Læsetid: 6 min.

Fuglefjeld, kul og isbjørn

Russiske kulinteresser, isbjørne, levn fra Den Kolde Krig, storslået natur og internationalt menneskeliv spiller sammen på den norske øgruppe Svalbard 1.500 kilometer ude i ishavet ret nord for Nordkap. Her leves og laves penge i ekstreme klimaforhold
2. september 2006

Svalbard er et land på størrelse med Danmark. Og så er der dobbelt så mange isbjørne, som der er mennesker. Det er, hvad jeg ved, da maskinen fra Braathens/SAS letter fra Tromsø en julimorgen.

12 grader celcius, sneklædte fjelde og høj, blå himmel møder os ved den lille lufthavn på 78 grader nordlig bredde. Vi ved ikke mere end læseren om det, som vil møde os. Men allerede samme dag går vi rundt på Longyearbyens veje og nyder den krystalfriske luft. Om aftenen spiser vi hval og sæl på Radisson Hotel, som er lige så luxuriøst, som det er i Bergen. Allerede næste dag er vi ude i felten.

Sysselmanden kommer!

På en bakke over med udsigt over den blå Adventsfjord og de 1.000 meter høje fjelde på den anden side fjorden ligger kirken - og den verdslige magts repræsentation - nemlig Sysselmandens flotte, moderne hovedkvarter.

Den rødhårede, midaldrende Per Sefland har været højt oppe i centraladministrationen i Norge. Tidligere leder af efterretningstjenesten. Nu med ansvar for lov og orden, centraladministration, miljø og natur og erhvervsplanlægning i et landområde lidt større end Danmark.

"Vi har jo fået demokrati i Longyearbyen i 2002," starter Per Sefland. "Nu er der et kommunalstyre, som bestemmer over byen. Det signalerer også, at det ikke er en 'company town' mere, men et norsk lokalsamfund, som det blev besluttet i 90'erne. Men som udpeget af regeringen er jeg stadig højeste myndighed på Svalbard. Også i Barentsburg (den russiske grubeby, red.)."

"Det er ikke få ting, vi har med at gøre. Foruden politimyndighed forhandler vi med grubeselskaberne om deres aktiviteter i forhold til natur og miljø. For øjeblikket vil russerne gerne have lov til at lave en vej fra et prospektområde med kul i Colesbugten til deres by i Barentsburg. Det er en vej på 15 km igennem højarktisk natur. Vi har en pligt til ligebehandling af alle interesser - ifølge Svalbardtraktaten. Så jeg tror ikke, de får lov," siger han.

Tidligere har Store Norske Kulkompagni ønsket et vej fra Longyearbyen til den højproduktive mine ved Svea. Det fik de afslag på.

Tit går russiske delegationer ind på Sysselmandens hovedkvarter. Han fortæller om sine forgængere, som skulle fungere som diplomater og forhandlere for et lille Norge, der var medlem af Nato - over for sovjetiske militærfolk, der havde en anden form for mistænksomhed og selvsikkerhed end nutidens russiske businessmen.

Sysselmanden har også politimyndigheden i Barentsburg. Og alt fra folk, der kører ud i tundraen med motorkøretøjer, til krybskytteri og skibenes miljøsynder er i søgelyset. Og så retleder Sysselmandens folk isbjørne, der har bevæget sig ind i beboede områder. De bedøves med skud og slæbes med helikopter mange kilometer væk. Dyrene er for store og farlige, til at man kan lade dem gå rundt tæt på byerne. Sysselmanden har også én af øernes to helikoptere til rådighed. Og alle de steder på øerne, hvor der bor mennesker, er der en hytte, hvor han kan overnatte, hvis han kommer på besøg. Der er lov og orden på Svalbard.

Se bræerne smelte!

På tur til Barentsburg med en lille, hyggelig båd med plads til 50 sejler vi ind i en fjord, som ender i en smuk, koboltblå gletcher, der glider perlende ud i fjorden. Vi skal hente en gruppe unge englændere, der har været en uge på isen. Vi kan se den moræne, som gletcheren har efterladt til siderne, hvor den i de sidste år har trukket sig tilbage som følge af den globale opvarmning. I Adventsdalen har et internationalt forskerteam et projekt i gang, der prøver at undersøge, hvad det betyder for den højarktiske flora og fauna, når gennemsnitstemperaturen stiger to grader.

Der foregår megen forskning på Svalbard. I Longyearbyen har den norske stat bygget en stor, moderne universitetsbygning, Forskningsparken. Og er interessen for at forske blandt Svalbardtraktatens landes videnskabsmænd større end ressourcerne på Svalbard. Blandt andet forskes i nordlys og jordens magnetfelt. Og Svalbard er et af de få steder, hvor man på samme tid kan modtage signaler fra sattelitter, som kredser om jorden. En helt ny IT-industri er ved at blomstre op i lyset af det nye årtusind.

Men både turismen, som er oppe på 30.000 overnatninger om året i Longyearbyen alene, og forskningen har deres basis i øernes fantastiske, højarktiske natur. Om foråret, når den fire måneder lange mørketid er forbi, kommer norske turister og kører snescooter og står på ski. Om sommeren vandrer folk i alle aldre rundt i landskabet i midnatssolen med deres elefantriffel-bevæbnede guides. Der er bræ-ture, hundeslædeture, sejlture, overnatninger i hytter og telte med isbjørnevagt om natten, polargrillparty og krydstogter rundt om øerne med deres hvalrosser, fuglefjelde og isbjørne på isen. Der er set grønlandshval for første gang i 100 år i denne uge. Og hvis man har 100.000 kr. kan man komme med en russisk atomisbryder til Nordpolen!

Mændenes land

Vi skabte Longyearbyen! Det står der på en broncestatue af en mager minearbejder, som står på hovedgaden i byen. Og det er ikke helt løgn. Det moderne samfund, som vi nyder godt af, er meget nyt. Fra 1920'erne til 1980'erne var virkeligheden en anden på Svalbard. Det var mændenes land og liv. Med overnatning i barakker med 20 på hver sovesal. Med arbejde, arbejde, druk, livsfare og arbejdskampe som hverdag. Og et almægtigt kulselskab, hvis magt kun de røde grubearbejderes strejker kunne anfægte. Kullet i den sidste aktive grube ved Longyearbyen, grube 7, køres ned fra toppen af bjerget ad gode veje med store lastbiler. Dette kul bruges stort set kun til byens eget energiforbrug. Men 50 km sydpå i Sveagruben brydes der millioner af tons hvert år. Et fem meter tykt kullag har i dag gjort grubedriften til en guldgrube for det statsejede Store Norske. Og Sveagruben er en af verdens mest moderne gruber.

Under hele Den Kolde Krig var kuldriften en underskudsforretning - men en undskyldning for alle lande for at være på øerne ved Nordpolen. I Barentsburg, hvor Lenin stadig skuer ud over det arktiske landskab fra sin piedestal, brydes der fortvivlende små mængder kul. Russerne står ved en korsvej og må enten starte en ny, moderne mine i Colesbugten - eller lukke. Da vi besøger den russiske by, må vi sande, at byen er nedslidt. Selv verdens nordligste bondegård med 30 søer ser nedslidt ud. Og det ortodokse kapel, som står ikke langt fra Lenin og er nybygget, pynter ikke meget på indtrykket.

Der går rygter om mafia og korruption i Barentsburg. Det siges, at skibe med kul bliver sendt til vestlige lande uden afregning til den russiske stat. Det siges, at hjælpen fra Longyearbyen skal kontrolleres hele vejen, hvis den ikke skal ende i pakhuset og blive solgt i Moskva eller Ukraine. Men med moderniseringen og den relative fremgang i Rusland under Putin, er der måske nye tider på vej.

Ingen dør en naturlig død

Den hyggelige kirke i Longyearbyen med café og omklædningsrum til polartøjet ledes i sommerferien af Jan Høifødt. Han er her kun fem uger, men har tidligere søgt stillingen som fast (og eneste) præst på Svalbard. Den 50 mennesker store menighed fylder mere i kirken, end vi er vant til i Danmark. Den meget fundamentalistiske tro, som trives nogle steder i Norge, har her nærmere været repræsenteret af kommunismen i tidligere tider. Men man mødes i kirken, når flaget står på halv. Og i Longyearbyen dør meget få en naturlig død. Hvert år mister folk livet i den store, arktiske natur. Og de gamle og syge bliver sendt til Norge. Snescooter-ulykker er den helt store dræber. Men ikke længere mine-ulykker, som det var for bare få år siden. Og det er 10 år siden, at nogen er blevet ædt af en isbjørn...

Uden for kirken går en rentyr og græsser flegmatisk. Den er fredet hele sommeren og kan tage det roligt. Solen står på himlen hele døgnet indtil efteråret starter i august. Men her i kirken er kaffen og de norske vafler varme. Og det storslåede landskab uden for panoramavinduerne fortæller, at hvis Gud har skabt Svalbard, er han en stor kunstner!

20060901-211455-pic-269682652.jpgSvalbard byder på et væld af muligheder for den tilrejsende turist: bræ-ture, hundeslædeture, sejlture, overnatninger i hytter og telte med isbjørnevagt om natten, polargrillparty og krydstogter rundt om øerne med deres hvalrosser, fuglefjelde og isbjørne på isen. Og hvis man har 100.000 kr. kan man komme med en russisk atomisbryder til Nordpolen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her