Læsetid: 2 min.

Fuck ismer og perioder

Objection, your honour! Dommer, protest, det litterære underudvalg har snydt, da det sammensatte sin kanon!
25. januar 2006

Jamen, jeg mener, når det er tilladt at strække det fælles kommissoriums famøse kerneord 'værk', så det dækker en til lejligheden sammenvalgt antologi med hele 24 highlights fra Thomas Kingo 1681 og til Per Højholt tre århundreder efter, så er det pludselig ingen sag at skulle byde ind på en kanon. Øv, hvor billigt, tænkte jeg, da jeg så poesi-buketten.

Når det er sagt, må det imidlertid medgives, at alle de gode er kommet med, alle de, der virkelig har kunnet digte på dansk. Og hvor var det klogt at holde Inger Christensen uden for blomsterbutikken, og medtage hendes Sommerfugledalen som det værk, den er, skønt man jo netop derved pegede hen på sit eget nedrige narrestregsnummer.

Stillet over for de øvrige 10 på listen bemærker jeg sikkert overblik og velgørende sans for historisk og genremæssig spredning. Her er en selvbiografi fra renæssancen på vej til engang at blive barok (Leonora Christina: Jammers Minde), en klassisk begivenhedsnovelle fra den tidlige realisme eller en selvkritisk romantik (Blicher: Præsten i Vejlbye), her er dansk højromantik i selvtematiserende, overbydende kulmination (Den lille Havfrue) og en filosofisk roman, hvormed tænkningen går i et indre eksil (Kierkegaards Enten - Eller). Vi får naturalismen i dens allermest 'naturvidenskabelige' udgave repræsenteret ved en ør blanding af historisk roman og fragmenteret udviklingsroman (Fru Marie Grubbe), og der er blevet plads til impressionistisk realisme i form af en scenisk miniroman om det at være i vejen for andres lykke, men mest for sin egen (Ved Vejen). Udviklingsromanen er med i sin mest raffinerede, mest ekstremt og skånselsløst selvanalytiske superversion (Lykke-Per), og skønt der havde rejst sig folkestorm, hvis ikke Kongens Fald havde været på listen, så er det nu engang lækkert at tænke på, at danskernes yndlingsroman er historien om en falleret student og en konge, der sejler frem og tilbage og dermed overlader sin skæbne til det blinde tilfælde, ganske som Jørgen Leth, der fiser op og ned ad Strandvejen uden at kunne hitte ud af, om han vil være i Sverige eller i København, uden i virkeligheden at vide, om han, som Jess Ørnsbo skrev engang, gider være tandpasta eller grøn sæbe.

Flot og ansporende

Sidst iblandt de 10 kommer en sublim fortællingskreds (Blixens Vinter-Eventyr), besværlig at holde inden for litterære kategorier - gør hendes pasticher novellerne til fejlanbragte remakes af det 19. århundredes rum, eller har vi tværtimod at gøre med maskespillende modernisme?! - og endelig en samling noveller (Rifbjergs og andre historier), der nok så pædagogisk pendulerer mellem ismerne, ved skiftevis at gå modernistisk og naturalistisk til værks. Eller rettere, netop ikke til 'værks', fordi enkeltdelene, sådan som titlen jo siger, nægter at blive til én historie. Centralfortællingen mangler, eller kan kun fortælles 'i stykker'.

Det flotte og fagligt ansporende ved litteraturgruppens kanon er, at man har turdet prioritere værker, der transcenderer ismer og perioder: både-og-titlerne! Det gør det ganske vist vanskeligere at bruge denne kanon til at undervise i litteraturhistorie. Men derfor også meget morsommere. Og langt mere dannende, vil jeg mene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu