Her 20 år senere havde jeg egentlig glemt hvorfor jeg ville være BZ'er. Men midtvejs i dokumentarfilmen BZ - som DR2 sendte i mandags - blev jeg slynget tilbage til min Tvind efterskoles tv-stue, og jeg huskede præcist, hvordan det var at være mig dengang i 1986. Klippet var fra TV-Avisen - under Ryesgade konflikten - og en raid-hue klædt BZ-dreng var gæst i Ugens Portræt "... et portræt af en konflikt mellem det bestående - og dem der vil leve efter deres egne normer", som en skægget Peter Olesen indleder indslaget. Med følsom vrede og dirrende stemme siger den sorte hue: "Det ville selvfølgelig være frygteligt, hvis der var nogen, der døde, men jeg vil ikke opgive det sammenhold og det, vi har sammen...". Et udsagn der ramte mig lige i mellemgulvet, for jeg var også vred på voksne, der bestemte alting - og jeg var især vred på Tvindlærerne, der insisterede på at jeg skulle have gardisetter (gennemsigtige gardiner man ellers har på plejehjem) trukket for vinduerne. Foruden alle de andre ting jeg var vred over som mobbet barn fra provinsen. Men da jeg så dén TV-Avis, fik al min vrede en mening: Jeg ville også befri mit liv!
Må jeg være med?
Det var desværre ikke så let, som det var for Gyda Heding, Mogens Volden og Martin Sundbøll, som er hovedpersonerne i Helle Hansens BZ-epos om en fjern fortid i en deprimeret by, som ligger meget langt væk nutidens kaffebar København. Mogens fortæller, at han kom kørende med bussen forbi en demonstration, han stod af - og i næste øjeblik havde han været med til at besætte klosteret i Abel Katrinesgade. Martin fik bank af politiet, da han fotograferede til en demonstration - og så var han med (der har altid været mange fotografer i BZ, da mange fotografer er adrenalinjunkier - hvilket Henrik Saxgreen, der også medvirker nærmest indrømmer) Og Gyda? Jo hun startede nærmest det hele viser det sig - hvilket jeg sagtens kan forestille mig er sandt.
Det lykkedes mig dog først at leve mit oprør ud år senere end Ryesgade, hvor Helle Hansens film slutter. Noget, der gjorde vejen lidt længere, var blandt andet, at jeg var bange for Gyda og de andre skrappe piger, som bevægelsen var så rig på. Så jeg blev mast til et utalt af punkkoncerter, jeg traskede i demonstration kilometer efter kilometer, og jeg drak utallige bajere på Sorte Hest værtshuset Morgenstjernen før jeg endelig turde sige på et fællesmøde "jeg vil gerne være med".
Berusende følelse
Og jeg havde egentlig glemt, hvorfor det var så vigtigt for mig at være med - og hvorfor jeg egentlig gad BZ's fjendtlighed over for alt og alle. Men med BZ er det åbenlyst for enhver, at det var det hele værd. Helle Hansen - der selv har været tæt på miljøet - har været kærligt tro mod stilen i BZ, og hun viser, hvordan det var at være "skide ung og forelsket i livet", som Gyda så rørende siger. Hun formidler den berusende følelse af magt over eget liv, som det er at slå politiet tilbage til takterne fra Clashs "London Calling". Og hun fremmaner den helt fantastiske oplevelse, som det er at bo barrikaderet fra voksensamfundet i et hus, som man har helt for sig selv, og hvor man kan bygge, hvad man vil sammen med 20 andre fuck ups på ens egen alder. Selv blev jeg anholdt i '90 i det sidste besatte hus i Viborggade - og selv om kampen om de besatte huse på det tidspunkt for længst var tabt - så er jeg efter oplevelsen af BZ overbevist om, at Gyda og hendes generation trods alt opnåede en hel del.
