Læsetid: 4 min.

Fuldtonet skandale

20. februar 2004

ORDVALGET var fra begyndelsen nøje planlagt: Præsident George W. Bush erklærede udtrykkeligt ’krig’ og ikke blot ’kamp’ mod terrorisme efter angrebet på USA den 11. september 2001. Ved at vælge ’krig’ markerede den amerikanske regering, at den agtede at drage fordel af de langt videre beføjelser, som et krigsførende land har. De internationale retsprincipper skelner klart mellem freds- og krigsret: Regeringer skal leve op til strenge juridiske regler i hverdagen – en mistænkt må ikke bare slås ihjel, og en anholdt har ret til forsvar og til at få sin sag ført ved en uvildig domstol. I krigstid ophæves langt de fleste af disse principper – en fjende kan dræbes uden at blive advaret, og en krigsfange kan tilbageholdes på ubestemt tid uden ret til forsvar. Det er åbenlyst, hvilke fordele USA fra begyndelsen så i at insistere på, at landet er i krig. Ligeså klart er det imidlertid, at den krig, som USA og dets allierede nu har ført i et par år, langt fra er nogen traditionel krig – og at den har svært ved at leve op til de principper, som hidtil har eksisteret for at definere en krig: Mest markant graden og hyppigheden af egentlige aggressive handlinger, som fjenden – al-Qaeda – har rettet mod USA. Det er uklart, hvorvidt de fire angreb – ud over 11-9 er det bombningerne mod amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania, på flådefartøjet U.S.S. Cole i Yemen og på et boligkompleks i Saudi Arabien – i sig selv er nok til at erklære krig. Der kan enten argumenteres for, at al-Qaeda står for egentlige politisk-motiverede oprørshandlinger (som ville godtgøre brug af krigsret), eller at netværket er en form for international organiseret kriminalitet (som ville kræve brug af fredsret).

DENNE TEORETISKE diskussion er i virkeligheden den helt centrale i debatten om de godt 600 påståede terror-sympatisører, som i mere end to år har været spærret inde på den amerikanske Guantanamo-base på Cuba. USA opfandt fra terrorkrigens start et nyt begreb – illegale kombattanter – som forsøger at udviske skellet mellem krigs- og fredstid. For de mænd, der blev taget til fange i og omkring Afghanistan i januar 2002 og umiddelbart efter ført til Guantanamo, blev den konkrete virkelighed, at de derved mistede enhver retsstatus. De er hverken at betragte som civile eller krigsfanger – de er derimod lovløse. De er aldrig blevet sigtet eller tiltalt, har aldrig haft ret til en forsvarer eller fået deres sag ført ved en domstol. Endnu værre for den enkelte, så har præsident Bush med sin insisteren på, at USA er i krig mod terroren – så længe det måtte tage at vinde den – også tilladt, at disse mænd kan holdes indespærret, indtil den krig engang måtte blive afsluttet. Potentielt i ubegrænset tid. Denne verdens demokratier burde omgående have insisteret på, at USA – klodens eneste supermagt – måtte gå forrest i kampen for en ordentlig rettergang. Det har mange lande også gjort – også nære europæiske allierede – mens VK-regeringen har udvist en udstrakt, ja, nærmest total forståelse for USA.

NU KAN VI så glæde os over, at den danske fange bliver løsladt og kan vende hjem som en fri mand. Amerikanerne har åbenbart ingen beviser for nogle af de måske helt grundløse anklager, som de med jævne mellemrum har rejst mod ham – senest at han skulle have haft forbindelser til al-Qaeda. Det er endda kommet frem, at danskeren slet ikke blev fanget under krigen i Afghanistan, men derimod under flugt i Pakistan – og derved end ikke levede op til princippet for tilfangetagelse af krigsfanger, nemlig at han skal tage aktiv del i fjendtligheder på gerningstidspunktet. Det er åbenlyst, at regeringen føler, at den fortjener ros for at have fået frigivet danskeren – det ville være malplaceret. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har aldrig påtalt noget som helst over for USA – i stedet valgte han det såkaldte ’stille diplomati’. Den kurs vækker pinlige minder om den tilpasningspolitik, som de danske regeringer førte under de første tre års nazistiske besættelse fra 1940 til 1943. Præcist som P. Munch, Erik Scavenius, Vilhelm Buhl og alle de andre ledende politikere dengang valgte Fogh at tilpasse sig stormagten. Ikke et eneste kritisk ord om den ulovlige indespærring af den danske statsborger kom der fra Fogh, da han i maj sidste år mødtes med Bush i Det Hvide Hus. Det ville have ødelagt den gode stemning. Det stille diplomati minder på andre felter om det værste fra besættelsestidens tilpasning – dels ved, at vi igen lagde os i skjul af andre vestlige landes kamp for at genoprette den internationale retsorden, dels ved at vi endte med at blive belønnet for tilpasningen. Vores fange er trods alt blevet løsladt – efter kun 741 dage. Omkring 600 andre sidder stadig på basen. Et ukendt antal irakere er udsat for samme lovløshed et sted i Mellemøsten. Det er en fuldtonet skandale.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu