BOSTON - Det er svært at komme i tanke om nogen anden udenrigspolitisk tænker i USA, der i en grad som Francis Fukuyama formår at fremlægge en koncis og sammenhængende analyse af nykonservatismen og i samme åndredrag rive hele det teoretiske fundament, som Bush-regeringens antiterroristiske demokratiprojekt bygger på, ned under et øredøvende brag.
Det lykkes ham til overmål i denne nye og vigtige bog America at the Crossroads - Democracy, Power and the Neoconservative Legacy.
Fukuyamas usædvanlige intellektuelle talent er at kunne forklare komplekse sammenhænge på en let forståelig måde for en bred læserskare. Ingen bør undre sig over, at netop denne amerikanske professor med japanske aner er verdensberømt.
Han dukkede først op i 1992 med Historiens Afslutning og Det Sidste Menneske, som vakte en sensation, fordi bogen med sin teori om demokratiets og markedsøkonomiens universalitet ramte plet ned i tidsånden. Den Kolde Krig var forbi. USA stod alene tilbage som den eneste supermagt.
Siden har Fukuyama skrevet bøger om nedarvede sociale dyders betydning for et samfunds skabelse af økonomisk vækst (med fokus på Korea og Italien), den bioteknologiske revolutions udfordring til etiske principper, genopbygning af samfundsinstitutioner i en post-konfliktperiode og de voldsomme sociale følger af overgangen fra industri- til informationssamfund.
Denne bog tager form som et essay over 200 sider, hvori han endeligt og definitivt bryder med den nykonservative udenrigspolitiske skole, som han havde identificeret sig med i 1990'erne. Måske af større almen interesse skyder Fukuyama George W. Bushs verdenssyn og militaristiske kamp mod terrorismen i sænk. Det bliver ubehageligt for læsere i Det Hvide Hus at stifte bekendtskab med disse afsnit.
I særdeleshed får Irak-krigen en hård medfart i bogen. Fukuyamas liste over Bush-regeringens skyklapper-for-øjnene-politik, slående inkompetence, eklatante fejlgreb osv. er så pinlig lang og skånselsløs i sine afsløringer, at man kunne forledes til at tro, at der var tale om satire fremfor politisk analyse. Mellem de elegante og præcise formuleringer fornemmer man i ny og næ, at forfatteren faktisk har moret sig over at spidde sine gamle trosfæller.
Nykonservatismens aner
Alene den omstændighed, at nykonservatismen som intellektuel strømning i vid udstrækning er et misforstået fænomen i USA og i udlandet, gør bogen anbefalelsesværdig til oversættelse. Fukuyama bruger nemlig de første 50 sider på at gøre rede for skolens ideologiske aner, som går tilbage til en gruppe venstreorienterede jødiske intellektuelle - mest trotskyister - som gik på City College i New York i 1930'erne og 1940'erne.
Fem af seks er stadig i live. Det gælder Irving Kristol (sønnen William er den nye nykonservative guru), Norman Podhoretz (sønnen John er nykonservativ journalist), Daniel Bell, Nathan Glazer (begge Harvard University) og Seymour Martin Lipset (Hoover Institution). Den eneste, der ikke lever længere, er Daniel Patrick Moynihan, demokratisk senator gennem mange år og en af få intellektuelle, som er nået langt i nutidig amerikansk politik.
I lang tid har et øjensynligt knæk i kontinuiteten fra den første til den anden generation af nykonservative tænkere været et uløst problem, næsten et mysterium - også for denne anmelder. Problemet er følgende: Kredsen af intellektuelle fra City College forvandlede sig i 1950'erne til antikommunister, men ikke af den slags man fandt på den amerikanske højrefløj. De nærede nemlig sympati for kommunismens ideer om social og økonomisk lighed.
Men generelt interesserede den første generation sig ikke for udenrigspolitik. De var derimod dybt optaget af og kritiske over for den nye sociale bistandspolitik i 1960'erne. Hver for sig udviklede folk som Kristol, Moynihan, Bell og Glazer en skepsis over for statens sociale eksperimenter og insisterede på, at andre bevæggrunde end blot hudfarve og klasseskel lå til grund for uligheden i det amerikanske samfund. Et kodeord var f.eks. nedarvet kulturforskelle.
Fukuyama synes at have fundet en rød tråd fra denne skepsis over for statens sociale eksperimenter og videre til den overvejende opfattelse i den anden generation, at USA i sin imperiale politik ikke skal involvere sig i at opbygge demokratiske institutioner i fremmede lande. Man kan blot erindre guvernør Bushs udtalelse i en tv-debat med Al Gore i 2000, at nation building ikke er Amerikas opgave.
