Fjendebilleder skabt af xenofobiske forestillinger om de såkaldt fremmede hører som bekendt ikke udelukkende fortiden til. Mekanismen synes usvækket, omend præmisserne for fjendebilledernes etablering skifter, ligesom de politiske vilkår, i hvilke processen foregår ustandseligt, gør det.
Antisemitismen i al dennes grusomme primitivitet minder i mangt og meget om vore dages fjendtlige holdninger til den muslimske verdens folk, som samtidig opviser mindst lige så mange forskelle fra antisemitismen som ligheder. Dog findes klare strukturelle paralleller, som når den franske skribent Thierry Maulnier i 1930'erne til den fremtrædende filosofven og tvetydige antisemit Maurice Blanchots billigelse opdeler antisemitismen, i på den ene side den vulgære, den Hitler og hans horder stod for, og som ordentlige mennesker må tage afstand fra, og på den anden side den "fornuftige antisemitisme", som ikke blot er acceptabel, men direkte hensigtsmæssig i kampen for at fastholde egen identitet og base.
Man kan på samme måde i vore dage tale om en fornuftig antimuslimisme (sproget mangler et ord), hvor hadet mod muslimer indigneret afvises som vulgære beskyldninger for racisme. Ikke desto mindre praktiseres en radikal afvisning eller ligefrem et had, som slående ligner antisemitisme og racisme, men præsenteres som fornuftsprægede holdninger under henvisning til misgerninger i muslimske lande eller til muslimsk orienterede terrorhandlinger. Opposition mod disse generaliserende synspunkter afvises argumentresistent som politisk korrekthed.
Europæisk xenofobi
Her er ikke blot Dansk Folkeparti, og dettes leveringsdygtige højreintellektuelle sympatisører, enestående, men føjer sig smukt, hvis man kan sige det sådan, til en lang europæisk xenofobisk tradition. Denne belyses kyndigt i en lærd og bred artikelantologi: Europas andre, som er blevet til efter et seminar: "Xenofobi i europæisk kultur" for et par år siden i København. Samlingen af tekster er styret af bidragydernes tilknytning til litteratur og filosofi og afgrænser således fænomenologisk virkefeltet fra den egentlige historiefremstilling. Det skal imidlertid ikke afholde historikere fra at læse med, heller ikke andre, skarpsindighederne står i kø i disse artikler, hvis overordnede sigte utvivlsomt er at skabe en saglig og formuleret modvægt til disse års robuste politisk etablerede radikalt xenofobiske fremmedforvaltning.
Som Carsten Estoft skriver i sin artikel om tolerance i 1700-tallets Frankrig, er det lykkedes højrefløjen i Danmark et kvart årtusinde senere at brændemærke tolerancen som den nævnte politiske korrekthed og påstå det tolerante som en form for elitær arrogance. Man skal ikke læse mange ledende artikler i Berlingske Tidende eller B.T., før relevansen i den iagttagelse bliver klar.
I denne form for agitation mod de fremmede optræder gerne advarslen mod eliten, at det er de folkelige stemninger, der anslår fremmedangsten, en angst, som kan slå ud i det farligere, såfremt magthaverne ikke retter ind. Jørgen Bruhn påviser middelaldertraditionen i denne demagogi, som i virkeligheden dækker over en ovenfra styret syndebuksmekanisme. Som korstogene, kunne man tilføje.
Som sagt udspringer vore dages xenofobi af ældre tiders traditioner og fordomme, som redebonne ofte nationalt sindede aktivister omformulerer igen og igen. Fra romantikken henter vi en del af godset, som Mads Nygaard Folkmann og Marie-Louise Svane hhv. beskriver i nationalismens konkrete tilblivelse og her i landet Oehlenschlägers borgerlige benovelse over østens farlige dragning og formodede seksuelle mystik: gysende tiltrækning og radikal afvisning.
Fjendebilleder
Xenofobien først og sidst afgrænser nemlig os fra dem, ganske som i den klassiske antisemitisme, hvor Moritz Schramm opsummerer den gængse retorik i en række punkter, der til hver en tid kan overføres helt eller delvist på alle fjendebilledkonstruktioner: adskillelse og herefter udskillelse, som i værste fald bliver til udslettelse. 'De andre' som andre gøres til uforenelig med selve kernen, trosgrundlaget, sjælen i folket, det nationale: Til et folk de alle høre/som regne sig dertil/har for modersmålet øre/har for fædrelandet ild;/resten selv som dragedukker/sig fra folket udelukker/lyse selv sig ud af æt/nægte sig selv indfødsret.
Det er rigtigt set af Peter Duelund at fremhæve netop Grundtvig i den xenofobiske sammenhæng, hvor det fremmede nu og da nok tåles, men kun som sådant.
Til fædrelandet, det europæiske, hører selvsagt den institutionaliserede kristendom, uden den ingen adkomst. For ikke mange dage siden afviste Pia Kjærsgaard al videre integration og forlangte de fremmede ud af landet. Ryg og rejs.
Det er i og for sig forkert at fremhæve visse artikler frem for andre, bogen er et velredigeret hele af væsentlige og stærkt tankevækkende tekster overordentlig nyttige i den debat, vi mangler at vinde tilbage fra fordomsfuldheden. Frederik Stjernfelt står måske særligt stærkt med en fin og opklarende gennemgang af selve xenofobibegrebet. Dette afholder ikke den lærde Stjernfelt fra til slut politisk at opfordre sin samtid til at bekæmpe dette nedarvede fænomen, fremmedhadet, denne arvesynd i mennesket. Tak er et fattigt ord.
