HAVANA - Der er et navn, der ikke siges højt mange steder i Havana i disse dage. Mens byen myldrer med udenlandske medier, inviteret af styret til at deltage i fejringen af 50 års revolution, er der et navn, selv de fleste reportere har svært ved at få over deres læber. Selv i den yderste sofarække i den store have på det elegante hotel El Nacional, hvor et udenlandsk tv-hold i løbet af en halv times konversation ikke formår at få navnet over deres læber en enkelt gang, selv om det reelt er ham, konversationen handler om - styret af en reel eller indbildt frygt for, hvem der kan lytte med blandt grupperne af vestlige turister og tjenestefolk - og hvad sanktionen kunne være.
Det er netop denne frygt, indbildt eller reel, der er Oswaldo Payas pointe.
"Alle er bange. Selv den fremmede, frie presse, der kommer til Cuba, tilpasser sig automatisk styrets betingelser. Folk, der kommer til Cuba, lærer hurtigt det, jeg kalder frygtens kultur at kende," konstaterer den 54-årige grundlægger af den demokratiske protestbevægelse Varela-projektet, da han tager imod en sen aften i Havana-forstaden Cerro.
"Regimet ved, hvordan de kan true uden at gøre særlig meget. Der er en stor berøringsangst. Og det er kun logisk, for frygten er så stor, at vi ikke tør afsværge den. Derfor fødes vi ind i en løgnenes verden, uden at vold er nødvendig. Det er jo menneskeligt at være bange, det er jeg også. Kommunistpartiet har malet vægmalerier omkring mit hus, hvor de kalder mig en forræder. De truer folk, der kommer for at besøge mig. De truer min familie og folk omkring mig. I dag meget mere end tidligere," siger han.
"Men vi må ikke lade os styre af frygten. I Cuba er der et paradigme insemineret i samfundet, en stor simulation, en forfalskning af frygten, og når nogen gør oprør mod frygten, anvender systemet hele dets magt, fordi oprør er et vidnesbyrd om befrielse, og at det kan lade sig gøre at frigøre sig fra frygten."
Fokuserer på hierarki
Paya ved, hvad han taler om. Mens lederen af protestbevægelsen - der af en lokal iagttager beskrives som 'den vigtigste dissident siden revolutionen - selv er gået fri som et symbol for omverdenen på, at der eksisterer en slags ytringsfrihed i Cuba, sidder omkring halvdelen af Varela-projektets aktivister stadig fængslet efter at have medvirket til at samle de over 10.000 underskrifter, der ifølge forfatningen skal til for at foretage en afstemning om genindførsel af demokrati i den vestlige verdens sidste kommunistiske land.
Mens 15 andre af de kritikere, som blev fængslet i den store runde i 2003, siden er blevet løsladt, er Payas folk stadig fængslet, og det betyder ifølge iagttagere, at den interne opposition på Cuba på et afgørende tidspunkt er meget svag. Et faktum Paya til dels erkender, mens han samtidig protesterer mod omverdenens måde at fokusere på magtskiftet efter Fidel Castro:
"Verden er vant til at se på Cuba og kun se en beboer: Fidel Castro. I dag kigger verden på Cuba og ser kun hans bror. Jeg forstår godt spørgsmålene om Raul Castro, men jeg vil også gerne protestere mod dem. Medierne fokuserer på hierarkiet og ikke på det cubanske folk. Det cubanske folk er i øjeblikket tavse med en afventende frygt, for det har ikke nogen informationer, og i de seneste måneder er blevet bombet med en bastant propaganda, men folket ved, at det nuværende cubanske regime ingen fremtid har. Vores bevægelse tror, at hvis der ikke er en reel åbning, vil der komme en intern konfrontation," siger han.
Nej til kinesisk model
Den åbning, forventer mange, vil komme i form af en liberalisering af økonomien. Men mens mange ser det som en løftestang mod mere politisk frihed, er Paya meget mere kritisk over for den 'kinesiske model', som mange spekulerer i, at Raul Castro i større eller mindre grad vil indføre.
"Kina er, hvad man kan kalde vild kommunisme. Det er rå kapitalisme splejset med totalitær kommunisme. Det har ingen spor af demokrati, men kun et kæmpe oligarki, der støtter kapitalisme uden frihed. Vi afviser fuldstændig denne model. Vi ønsker alle rettigheder. Man kan ikke sige, at først kommer økonomiske liberaliseringer - og så senere må rettighederne komme," siger Paya.
"Der er en fatalisme omkring ideen om, at cubanerne ikke er parate til at være frie eller skabe et demokrati. Hvorfor? For at komme fremad er man nødt til at rejse sig op og begynde at gå. Det er den eneste måde at lære det. Det findes der ikke kurser for," siger Paya, der ikke tror på, at befolkningen vil finde sig i, at der udelukkende kommer økonomiske åbninger med et nyt styre, til trods for at det netop er mange andre iagttageres vurdering, at økonomiske reformer vil stoppe den voksende utilfredshed i befolkningen - og at oppositionen ikke er stærk nok til at aktivere den og udfordre regeringen.
"Jeg vil ikke overdrive vores styrke. Men vores bevægelse har kontakt med mange tusinde utilfredse cubanere. I dag er de undertrykte, men de er parate, den dag pacifistiske protester begynder. I dag er der få tegn på det. Der er en rationalisme der siger, 'vi har levet mange år med dette regime, vi ønsker ikke at konfrontere det nu'. Alle venter på, hvad der nu vil ske. Jeg anerkender, at der en inerti, at flertallet passivt accepterer dette regimet, nedsunket i en frygtens kultur. Men alt dette har et tyngdepunkt,"siger han
" Der er så mange cubanere, der aldrig har kunnet flytte til et nyt og bedre hus, som ved, at en hel årsløn ikke kan købe nye sko, bukser og bluse til deres børn. Folk spørger: Hvorfor skal det være sådan? - og alle ved, at der samtidig er en rig magtkaste, et oligarki, hvis børn studerer i udlandet og sikrer deres fremtid i Europa. Det er et paradoks," siger Paya.
Hans bevægelse har lavet et program, der på en række konkrete punkter opstiller en køreplan hen mod et demokrati, hvor staten bliver ved med at sørge for gratis sundhedsvæsen og uddannelse, mens almindelige borgerrettigheder genindføres, og frit erhverv tillades.
Det alternativ kan synes lidt paradoksalt på et tidspunkt, hvor det meste af Latinamerika er på vej mod venstre, og en del af de nye ledere kigger mod Cuba. Men for Paya er der ingen modsætning mellem hans vision og kontinentets nye vinde. Men samtidig advarer han mod ikke at adoptere alle cubanske erfaringer:
"I Cuba har vi de samme problemer som i resten af Latinamerika; der er et fattigt flertal og rigt mindretal, som sidder på magten. Vi tror på, at det er nødvendigt med sociale forandringer på kontinentet, som giver det fattige flertal flere muligheder. Neoliberalismen har skabt en enorm uretfærdighed," siger Pay.
"Men vi tror også på, at dette er muligt uden at krænke de civile rettigheder, så ingen caudillo eller et parti kommer til at eje en stat. For det var det, der skete i Cuba, og det kan ske andre steder: At en gruppe af sociale reformatorer får magten for at skabe forandringer, undertrykker de civile rettigheder og selv ender som et oligarki. Forandringerne må ske med respekt for demokratiet, gennemskuelighed og civile rettigheder. Hvis det ikke sker, er alt tabt. Og det er der mange, der ikke har forstået," siger Paya, der peger på Venezuela og Chávez som et eksempel på den trussel:
"Chávez har gjort utrolig mange gode ting for Venezuela i forhold til at hjælpe de fattige, men lige nu ser jeg en meget stærk tendens i retning af den form for neokommunisme, der praktiseres i Cuba med indskrænkelse af borgernes rettigheder. Venezuela er i alt for høj grad infiltreret af det cubanske styre," siger Paya, der gerne vil deltage i en dialog med det cubanske styre.
"En voldsom omvæltning er ikke nødvendig, hvis den første fase indledes, hvor cubanerne får rettigheder, lov til at deltage i det økonomiske liv, skabe politiske partier og pressecensuren ophæves. I dag er der en konfrontation, der er undertrykkelse. Der er trusler, og vores opgave er at overkomme den frygt. Og vi vil have det hele - ikke bare økonomiske åbningerþ" siger Oswaldo Paya
