Læsetid: 5 min.

'Hvad skal du med det fryserum, Bill?'

26. august 2006

At lave et telefoninterview med William T. Vollmann, forfatter til otte romaner, tre novellesamlinger, en biografi og et syv binds værk om vold, synes passende, for telefonen spiller en vigtig rolle i hans nye roman, Europe Central. I romanen, der netop har vundet The National Book Award i USA, beskriver han telefonen som en blæksprutte, en ondartet kompleks hjerne, der forvandler Europa til et område befolket af sorte ikoner. Det er en ondskabens magt, der skal behandles med mistænksomhed på linje med bilen og fjernsynet, to andre teknologier, Vollmann nærer mistro til.

Men forfatteren selv er hjertelig, åben og umistænksom. Født i Los Angeles for 47 år siden, nu bosat i Sacramento, har Vollmann op til nu mest været kendt som kultforfatter - mere æret end læst. Jeg spørger ham, om den nye bogs succes har ændret hans karriere.

"Nej," sukkede han, "Jeg er stadig en marginalfigur, der lever fra bog til bog, men så længe jeg producerer som en god marxistisk proletar, er jeg vel tilfreds."

Europe Central fokuserer på de to stridende autoritære regimer i Tyskland og USSR i det 20. århundrede med udgangspunkt i en imaginær kærlighedstrekant mellem tre rigtige personer, den russiske komponist Dimitri Sjostakovitj, dokumentarfilm-instruktøren Roman Karmen og deres fælles elskerinde, Elena Konstantinovskaja.

"Hvad, der fængede mig ved emnet, var det besynderlige og det horrible ved de nazistiske og sovjetiske regimer, som jeg har studeret siden omkring 1970. I skolen havde vi en film om lejrene, og det materiale har jeg aldrig kunnet glemme." Vollmann fortæller, at de historiske friheder, han har taget i konstruktionen af sin kærlighedstrekant, har affødt en del kritik blandt amerikanske anmeldere.

"Jeg kan godt lide tanken om, at bogens smerte ikke kun har rod i krig, den stammer også fra menneskers liv. De to mænds forbundethed gennem Elena er en måde at åbne personerne på. Det er noget, du også finder i de nordiske sagaer og japansk litteratur; en kvindelig person, der åbenbares gennem sin virkning på mænd."

Blandt kudere og alfonser

Mange af de kvindelige figurer i Vollmanns vigtigste r0maner er prostituerede. Jeg spørger ham hvorfor.

"Jeg har virkelig et blødt punkt med prostituerede. Måske besøger jeg de prostituerede, næste gang jeg kommer til dit land."

Men hvordan undgår han diverse mistanker, når han omgås prostituerede og alfonser.

"Den bedste måde er at være ærlig. De er vant til, at folk søger efter besynderlige former for tilfredsstillelse. Hvis du vil høre deres historier, er det ok, så længe du betaler. Jeg undgår alfonser, det eneste jeg får ud af dem, er udgifter. I min bog Whores for Gloria (1992), indarbejder jeg virkelige historier fortalt af rigtige prostituerede, og jeg følte ikke, jeg havde hverken ret eller evne til at ændre på de historier. Men da jeg nåede til The Royal Family (hans roman fra 2000 om prostituerede i Tenderloin-distriktet i San Francisco, red.), var jeg i stand til at opfinde personerne, at komponere forskellige historier."

I øjeblikket arbejder han på flere nye projekter. Et af dem er en non-fiction bog om hans oplevelser som godstogsbums i USA.

"Det er sjovt at tænke på sammenhængen mellem beat-generationen, at genlæse Jack Kerouac, men også Jack London og Mark Twain, den hurtige rejse gennem landet, denne ensomme, vilde amerikanske oplevelse."

En anden bog på vej handler om Imperial Valley. "Den har jeg arbejdet på i 10 år," fortæller han. "Jeg forsøger at fortælle historien om den amerikansk-mexicanske grænse fra begyndelsen og op til i dag. Jeg undersøger, hvordan en streg på et stykke papir kan ændre tingene. Første gang, du betragter Imperial Valley, forekommer den bagende varm, flad og kedelig, men jo mere du går i dybden, jo flere hemmeligheder finder du. Der er en labyrint af illegale kinesiske tunneller, som man mente var en myte. Men til sidst fik jeg mulighed for at besøge dem, og de er meget fascinerende. Der er parketlofter, et nøgenmaleri og nogle gamle kantonesiske breve, jeg har oversat. Nogle af tunnellerne blev senere til bordeller og spillebuler, og man brugte gangene til at skjule værdigenstande."

Så er der også det længe ventede femte bind i Seven Dreams-serien, hans roman-septet om "de gentagne sammenstød mellem de indfødte amerikanere og deres europæiske kolonisatorer og undertrykkere," der handler om høvding Joseph fra Nez Perce-stammen. Vollmann og hans far vil følge den rute høvdingen tog, da han forsøgte at flygte til Canada.

Vollmann skrev sin første roman, mens han arbejdede som programmør. Han sov på kontoret, og levede af candy bars. Som nystartet forfatter fandt selv jeg dette uhyre inspirerende og skrev en roman på samme måde. Jeg spørger Vollmann, om han mener, et kontorjob er godt for en forfatter.

"I den udstrækning, at en forfatter kan låne værktøjet, skrivebordet og papiret. At være forfatter synes at gå godt i spænd med at sidde ved et skrivebord. Hvis du kan arbejde der, kan et kontor være en god ting, og samtidig får du oplevelsen af at få en lille bitte smule af dit liv tilbage fra en miserabel, dræbende tilværelse."

Om sine arbejdsmetoder siger han:

"Det afhænger af bogen. Jeg læser og skriver det meste af dagen, men jeg lader mig også afbryde af det virkelige liv. Jeg nyder at gå ud med vennerne og forsøger ikke at tage mig selv alt for seriøst."

Jeg fortæller ham om et rygte, jeg har hørt, at han har et fryserum i sit arbejdsværelse. Hvad i alverden bruger han det til?

"Egentlig ville jeg lave det til en S&M-hule, men nu bruger jeg det som skab. Men selv om jeg har malet det flere gange, lugter det stadig af gammelt kød og fedt, og en gang imellem ser jeg også en kakerlak."

På trods af interessen for livets skyggesider gennemstrømmes meget af Vollmanns fiktion af en stærk sans for moral, hvilket kulminerer i et moralskema i hans enorme non-fiction historie om vold, Rising Up and Rising Down. Har det en religiøs oprindelse?

"Jeg er ikke tilhænger af organiseret religion. Jeg har rejst tilstrækkeligt til at se at tilhængere af organiseret religion ofte angriber tilhængere af andre religioner. Jeg tror ikke på en personlig gud. Det er godt at sige tak, hvad enten der er en gud eller ej. Der er ingen grund til ikke at leve livet fuldt ud. Moral er endnu vigtigere for folk, der ikke forventer at få en bid af de himmelske godter, når de dør."

Og hvis kun én af hans bøger levede videre efter hans egen død, hvilken ville han så helst have, det blev?

"Den mest erotiske af dem," svarer han. "Måske The Rifles. Der er en masse dejlige naturbeskrivelser i den - sammen med en masse kærlighed og sex."

©The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu