På tirsdag udkommer Suzanne Brøggers nye bog Sølve, som er en tak og en hyldest til det sted, hvor hun bor, og den almuekultur, som måske allerede er forsvundet
"Få et liv," siger vi til hinanden. Vi udvikler og afvikler, vi melder os ud og melder os ind. Sådan lever vi: Vi lader os ikke påtvinge andres valg og gammeldags nødvendigheder. Vi er frie til at gøre, hvad vi har lyst til. Vi vælger selv, hvad vi vil spise, hvornår vi vil arbejde, og hvilken skole vores børn skal gå i. Og hvis vi ikke er tilfredse, finder vi en anden skole. Der er bare noget, man ikke kan vælge til, fordi man har lyst. Som eksempelvis fællesskaber:
"Fællesskab er en bivirkning af fattigdom," siger Suzanne Brøgger: "Al fællessskab kommer af nødvendighed og ikke af lyst. Hvis man selv vil bestemme, kan man ikke have fællesskaber. Jo, man vil gerne have det en gang imellem, når man er 'i stødet'. Men hvis man vil være med i et fællesskab, er der ikke noget, der hedder, 'når man har lyst'. Man kan ikke sige, at man høster, når man har lyst, eller man sår, når man har lyst. Nej, du høster, som du har sået. Det er en lovmæssighed, og sådan er det med fællesskaber."
- Men vi har jo ikke lyst til at være alene?
"Så hedder det venskaber. Og det findes jo i alle kulturer. Men fællesskaber opstår, hvor man er så afhængige af hinanden, at der ikke er rum til at begynde at dømme hinanden eller sige noget alt for ufordelagtigt, for så kan man ikke holde ud at se hinanden igen. De steder, hvor man er afhængige af, at tingene skal glide, kan man ikke bruge som skriftestol. Man siger ikke alt, man taler lidt ude i kanten af tingene. Men når alle bliver så rige, at vi ikke er afhængige af hinanden for at få hverdagen til at fungere, kan vi ikke have fællesskaber. Familier kan man heller ikke bruge som skriftesteder. Lidt des bliver man nødt til at være.
Suzanne Brøgger tier et øjeblik. Kigger ud gennem vinduet. Det regner ned i haven derude, det regner ude på markerne, og det kan høres som slå slag herinde i stuen. Det kommer i samme rytme som urets tik tak:
"Jeg kan godt lide lyden af regn."
Og regnen står ned i striber over det sted, som også er temaet for Suzanne Brøggers nye bog: Sølve.
Vil både takke og tænke
Når man træder ind i den nedlagte skole, hvor forfatterinden har boet i over 30 år, træder man ind i bogen, som er opkaldt efter huset. Det er en bog skrevet på resterne af bondekulturen, men også på globaliseringen som social realitet på Vestsjælland. Bogen er ikke fortalt som en bondeidyl, men samler fragmenter, breve, indfald og anekdoter, der starter eller slutter omkring den nedlagte skole.
"Det er et taknemlighedsskrift," forklarer Brøgger: "Det er en hyldest til en egn og en livsform, jeg har kendt, der er forsvundet. De sidste rester af almuekulturen kunne man sige. Forholdene var nok usle i almuekulturen, og folk var pjaltede, men uden at romantisere kan jeg sige, at jeg oplevede en personlig integritet i almuekulturen. Det virker lidt feudalt i dag, fordi det beroede på gaveudvekslinger. Og da jeg som ung forfatterspire flyttede herned, drømte jeg også om at få råd til en græsslåmaskine, så jeg ikke var så afhængig af andres tjenester og udveksling af samvær. Det tætte fællesskab kunne også være en belastning. Men jeg prøver at skildre det, som jeg oplevede det."
- Du skriver i bogen, at du har lovet dig selv ikke beklage dig over tidernes skiften og forfald. Hvorfor dette løfte?
"Hvorfor vil jeg ikke beklage mig over, at den kultur er væk, og vi i stedet har fået overfyldte Bilka-vogne, ødelagte børn, massefedme og epidemier? Bogen er ikke en klagesang. Jeg vil gerne gøre det, som Hannah Arendt kalder danken und denken, jeg vil gerne både tænke og takke. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad moderniteten indebærer både af friheder og ødelæggelser af de menneskelige relationer. Nu oplever jeg en fattigdom i stor rigdom, før oplevede jeg en rigdom i fattigdommen på denne her egn."
- Hvilken rigdom var der i fattigdommen?
"Måske den havde med samtaleformen at gøre. Der var jo ikke meget andet end samtalen. Der var en enkelt kanal på fjernsynet og bingo en gang om ugen, men det var ikke sådan, at man kørte forbi huse, hvor alting var totalt mørkelagt, hele familien sad i døgndrift foran skærme og åd pommes frites."
$SUBT_ON$Alle kan jo ikke være inovative
Vestsjælland er en fattig egn. Den ligger godt nok i det rige Vesten, men den bliver ligesom andre randområder over hele verden ramt af den skæbne, der går under navnet 'globaliseringen':
"I Vestsjælland har man det laveste uddannelsesniveau i landet. Jeg kan ikke se, hvordan man skal kunne klare sig herude. Det siges nok, at alle skal leve af at være innovative igangsættere. Men mennesket er ikke skabt sådan, at alle kan være det. Der var engang, hvor man enten kunne give en hånd med i høsten eller på fabrikken. Det kan man ikke i fremtiden, hvad skal man så gøre? Jeg har skrevet en bog og takket for, at jeg har kendt en tid, hvor det ikke var noget problem. At der var arbejde og udfordringer til alle."
Og her adskiller almuekulturen sig fra videnssamfundet: Vi har ikke længere brug for alle. Godt nok hører vi om 'flaskehals' og 'import af arbejdskraft', men som Brøgger siger:
"Hvad med alle dem, som ikke kan være innovative igangsættere? Lokalbladene er fulde af jobannoncer, som aldrig bliver besvaret. De stillinger er beskrevet i vendinger, så man løber skrigende bort. Så krævende virker det. Hver tredje dansker lever af overførselsindkomster, og det er som om, at der ikke er nogen politikere, der har tænkt på det eller er kommet med bud på det. Det, synes jeg, er mærkeligt. Det er måske ikke en bombe under velfærden, men der er noget, som ikke er rigtigt."
- Hvis man kan producere den tilstrækkelige velstand uden at bruge alle mennesker, er basis for fællesskabet som gensidig afhængighed måske svækket?
"Det er jo det, som vi kan. Men man har jo den talemåde om, at en kæde er ikke stærkere end det svageste led. Hvis man med den rigdom producerer så meget svaghed, kan man så forestille sig, at det slet ikke har nogen indflydelse på rigdomsudviklingen og landets udvikling? Det kan man jo godt forestille sig, men det kræver, at vi bor i forskellige regioner i samfundet, som ikke kender til hinanden."
Den almindelige moderne fortælling handler om unge, håbefulde mænd og kvinder, der bryder op fra traditionelle lillesamfunds fordømmende blikke og skabeloner over livsformer. De kommer ind til storbyer, hvor de prøver lykken blandt alle mulige andre forvirrede, forventningsfulde livsprojekter. Bevægelsen i Sølve er modsat: Brøgger skriver om sig selv som 'modernistisk indvandrer', der benovet møder 'traditionen' i almuekulturen.
-Hvorfor flyttede du herud?
"Jeg må jo vedgå, at jeg har haft en sult efter tradition og ritus; en sult efter alt det, der tynger som en modgift til tilværelsens ulidelige lethed. Men det har også altid virket ansporende på mig, at man kan melde sig ind i en tilforladelig kultur, hvor de, der er ét med den, tager ting for givet, mens man selv er lidt en antropolog og en dæmon. Man er en del af det, men har samtidig et andet blik. Den her bog er også dobbelt, fordi den er skrevet af en fremmed på stedet. Den handler om tradition og historie, men den har taget form efter det modernistiske, som er min litterære referenceramme."
- Du beskriver, hvordan man først træder ind i traditionen, når man får børn?
"Når man lever i bondesamfundets cykliske tidsopfattelse, er et individ ikke noget i sig selv. Det oplevede jeg pludselig, da jeg blev gravid i en høj alder. Først da fik jeg tyngde og betydning i lokalsamfundet. Jeg blev pludselig indlemmet og inviteret. De andre på stedet gjorde mig nu opmærksom på, at tredje juledag blev der altid danset om juletræ i skolen her. Underforstået: Det skulle jeg se at stable på benene. Jeg skulle genskabe den tradition. Det gjorde jeg også gerne, men det kunne ikke lade sig gøre, for moderniteten havde alligevel indhentet stedet. Efter nogle år kunne man ikke danse om juletræet tredje juledag, fordi det nu var af lyst og ikke afhængighed."
Brøggers bog zapper, den springer mellem stenalderen i Slagelse, tendenser på tv, Grundtvigs bevægelser og forskydninger i hendes personlige liv. Naboer, der dør, og et barn, som kommer til verden. Et trusselsbrev dukker op.
- Du er optaget af noget, du kalder 'samtidighed'. Hvordan vil du forklare det?
"Hvis man i stedet for at se springene som afsnit i en bog anskuer dem som zapning mellem tv-kanaler, så kunne man uden problemer bevæge sig mellem stenalderen og al-Qaeda, madopskrifter og mosefund. Bare vi har en fjernbetjening. Vi lever i mange forskellige tidsdimensioner samtidig. Vi beskylder meget muslimer for at leve i middelalderen og i visse tilfælde med rette. Samtidig er der store dele af den etnisk danske befolkning, som er gået endnu længere tilbage end stenalderen, som lever i punkttid."