Ideologi med skyklapper
Bushs synspunkt reflekterede en udbredt holdning i 1990'erne blandt nykonservative som William Kristol, Robert Kagan, Richard Perle, Paul Wolfowitz. Det er ifølge Fukuyama forklaringen på, at USA i Bushs første embedsperiode invaderede Afghanistan og Irak uden at planlægge og mobilisere ekspertise og ressourcer til at genopbygge og omforme de to lande til fungerende demokratier.
Ifølge den nykonservative opfattelse var demokratiske institutioner blot noget som opstod af sig selv i post-konfliktperioden, skriver Fukuyama med et stænk af ironi.
Der er ingen tvivl om, at denne flagrante logiske brist bliver begået af Bush under indflydelse af de nykonservative. Men en anden årsag er utvivlsomt republikanernes forudindtagede holdning til alt, hvad Bill Clinton havde udrettet i 1990'erne. Det var suspekt og uden værdi, blot fordi Clintons navn stod under.
Med andre ord var al den ekspertise og viden, som USA havde akkumuleret under stabiliseringen og genopbygningen af Bosnien og Kosovo, irrelevant for disse ideologer med skyklapper på. Det blev sendt på historiens mødding og først gravet frem igen, efter at der var gået kuk i Irak.
Men hvorfra stammer de unge nykonservatives ideer om regimeskifte og udbredelse af demokrati? Her bliver tråden tilbage til første generation mindre synlig. Sandt at sige var det aldrig et emne, der optog rødderne fra City College. Man kan så hævde, som nogen har gjort, at nykonservative støtter moderniseringen og demokratiseringen af Israels fjendtlige arabiske nabostater, fordi de som amerikanske jøder mener, at det er i den jødiske stats interesse. Den tilgang afviser Fukuyama imidlertid. I stedet peger han på den omdiskuterede politiske filosof Leo Strauss som kilde. I sine værker var denne flygtning fra Hitlers Tyskland dybt optaget af forskellige politiske styreformers påvirkning af de enkelte borgeres karakter. Strauss' elever (f.eks. Allan Bloom) byggede videre på disse ideer og en afart kan have haft indflydelse på tidligere viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, som stod fadder til "ondskabens akse" og ideen, at regimer, der "støtter terrorisme vil blive fjernet".
Amerikansk selvbedrag
Men forbindelsen bliver efterhånden lidt tynd. Så har matematikeren og atomvåbenteoretikeren Albert Wohlstetter en tydeligere indflydelse på den anden generation af nykonservative. Blandt hans elever finder man Wolfowitz, Perle og Zalmay Khalilzad, USA-ambassadør i Bagdad, foruden hvilken Irak formentlig allerede ville befinde sig i en fuldtonet borgerkrig.
Den centrale tese i Fukuyamas essay, der er en sammenskrivning af nogle forelæsninger på Yale University i 2005, er, at de nykonservative tolkede USA's triumf i Den Kolde Krig som carte blanche til at indrette verden efter amerikansk behov. USA var en godartet hegemon, som alle lande nærede næsegrus respekt for og som i kraft af sin exceptionelle karakter var udvalgt til at lede det internationale samfund uden hensyntagen til internationale traktater og institutioner.
Denne vision har nu vist sig at være selvbedrag og vildfarelse. Fukuyama sporer det militære eventyr i Irak tilbage til en udbredt holdning blandt amerikanere, at USA besejrede Sovjetunionen i kraft af den kolossale militære oprustning under præsident Ronald Reagan. Denne ensidige og falske historietolkning beruste de unge nykonservative løver med en følelse af USA's uovervindelighed. Nu må USA, Irak og resten af verden betale en dyr pris for denne vrangforestilling. Den eneste vej frem, mener Fukuyama, er at satse på 'bløde' magtmidler og nedprioritere det militære aspekt i udenrigspolitikken.
Tilbage sidder man med indtrykket, at intet har ændret sig siden det 20. århundrede. Dengang var ideer drivkraften i militær magtpolitik. Sådan er det stadig i det 21. århundrede, som derfor kan blive lige så farligt at leve i for menneskeheden, medmindre almindelig fornuft - som udtrykt i denne bog - snart vinder indpas i Washington.
Francis Fukuyama, America at the Crossroads - Democracy, Power and the Neoconservative Legacy, 226 s. Yale University Press 2006
