Læsetid: 6 min.

'Fuck det - vi laver selv en plade'

De kunne vælge mellem flere managertilbud. De varmer op for det roste nye band Spleen United. Skal spille koncerter i Frankrig og Canada. Men har stadig ingen pladekontrakt. Nu gider de ikke vente mere
28. november 2005

Green Concorde havde spillet i omkring 40 minutter i Voxhall i Århus, og koncertsalen var ved at være fyldt. De fleste havde fået hængt deres jakker op og stod nu med en fadøl i den ene hånd, mens den anden enten var placeret i lommen eller hvilede på hoften i en lignende form for skeptisk gestus. Men der var fokus på scenen, og der blev rocket frem og tilbage og sunget med, da forsanger og guitarist Morten nåede omkvædet i barometerhittet Detroit: "Chicago is a good girl, but Johnny's in Detroit".

Publikum var ved at være varme. Og så forlod Green Concorde scenen: "Jamen så har vi jo løst vores opgave godt," konstaterer bassisten Peter, da bandet sidder i backstage-lokalerne efter koncerten, "sådan er det at være opvarmningsband".

Inde fra salen i Voxhall gungrer dyster Depeche Mode-inspireret synth-rock. Spleen United er gået på med deres roste organisme af et sceneshow.

Det er sidste aften, Green Concorde har varmet op for dem. Det har været en stor chance for det stadig pladeselskabsløse band fra København, så afslutningen skal fejres.

"Du må hellere komme ud bagved ret hurtigt efter vores koncert, så du kan interviewe os, inden vi bliver alt for stive," sagde trommeslager Simon, da Information ringede for at få en aftale.

Information fulgte Green Concorde før og under denne sommers Spot-Festival i Århus, der siges at være et af de vigtigste steder at spille, hvis man er et upcoming-band i Danmark. Hele den danske pladebranche og presse og en del repræsentanter fra udlandet er samlet på et ganske lille område i løbet af en weekend for at vurdere varerne på den aktuelle danske musikscene.

Koncertplaner

Det er efterhånden flere måneder siden, Green Concorde stod på scenen ved Spot-Festivalen, og hvordan er det så gået efter den store chance?

"Vi skal spille koncerter i Frankrig," fortæller Morten, mens et par af de andre går ud for at hilse på deres forældre, inden de går hjem ("Det er første gang, de er her," undskylder Peter). Morten forsætter: "Og senere skal vi til Canada."

"Men det afhænger dog stadig af om vi kan få støtte til det," tilføjer Simon.

Green Concorde er ikke uprøvede i at spille koncert i udlandet. De har af flere omgange været i Holland for at spille sammen med vennerne i det hollandske We vs. Death. De har også spillet en række koncerter i Danmark. Blandt andet ved årsfesten på RUC, der normalt bliver betegnet som en et-døgns-Roskilde-Festival. Men koncerterne i Frankrig og Canada er en direkte konsekvens af bandets tilstedeværelse på Spot. Efter festivalen blev de kontaktet af to personer, der ønskede at blive manager for dem.

"Det var en svær beslutning, men vi prøvede at vurdere, hvad der er det rigtige for os lige nu. Og det er at satse mere på Danmark og Europa. Men der kom helt sikkert noget positivt ud af det. Vi har stadig kontakt til Jesper, selv om vi ikke valgte ham som manager," siger lead-guitaristen Carsten.

Jesper bor i Canada, og det er ham, der har sørget for, at de skal til Canada og spille koncert. Men Green Concorde valgte altså Resound Management og Lars Kudsk, der netop er færdiguddannet fra musikmanagerlinjen på konservatoriet i København. Han samarbejder også med to andre danske bands: Lake Placid og Powersolo.

Lars sørger for at skaffe så mange koncerter som muligt for bandet. Det handler om at komme ud og spille.

"Vi har jo solgt vores split-ep ved koncerterne, men de er altså udsolgt nu. Der er simpelthen ikke flere, og der bliver aldrig lavet flere. Det er mærkeligt, men fedt, at de er udsolgt. Så er der da i hvert fald 450 mennesker, der finder ud af, hvem vi er," siger Simon.