Samtidigheden desorienterer
Punkttiden betegner almindeligvis den tidsopfattelse, der præger jæger-samlerstadiet. Derefter kommer landbrugskulturen, som kendetegnes ved en cyklisk tidsopfattelse. Endelig skulle den lineære tid indfinde sig med industrisamfundet. Med konstante tilbud om hurtige tilfredsstillelser, med computernes åbne rum og fleksible livsprojekter tegner der sig ifølge Brøgger tendenser til retur til jæger-samlerstadiet:
"Der er store problemer, som vi egentlig ikke har nogen løsning på: Hvad skal vi stille op med alt det, vi samler sammen. Uden for husene stables 200 komfurer og de utroligste apparater. Den samlermani har vist nok en psykiatrisk betegnelse. Nogle lever i tidlig stenalder, andre i cyklisk tid med landbrug, ganske få lever i lineær tid på fabrik, og så er der alle dem på flex-tid og forskellige tidsarrangementer og skærmene, der sender os ud i alle forskellige historiske perioder. Det gør et eller andet ved vores bevidsthed, som gør det meningsfuldt for mig at skrive en bog, der zapper på den måde."
- Den tidsdimension kan også gøre det vanskeligere at orientere sig?
"Det, som virker anderledes ved vores samtid, er måske samtidigheden. Historien var mere lineær før. Et årti var moden lang, og så blev den kort. Det ene afløste det andet som antitese til en tese. Sådan er det ikke længere: Nu er det både langt og kort og smalt og bredt, sekulært og religiøst fundamentalistisk og modernistisk på en gang. Jeg oplever, at befolkningerne har abdiceret. Demokratiet har frigjort sig fra befolkningen, ligesom arbejdsmarkedet har frigjort sig fra arbejdskraften. Det udvikler sig med sin egen innovative kraft. Arbejdsmarkedet har ikke brug for så meget befolkning mere, og demokratiet har heller ikke brug for den. Det har nok brug for en eller anden ritus; det med at vi stemmer, men det er ligesom en sportskonkurrence. Det er, som om demokratiet ikke længere har brug for det, som det oprindeligt udsprang af: nemlig borgernes refleksion og abstrakte tænkning."
- Var 70'erne ikke præget af lignende blandinger af forskellige livsformer og kultur?
"Der var mange subkulturer i 70'erne: hippier, flippere og marxister, alle mulige slags revolutionære. Der var angsten for atombomben, men tiden var ikke eksploderet endnu. På grund af alle de tekniske fremskridt, på grund af samfundsudviklingen var man håbefuld, progressiv. Nogle kunne se skyggesiderne, men det var tænkere som Villy Sørensen. For langt de fleste var der alligevel et drive mod noget, man syntes var ubetinget fremskridt. Jeg synes ikke, at man oplever den samme fremtidsglæde længere. Hvad er der kommet i stedet nu?"
- Man taler jo meget om tilfredshed og lykke, nu og her, og ikke så meget om fremtiden...
"Det kan man se både på godt og ondt. Det kan vurderes som en magelighed. Men det kan også være en ydmyghed over for verdens udfordringer. Man siger måske: Det er en tilstrækkelig stor udfordring at skulle leve sammen med et andet menneske og prøve at få et barn med det. Det er noget, der næsten overstiger vores kapacitet. Hvis vi så også skulle tænke på forureningen i Kina, så falder det hele sammen. Det er nemt at se ned på som selvstilstrækkelighed; men kender man personerne konkret, ved man, hvad der kræves for en ung familie for at klare dagligdagen og komme igennem livet. Det er så utroligt svært og krævende."
- Arbejdstiden er kortere end før, vi er mere fleksible på jobbet, der skulle være mere tid til familien. Hvordan kan det simple blive så svært?
"Jeg tror, det har noget at gøre med det gamle begreb: at være indrestyret. Det er blevet sjældent nu om dage. Det er stressende og krævende ikke at have sin indrestyring. Så er du hele tiden defineret af omgivelsernes behov. Du er bestemt af, hvor mange fester, der er lige nu, og hvad moden er lige nu, og hvad man skal høre. Alle de behov bliver dikteret udefra. Hvis de kommer indefra, kunne du risikere at falde ud af alle kendte sammenhænge. Det er angstfremkaldende. Det er frygteligt belastende at give så meget valgfrihed, ikke mindst til børn."
