Læsetid: 4 min.

Full Monty

11. januar 1999

Min hjerne er kold, mine hænder er ru,
men hjertet er der gået sommer i.
Varmen er ganske vist ikke kommet endnu
- det er til gengæld Montgomery
(citeret efter fædrene hukommelse fra Politikens At Tænke Sig sommeren 1945)

SÅLEDES hilste vi Anden Verdenskrigs vel nok største allierede europæiske krigshelt, feltmarskal Montgomery, velkommen til landet, varmt og inderligt, som rigelig kompensation for den udeblevne sommervarme. Så stor en mand var Montgomery i de befriedes forestilling, så ulig den fjende han havde nedkæmpet. Den umilitante, menneskelige soldat i pull-over, alpehue på sned og smil under moustachen, kort sagt: Monty. 12. maj '45 ankom feltmarskalen til København og blev modtaget med en jubel, som vistnok kun blev overgået , da københavnerne i 50 modtog den eneste overordnede Montgomery siges at have haft nogen respekt for, Winston Churchill.
Da Monty var gået på pension, til han døde i 1976, gik tiden med at cementere myten om den store feltherre, hvilket ikke var svært, eftersom ingen for alvor dengang anfægtede hans indsats. Dels i ørkenkrigen, hvorfra han hentede sin ærestitel: Alamein efter det afgørende slag ved El Alamein i Egypten i 1942, da briterne drev Rommel på flugt. Dels under invasionen i Normandiet og det efterfølgende felttog med målet: tyskernes betingelsesløse kapitulation.
Med årene rejste sig imidlertid mere kritiske røster, der påpegede Montys menneskelige skyggesider. Manden var nærtagende, smålig, egenrådig og særdeles fantasifuld til at besmykke egne bedrifter i forhold til de allierede medgeneraler. Legenden George Patton, men også den smidige Eisenhower lykkedes det Montgomery at irritere så grundigt med sin arrogance, at de kunne have kvalt ham. Flere revisionister af krigshistorien har spekuleret over, om Montgomery i virkeligheden ikke burde dele noget af æren med sine medarbejdere - og selvsagt amerikanerne - der ikke var så forsigtige som den store mand i den fordringsløse pull-over. Sådan går det ofte med myter, de skal pilles ned. Uanset dette består monumentet. Men så skete det.

EN HIDTIL hemmelig rapport, forfattet af Montgomery, er kommet frem som følge af 50-årsreglen. Den nu frigjorte rapport taler sit eget sprog: Montgomery var racist. Hverken mere eller mindre. Sagen er den, at feltmarskalen efter krigen som chef for den britiske forsvarsstab blev bedt om at vurdere imperiets fremtid. Den, fremtiden, havde det som bekendt ikke godt. Storbritanniens vigtigste koloni, juvelen i kronen Indien, var ved at være løsnet så tilpas i indfatningen, at den snart ville havne i skødet på en sær, mager, halvnøgen, gammel mand, der prædikede ikke-vold og insisterede på at væve sit tøj, hvis han ikke var i sultestrejke for at drive englænderne ud. De fleste af de øvrige britiske brohoveder trindt om kloden - de, der ikke havde revet sig løs - var kun imperiets på lånt tid.
Krigen havde effektivt forpurret ethvert håb om fortsat britisk oversøisk herredømme, det vidste briterne selv, og det vidste de gamle kolonier også. Forudsætningen for imperiet, Royal Navy, som man havde kendt dette magtredskab, kunne i længden ikke opretholdes og moderniseres i takt med tiden. Dertil kom som antydet presset fra de gamle interesseområder i samklang med idéerne bag FN om folkesuverænitet. The white man's burden var klar til at blive slæbt af andre end the white man. Endelig tegnede sig en radikal anderledes verdensorden, hvor USA og Sovjetunionen af gode grunde måtte blive dominerende supermagter. Resten af verden - ikke mindst de såkaldte bufferområder - var slagmarker i en kold, måske senere varm krig.

I DENNE situation udsendte den britiske labour-regering Clement Attlee den store krigshelt på en længere mission til Afrika, hvor visse britiske interesser måske kunne tilgodeses. Montgomery berejste en række nøgleområder, deriblandt det daværende Rhodesia og først og sidst Sydafrika, hvor han uden større besvær lod sig overbevise om - hvad der senere skulle blive - apartheids velsignelser. Afrikaneren var i Montgomerys øjne ikke egnet til at styre sig selv, vild og primitiv som han ved Montys selvsyn var. Åbenlyst racistiske grundsynspunkter, som feltmarskalen - ikke at forglemme - for en væsentlig del havde med sig hjemmefra. I overordnet strategisk forstand så han kontinentet i fare for at blive bytte for kommunisterne, hvilket alt andet lige jo ikke var helt åndssvagt opfattet.
Men i dette sikkerhedspolitiske brætspil udstillede den gamle soldat atter sin uendelige naivitet ved som modtræk mod kommunisterne at forlange etablering af et superkontinentalt hvidt, britisk overherredømme i Afrika. Da Attlee fik rapporten - iagttagelserne ubrugelige, konklusionen forrykt - låste han den inde i et skab. Dette var ikke britisk politik, og sådan skulle Montgomery ikke ses i offentligheden. Men nu ses han. Og når rapporten nu læses, sker det i den banaleste forsyndelse mod fortidens vidnesbyrd: at tolke teksten med nutidens øjne. Da i anden anledning den østrigske dirigent Karl Böhm engang blev spurgt, om Herbert von Karajan ikke havde været nazist, svarede han tørt: Waren wir alle. Noget lignende kan siges til det hykleri, der har manifesteret sig i England i disse dage.
Uden at forsvare den store feltherres eftermæle, endsige hans offentliggjorte idiotiske synspunkter, er det principielt værd at erindre sig Böhms ord. Det imperiale britiske officerskorps, hvori Montgomery havde sine dybe rødder, var ikke just opdraget til at opfatte den hvide britiske mand på lige fod med de sorte i Afrika. Det havde ikke været videre imperialt, hvilket synspunkt i vidt omfang også var en gigant som Churchills. De rigtigt skyldige i den forbindelse var snarere den britiske regering, der udsendte feltmarskalen, blot for at få ham tilbage - full Monty. mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu