Læsetid: 3 min.

Fuld af liv

En ungdommeligt rørig 80-årig Roy Haynes med band var jazzfestivalens første store oplevelse på en dag, der også bød på uforløst legestue med Kasper Tranberg og magiske abstraktioner med John Tchicai og Irene Schweizer
5. juli 2005

På tredjedagen fik jazzfestivalen for alvor luft under vingerne i Glassalen med den legendariske amerikanske trommeslager, Roy Haynes, og hans kvartet, Fountain of Youth. Det var ikke repertoiret og stilen - neobop med standardtemaer og andet - men måden, der løftede det hele.

Det er utroligt, at Haynes er så frisk og rørig. Han ser mindst 10 år yngre ud, end han er, nemlig 80 år (han spillede allerede professionelt med beboppens pionerer i anden halvdel af 1940'erne og besøgte Danmark første gang i 1954 med Sarah Vaughan!). Og han spiller med en ungdommelig nerve og spændstighed, tilsat skræmmende stor erfaring i, hvordan man får et band til at swinge. Han kunne have taget det hele selv, excelleret i lange, ekvilibristiske trommesoli, men valgte det modsatte, at fokusere på musikkens helhed.

Dask med fejekostene

Haynes skabte de skønneste rammer for sine tre unge og fremragende medspillere, der fik rigelig lejlighed til at demonstrere deres talenter. John Sullivan med et sejt og opfindsomt basspil, Martin Bejerano med funklende, rigt facetteret akkompagnement og soli og Marcus Strickland med et køligt, mættet og idérigt saxofonspil. Meget få kan som Haynes lægge et groove, veldefineret med pulsen i bækkenet og en konstant kommenterende lilletromme, og så - velanbragt - sætte ting i gang eller i relief med et hårdt knald med en stik eller nogle herlige dask med fejekostene. Måske smukkest var en vals i mol, en russisk folkemelodi, som først fik en lang og stor musikalsk fortolkning med Stricklands sopransolo som kulmination. Efterfølgende fik Haynes publikum til at nynne med på melodien. Og bagefter inviterede han en ung 22-årig amatørtrommeslager på scenen, der fik lov at jamme en blues med Haynes unge folk, og som endda imponerede både Haynes og os publikummer med sin teknik og musikalitet. Det er sjældent at opleve en gammel, garvet stjerne så generøs og fuld af liv, som Roy Haynes var det denne aften.

Tranbergs legestue

Forinden havde trompetisten Kasper Tranberg været på scenen med sin Social Aid and Pleasure Club of Copenhagen med ni musikere bl.a. japanske Hiroshi Minami (klaver), Aske Jacoby (guitar), Nils Davidsen (bas) og stærke saxofonblæsere som Peter Fuglsang, Ned Firm og Jakob Dinesen.

"Skønt at være i Tivoli uden børn og turpas", indledte Tranberg. Og så kunne hans egen legestue ellers slå sig løs. Tranberg var i hopla som leder, der lejlighedsvis selv trådte frem og skabte humørfyldte øjeblikke med trutten, prutten og growlen i hornet. Men han havde svært ved at styre sin børnehave, eller rettere: De meget løse rammer gav et rodet musikalsk indtryk, selvom Anders Mogensen (trommer) var et hårdt pulserende samlingspunkt, som gav musikken indædt fremdrift. Der var hele tiden tilløb og gode detaljer at sutte på undervejs. Men som helhed forløstes Tranbergs sociale forlystelsesklub ikke.

Vi nåede også andet sæt i Jazzhouse med kultlegenderne John Tchicai (saxofoner), Irene Schweitzer (klaver) samt P.O. Jørgens (slagtøj). Tre væsentlige musikere ud i og med dyb forståelse for fri og intuitiv musikudfoldelse. Særlig først halvdel af sættet havde en magisk atmosfære med en åben strøm af toner fra Tchicais tenorsax, rullende, springende puls i Jørgens trommespil og et finurligt, vimsende vidunderligt klaverspil af den kvindelige free jazzpioner. De skabte intens lydhørhed, så man kunne nyde Schweizers mærkelige klange med hænderne i flygelets strenge. Fine øjeblikke, der viste den frie musiks særlige, abstrakte oplevelsesmuligheder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her