"Ja, det er ligesom ikke bagdes og plakater, der rykker så meget," siger Peter.

Mange af pladerne er gået til promotion, forklarer de. Og Green Concorde har ligget i forhandlinger med et pladeselskab, men det gik ikke.

"Og nu tænker vi: Fuck det. Vi laver selv en plade," siger Carsten.

Pladen kommer til at bestå af en række nye numre, men også nogle af numrene fra den udsolgte demo-plade.

Peter rejser sig pludselig fra sofaen og stiller sig hen i døren og lytter efter, hvad der bliver sagt inde på scenen.

"Det har de sagt hver aften," siger han, da Spleen Uniteds Kasper Nørlund spørger ud til publikum: "Hvad syntes I så om Green Concorde?", og gæsterne i Voxhall klapper og hujer pænt.

Det er måske ikke den oplagte kombination. Spleen Uniteds musik er koncentreret omkring synthesizers. Det er Green Concordes bestemt ikke. De har ingen tangenter med på scenen.

"Men vi supplerer hinanden fint, for det giver en god kontrast," mener Morten.

"Jeg tror også, at de er glade for, at vi ikke har et eller andet lap-top-helvede med," siger Peter.

Gaute Niemann fra Spleen United og Carsten er gode venner og havde længe snakket om, at det kunne være sjovt at spille koncert sammen. Så der var ingen tvivl, da Green Concorde blev ringet op og tilbudt tjansen, og de er meget taknemmelige for den chance. Opvarmningsjobbet for Spleen United har betydet meget for Green Concorde. I forhold til erfaring og eksponering, men også økonomisk. Betalingen består af de øl, der bliver stillet frem til dem. Derfor bliver der også brokket højlydt et par gange, da køleskabet i backstage-lokalet er ved at være tomt.

"Vi har brugt omkring 12.-13.000 på det her," siger Simon: "Men det handler jo om prioritering." De vidste fra begyndelsen, at det ville være en investering. De fik godt nok 6.000 kr. for det job, de spillede i Aalborg, fordi de var booket før aftalen med Spleen United, men nu er der ved at være tomt i bandkassen. Også selv om de har sparet på udgifterne, igen lejet et lig som transportmiddel ("døren kan ikke låses, så man bliver nødt til at parkere op mod en væg," fortæller Carsten) og har vennen Daniel med som chauffør.

"Men den form for promotion, vi har fået ud af det, kunne vi ikke have betalt for," siger Carsten.

Og selv om koncerten i Kolding vil blive husket længe for de fantastiske backstagefacilliteter, så er der én koncert på turnéen, der står som den stærkeste oplevelse.

"Pumpehuset var helt fyldt. Når man bor i København, så er det noget helt specielt at spille dér. Og der var virkelig helt fyldt," siger Morten.

"Ja, det er sted, man går til koncert. Ikke et sted, man selv spiller," siger Peter.

En rigtig cd

Til december går Green Concorde i gang med at indspille plade. Det skal foregå i studiet hos Trommeslageren fra bandet Powersolo, Jens Søndergaard, og de har igen Mr. Q fra Tiger Tunes med som producer.

"Vi har det, vi skal indspille. Det handler bare om, at det skal i kassen," siger Simon.

De fleste af numrene har de allerede afprøvet foran publikum.

"Nogle af dem, har vi endda spillet, før de var helt færdige," siger Carsten. "Nu vil vi lave en rigtig cd," siger han "ikke en split-ep, ikke en demo, men vores egen plade. Og det bliver med eller uden pladeselskab".

For nej, bandet har stadig ikke pladekontrakten, men det bliver der ikke snakket så meget om. Der har været kontakt til et selskab, men Green Concorde gider ikke vente mere.

Bandet har taget et lån for at kunne finansiere pladen selv.

"30.000 kr. i bandets navn," konstaterer Simon. Det er den største investering, de indtil videre har gjort. Men de vil i gang med den plade. Green Concordes rigtige cd udkommer til foråret.

www.greenconcorde.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu