigeres og præsenteres. Oh, disse overenergiske studieværter i deres foroverbøjede energi, kunstigt veloplagte som værterne i tysk underholdning, nærmest skæmtsomme, hvor man tydeligt fornemmer de danske nyhedsværters kroniske angst for at blive fyret, blot de et sekund udstråler det modsatte af dynamik eller værre: Udviser eftertanke eller tvivl om egne udsagn og deres hele virkes mening.

Og så prioriteringen! Dansk elektronisk nyhedsformidling minder på de værste dage, som er et flertal, i stofvalg og rækkefølge om det længst hedengangne tv-program Landet rundt, hvor intet heller var for småt for nationens navlestudier. Eksempler? Åbn for DR-TV-Avisen eller for den sags skyld Nyhederne på en dag, når ikke ligefrem nogen er fløjet ind i New Yorks skyskrabere.

I de store landes nyhedstjenester, i det mindste på landsudsendelserne for slet ikke at tale om BBC-World, sorteres fortsat efter nyhedsudbuddets grad af konsekvens og perspektiv og begivenheders og fænomeners mere eller mindre vidtgående betydning. Det er en faglig fryd blot at se derpå. Dertil kommer, at studieværterne, redaktørerne fremtræder som vidende og - nå ja, dannede personer - og taler til deres publikum som til ligeværdige og ikke i DR's tonefald, som om det er til imbecile børn med en retorik, som dybest set stammer fra radioens barndom. Det forekommer så frygteligt gammeldags, hvis man endelig skal tale om nyt og gammelt, eller som reklamen i dennes værste tendens til forlokkende nedladenhed, en stilart der jo også peger på bagstræb.

I brændpunktet

NDR, BBC, CNN - man er godt dækket ind på sit hotel; trods alt og trods CNN's ikke altid lige troværdige lancering af egne medarbejdere. Ofte gør de det forhold, at en reporter befinder sig på stedet, til hovedsagen, et stiltræk alle tv'er, også det danske, efteraber. Den og den medarbejder på skærmen i et eller andet brændpunkt med medarbejderens navn nævnt af ham selv og stedet, hvorfra han snakker. "A. Jensen - Hobro". Det bliver hverken medarbejder eller begivenhed nødvendigvis mere overbevisende eller betydningsfuld af, men det lyder af noget.

Den værste af CNN's folk er dog den gamle stedfaste spytslikker af en Larry King, der sidder på ingen ved snart hvilket årti med sine latterlige seler og panderynkende servilitet og snakker berømte folk efter munden. Man kunne for så vidt godt anvende King som lærestykke ved journalistuddannelserne: Hvordan man aldrig bør bære sig ad i det vanskelige rollefag journalistisk at udspørge andre. Ved de store og betydningsfulde politiske valg i USA har King ofte kandidat med kone i studiet, som studieværten i den afslappede påklædning - selerne og skjorteærmer med et krus på bordet, alene dét! - bliver familiær og er på fornavn med. Det mest enestående er, at disse mennesker således er med i et Larry King show. "Larry", siger de til ham. At optræde coast to coast hos en journalist, der ikke stiller skyggen af et kritisk spørgsmål, er penge i banken.

Det værste, der kan ske for journalister, er, når de går i en sags tjeneste, måske deres egen. Akkurat lig en institution som Larry King, hvor det for enhver pris gælder om ikke at lægge sig ud med folk af betydning. Endnu værre eller i samme dur, når journalisten i sit arbejde mere eller mindre direkte gør sig til talsmand for en regering. Jo, det ser man skam, og her er talen ikke om journalistiske spindoktorer, for hvem man jo på forhånd kun kan have despekt til overs.

Psykologisk set er dette journalister, der som medarbejdere i medierne taler magtens sag, ofte folk der før har haft ryggen til vindretningen eller hele tiden haft det. Disse typer af standen kan åbenbart kun fungere, såfremt de føler sig som del af et flertal med et fast ideologisk grundlag formuleret af noget eller nogen, som de fornemmer er større end dem selv og først og fremmest repræsenterer noget magtfuldt og folket. Man så det før i tiden med de betonmurede marxister, der siden, da vinden slog om, selv slog med og blev forstående fortolkere af den nuværende regering eller med tiden mere eller mindre åbne talerør for Dansk Folkeparti, das Volk. Såfremt andre, de kontrære af sind og sjæl, stiller sig tvivlende eller skeptiske an over for sådanne manøvrer, er fanden løs, og beskyldninger for alt muligt forfærdeligt svirrer i luften: Elitisme og kulturradikaleri. Et af de andre sikre slagnumre, som også før og i andre sammenhænge har været flittigt spillet, er beskyldningen for antiamerikanisme. At vende sig mod den amerikanske regering og Bush er antiamerikansk. Som før fremhævet på denne plads et robust synspunkt, eftersom senator Kennedy, Clinton og Norman Mailer i så fald skulle være antiamerikanske for bare at nævne tre antagonister af Bush. For ikke at tale om de mange millioner der ikke stemte på ham, men forgæves.

Munden fuld af spin

I Berlin tonede samme Bush, man kvier sig ved at benævne ham ved den ophøjede præsidenttitel, frem på hotel-tv'et. Det stod han som sædvanlig bag talerpulten i Det Hvide Hus med munden fuld af spin, formentlig formuleret af Karl Rove, en af de store skurke i nyere amerikansk historie. For Bush og hans folk er det jo ikke mere muligt at skjule katastrofen i Irak. Et nyt Vietnam truer. "We are changing tactics", råbte Bush til de tydeligvis beklemte pressefolk. "But we are not changing course. We'll defeat those terrorists, those brutal terrorists!" Kan man forestille sig nænsomme terrorister? Fin bogtitel: Den nænsomme terrorist. Samtidig med den slags farlige udflugter som at skifte taktik begynder repu-blikanerne og andre krigstilhængere, der nu øjner konsekvenserne, at forlange af krigskritikerne, at de frem for at kritisere bidrager med forslag til at løse problemerne. Det svarer til, at pyromanen efter selv at have brændt lokummet ned, bebrejder tilskuerne ikke at stille med konstruktive forslag til at slukke branden.

Krigen i Irak er en frygtelig fejltagelse. Selve krigen samt dens følger: De civile tab, de militære tab, de utallige brud på elementære menneskerettigheder, vilkårlig retspraksis, tortur, materielle ødelæggelser samt overgreb, vi endnu ikke kender, men som utvivlsomt vil vise sig legio. Krigsbegrundelserne har fra starten været løgnagtige. De ansvarlige har ikke haft nogen anelse om en strategi, da de jo netop har haft skiftende krigsbegrundelser. Man må i det mindste håbe, at magten ved midtvejsvalgene bliver fravristet Bush, i det omfang man kan tage magten fra en siddende mislykket amerikansk præsident. Tony Blairs dage er talte, og afregningen vil komme hurtigere endnu, når katastrofen viser sig endog mere fatal dag for dag. Danmark er i øvrigt med i krigen. Hvilken slags kreativ bogføring vil statsminister Fogh Rasmussen anvende for at svare for sin egen politik? Hidtil har han forklaret, at krigen ikke helt gik, som han havde beregnet. Dels er der jo folk udefra, der ikke vil demokratiet, dels er der folk indefra, der ikke ønsker det samme. Det er, hvad man kalder resultatet af en fatal fejltagelse. Der er i en sådan ultimativ situation en nærliggende konsekvens at drage for en ledende hæderlig politiker. Så den skal man ikke regne med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her