Læsetid: 4 min.

Fuldstændig hensynsløs

1. april 1997

BAGSIDELEDEREN må med en naturlovs nødvendighed følge efter artiklerne på alle forudgående sider, men hvem siger, at læserne følger naturloven? Nogen kunne finde på at starte bagfra (af hensyn til Doonesbury, Folk og Derude, forstås), så lederen i dag må for en sikkerheds skyld starte med at henvise til forudgående side 3. Her giver forhenværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer udtryk for holdninger og synspunkter, der i mere end én forstand er både opmuntrende og skræmmende, men i enhver henseende opsigtsvækkende.
Opmuntrende er det, at en mand med Hoffmeyers autoritet lader sin forfærdelse komme til orde offentligt, når det gælder den ellers i offentligheden så entydigt forgudede størrelse ved navn Udviklingen: "I årene lige efter krigens afslutning havde man en mere solidarisk holdning. I dag byder markedsmekanismen, at alle skal kunne leve op til de samme hårde krav. Der er ikke længere plads til de mindre hurtige, mindre dygtige. Tabergrupperne er blevet meget store. Det er svært at bevise den slags, men jeg ser et meget hårdere miljø, som også slår igennem, når man privatiserer i den offentlige sektor", siger han. Efter at have bemærket "en svingning i tyngdepunktet fra en mere solidarisk til en mere hensynsløs holdning. Mere brutal. Konkurrencen er blevet skrappere, markedskræfterne dominerer i stigende grad - og så skiller man dem ud, der ikke kan følge med. Det sker fra top til bund. Der er næppe nogen anden periode, hvor man har set så hyppige udryddelser blandt ledere".
Det er opmuntrende, at Erik Hoffmeyer bryder med fremskridtsreligionens tro på, at udviklingen altid går fremad. En del af udviklingen har siden krigens afslutning tværtimod ført til mere brutalisering, konstaterer han.
En generel afpolitisering af medie- og oplysningsindustrierne sammen med stigende vold i kunsten er på deprimerende vis en afspejling af denne udvikling i tilbageskridt - til visse samfundsdebattørers og postmoderne kunstkritikeres og -nyderes tilsyneladende udelte begejstring.

REALISTISK SET er det vel skræmmende, at Erik Hoffmeyer, søn af biskop i Århus, dr. theol. Skat Hoffmeyer, ikke (længere) har økonomiske anvisninger på, hvordan den fortsatte brutalisering skal afværges.

En tilbagevenden til socialismens styring af produktion af forbrug tror han ikke på. "Jeg siger blot, at når man vælger at lade markedet råde, slipper man en meget brutal mekanisme løs".
Den socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketofts glade optimisme deler den tidligere nationalbankdirektør, som man vil forstå, slet ikke: "Selv om vi kom helt derned på 700.000 på overførselsindkomst, ville vi ikke have løst alle marginaliseringsproblemerne".
USA's og engelske "fattigdomsløsninger" med lave understøttelser for at få en stor gruppe mennesker beskæftiget til en lav løn er slet ikke noget for bispesønnen, der senere blev nationaløkonom og nationalbankdirektør i Grundtvigs og Socialdemokratiets fædreland.
Mellemløsninger med tilskud til de lavtlønnede finder nationaløkonomen kolossalt vanskelig at administrere.
Økonomisk vismand Peter Birch Sørensens (og andres) forslag om skattefradrag til de lavtlønnede er han mere stemt for, men ikke passioneret fortaler for: "Nej, alle disse ordninger har betydelige vanskeligheder".

UDEN AT GÅ Erik Hoffmeyer for nær, tør vi nok konkludere, som han i hvert fald selv konkluderer sit interview i dagens avis: Nu der der stort set kun den kristne humanismes moral at håbe på: "Derfor ville meget være vundet ved, at virksomhedsledelserne påtog sig en moralsk forpligtelse til at beholde folk, der ikke helt kan følge med". - Holdninger skal mildne markedets kræfter? spørger Informations Pia Fris Jensen. Bispesønnen svarer: "Ja, for eksempel gennem det moralske ansvar, jeg omtalte før. Det er ikke ligegyldigt at indse, at man er blevet fuldstændig hensynsløs over for dem, der ikke kan følge med".
Hvorfor er det forresten ikke den socialdemokratiske finansminister, der siger det?
Vel fordi det er skræmmende, at der nu kun er fordringen fra den kristne humanismes moral at trække på. For hvad er den værd realistisk set?
Det gav den tidligere økonomiske vismand, Peter J. Pedersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, svaret på i Information i lørdags: "Arbejdsgiverne er ikke lutter engle. De tager cremen af cremen i stedet for selv at bruge ressourcer til at opkvalificere folk".

DER STÅR vi så - hvis vi tør bryde med den lalleglade optimisme: Anstændige økonomer kræver moral, da de ikke længere selv har de store forkromede modelløsninger af økonomisk-teknisk art at byde på.
De pressede arbejdsgivere (og fagforeninger!) har på grund af den skærpede, globaliserede og deregulerede konkurrence og almægtige markedsøkonomi ikke råd til at spille Guds gode engle.
Det er en dobbelthed så vældig, at den overskygger al den gængse snak om statsgæld og forsørgerbyrden over for de stadig flere ældre medborgere. Også her er det velgørende, at Hoffmeyer skærer igennem udenomssnakken: Totredjedelssamfundets danskere er simpelt hen så stinkende rige, at de på stedet burde have skattetrykket øget med ti procentpoint - til gavn for både statsgæld og ældre. Længere er den historie ikke.
Nej, det forfærdende er, at selve Udviklingen fører til brutalisering, udstødelse og marginalisering. (For ikke at tale om naturens ødelæggelse). Herom vil regeringen om kort tid fremlægge et dokument, betitlet Danmark som foregangsland.
Forgangsland - for hvad?

el (Ejvind Larsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her