Frygten for katastrofer
Brøgger oplevede for ikke så længe siden at blive inviteret ned på det lokale bibliotek for at læse eventyr for en skoleklasse. Eleverne fik saftevand, for nu skulle de sidde stille:
"Da jeg var færdig, sagde læreren til børnene: 'Så skal I have stor tak for, at I hørte efter'. Men det er da ikke dem, der skal takkes. De skal være taknemlige for, at der kom nogen og læste eventyr for dem. Men lærerne i dag er så taknemlige over, at de gider høre. Det minder lidt om det med, at fangevogterne er bange for fangerne, lægerne er bange for patienterne, politiet er bange for de kriminelle. Det er som om, man anstrenger sig til det yderste for, at der ikke skal ske de helt store katastrofer i dag - og i morgen tænker man med. Når man påtænker alt det, bliver jeg fuld af beundring over, at verden kan holde. Næsten uanset hvor man retter sit blik, sker der så mange fejl. Det viser sig, at verden kan rumme utroligt mange fejl uden at gå i stykker."
-Vi taler meget om tendenser i samtiden, som man på en eller anden måde kan kalde 'tidsånden'. Hvis vi antager, at den lineære tidsopfattelse ikke dominerer så meget mere, betyder det så også, at det er sværere at forudse, hvad der vil ske, og at de overraskende tidsånder altid sikrer et vist håb?
"Det er noget af det mest opløftende, når vi taler om tidsdimensioner, at man ikke kan tænke sig til den dimension, der hedder det kommende. Man kan ikke tænke sig til den og ikke planlægge det, der kommer. Men det er uafviseligt sikkert, at det kommende kommer. Og at det kan være noget helt nyt. Det er jo interessant, hvordan disse tidsånder opstår, og hvad de kommer af. Ingen kan helt unddrage sig dem. Det er som om, tidsånden hele tiden vil derhen, hvor der er ubelyst. Der, hvor der er skygge og fortrængninger. Tidsånden opsøger det, vi har glemt. Det er dens element."
Frigørelse forudsætter lyst
- Kan man se den nye dyrkelse af kernefamilien og religionernes genkomst som uforudsigelige tidsånder?
"Der er nogle historiske vekselvirkninger, man har set tidligere: Frigørelsesbølger efterfølges af mere restriktive loyalitetsformer og dyrkelse af familien. Om ikke andet så fordi børnene gerne vil leve modsat deres forældre. Det er også det, der driver udviklingen frem. Man kunne måske have forudset, at efter et sekulært århundrede kommer en religiøs revanchisme. Men det er ofte først bagefter, man tænker, at det er forudsigeligt. Når tidsånden har bevæget sig hen i mørket, kan vi se, at det selvfølgelig måtte komme."
Suzanne Brøgger har selv skrevet på en tidsånd, hun har også skrevet imod tidsånder. Mange husker de store frigørende spring i Fri os fra kærligheden og de kvindelige varationer over Henry Miller-motiver i Creme Fraiche. I essayet En køn historie fra 2000 så hun tilbage på 25 års kvindefrigørelse og konkluderede, at projektet syntes kulmineret i 'separatisme': Kvinderne var ikke bare frigjort fra mandlig dominans, men fra mænd i det hele taget.
- Du gør igen i 'Sølve' en slags status på kvindefrigørelsen. Du siger, at kvindefrigørelsens succes kan måles på mændene?
"Jeg lader det være afhængigt af, om kvindefrigørelsen indebærer, at kvinder bliver imprægnerede af mænd eller ej. Det er krumtappen. Hvis de bliver så emanciperede, at mændene ikke har lyst til at gøre dem gravide... Du kan gå hen på en klinik naturligvis. Men en teknisk mulighed er jo ikke automatisk en menneskelig virkelighed. Der er jo stadigvæk mænd og kvinder, som gerne vil komme sammen. Det skal de have lyst til, for at frigørelsen kan holde."
- Er der grund til at tro, at det ikke kan holde?
"Vestlige erfaringer tyder på, at jo højere uddannelse kvinder har, jo mindre tilbøjelige er de til at finde en mandlig partner. Det kan selvfølgelig være et overgangsfænomen, men hvis resten af verdens kvinder erfarer noget tilsvarende, er det ikke sikkert, at de ønsker den frigørelse. Det er fremtiden, som vi ikke ved noget om. Men vi ved noget om, at flere og flere kvinder i verden ønsker betydelig større udfoldelse af deres potentiale. Der må den vestlige verden alligevel være en inspiration. Derfor synes jeg heller ikke, vi i den vestlige verden skal bruge så meget krudt på at rakke ned på de mere gammeldags livsformer. Som civilisation betragtet er vi inspirationen. Ellers ville der heller ikke være så mange, som søgte til Vesten. Hvorfor skal vi bruge så meget energi på at rakke ned på dem? Det er jo den vestlige leveform, der i høj grad ønskes."
Suzanne Brøggers nye bog 'Sølve' udkommer
den 22. august på forlaget Gyldendal
