Læsetid: 6 min.

Det fumlende element

Det er ubegribeligt, at borgerlige politikere - med Rønn Hornbech som snart sagt den eneste anstændige og markante undtagelse - med åbne øjne demonterer de mest elementære borgerlige rettigheder
12. november 2005

Frækheden ligger og fumler

ved dumhedens nosser.

Verden regeres af slyngler

og landsbytosser.

(Halfdan Rasmussen; fra digtet "Misantrop" fra samlingen Fremtiden er forbi, 1985).

B.T.'s lederskribent, som ofte kan forveksles med regeringens og/eller Dansk Folkepartis talerør, skrev om bekæmpelsen af terror blandt andet: at terror må isoleres, hvilket betyder, forklarede skribenten: "vigtigst af alt at afholde sig fra at prøve at forklare den med store overordnede principielle betragtninger". "Særligt ødelæggende," fortsatte lederskribenten med fed på ordet ødelæggende, "når sådanne forklaringer bruges aggressivt mod politiske modstandere..."

Og så fik Ritt Bjerregaard ellers, så hatten passede for overborgmesterkandidatens nøgterne udtalelser om Danmarks unægteligt større udsathed for terror som følge af Fogh Rasmussens stadig mere uforsvarlige og stadig mere synligt katastrofale krigseventyr i Irak.

PET har sagt det samme

Sjovt nok har PET sagt nøjagtigt det samme, og selve forslagene om mere og betydeligt mere skærpet terrorbekæmpelseslovgivning begrundes ikke at forglemme i et stigende trusselsniveau. Sådanne svine-til-kampagner, som lederen her præsterede, og det nuværende Venstre med Rasmussen og Søren Pind i front gerne leverer, giver nu og da bagslag, hvilket i Sokkelund Herred vil vise sig ved et godt valg for madam Bjerregaard. Spørgsmålet er kun, hvor dårligt det bliver for Pind.

Det hænder, hvad angår spørgsmålet om de overordnede principper som forklaring på det ellers uforklarlige, at man efter begivenhederne afdækker, hvilke store overordnede principper der var på spil, og at disse principper på spil gav nogle udmærkede forklaringer på baggrunden for revolutioner og andre småting, der således ikke sådan lod sig isolere. Det er det, man kalder historieskrivning, og som man i den politiske analyse godt kan foregribe ved at skrive historie i samtiden. Det er det, man kalder samtidshistorie, som er i slægt med god journalistik, hvilken disciplin drejer sig om at prøve at forklare begivenhederne ved store overordnede principielle betragtninger. Disse øvelser fordrer imidlertid en eller anden form for omløb i knolden, hvilket selvfølgelig i ovennævnte sammenhæng er rigeligt forlangt.

Sakorzys Frankrig

Man må på denne baggrund håbe, at det franske politiske establishment fik læst B.T. og derfor holder sig til indenrigsminister Sakorzys enkle principoverskuelige begrebsverden, hvor de utilpassede, tilsidesatte, forhånede og efterhånden ustyrlige og voldelige forstadsunge rubriceres som slyngler og afskum, der skal have nogen flere på huden. Bare længere ned i sølet og samfundsglemslen med dem, så skal det hele nok gå, og bilerne holde op med at brænde.

Vigtigst er det jo, glem endelig ikke det, når man står over for ubehagelige begivenheder, der løber en af hænde, at man afholder sig fra at prøve af forklare disses årsag med store overordnede principper. Vi afholder os altså fra store overordnede principper, læner os tilbage med B.T. klemt fast i lufferne og afventer danske tilsidesatte unges reaktion på den ringeagt, den hån, den uvidenhed, hvormed deres forestillinger om verden og deres forhåbninger er blevet mødt i de senere år af blandt andre B.T. og det politiske og toneangivende flertal med de rigtige meninger og den nye politiske korrekthed.

Den Gud disse unge, der som deres franske kolleger har svært ved at få indpas i de fjendtlige samfund, er vokset op med, og som er deres kulturelle bagage, er jo, som danske kommentatorer i underlødige spalter udtrykker sig, som en fastelavnsfigur i en møgreligion.

Et af landets store dagblade, hvis baggrund i en anden betrængt tidsalder var den rene og pure antisemitisme og derfor har stolte traditioner for nedsættende og diskriminerende ytringer om minoriteter, holder sig ikke for ædelt til yderligere at forhåne de marginaliserede unges værdier med overflødige og sårende tegninger af det helligste, der ifølge samme værdier ikke bør gøres i billeder. Ytringsfrihed? Næ, ren uansvarlighed og himmelråbende dumhed.

Dansk Folkepartis retsordfører var ude med vrælet om ulv i forbindelse med det i øvrigt grimme hærværk i Århus. "Terror!," råbte ordføreren, der også er næstformand i partiet, og forlangte, så vidt man forstod de uhyrlige nye terrorbestemmelser, der endnu ikke er gået (glat) igennem Folketinget, allerede her taget i anvendelse. Politimesteren på stedet slog kors for sig. Dansk Folkeparti havde åbnet en ladeport.

Demokratisme fra 1968

Profet af fag skal man ikke just være for at indse, hvad terrorpakken kan og vil blive brugt til. Mindre begribeligt at borgerlige politikere - med Rønn Hornbech som snart sagt den eneste anstændige og markante undtagelse - med åbne øjne demonterer de mest elementære borgerlige rettigheder.

Ikke mindst er ideen om sindelagskontrol bedårende. Personer man i fremtiden kan forestille sig vil tænke ilde om demokratiet, skal have et los i røven, ud med dem. Måske man skulle udvide bestemmelsen med tilbagevirkende kraft.

Så ville pastor Krarup få problemer. Såfremt menneskene ifølge pastoren ophøjer deres verdslige regimente med henblik på at forbedre verden, og demokratiet bliver demokratisme, ophøjer mennesket sig til Gud, og vejen til Auschwitz og Gulag er banet, derfor var Brandes ond og PH nazist, fordi de dyrkede oplysningen og demokratiet og derfor mente, at mennesket kunne erstatte Gud. Det er ganske vist Krarup i kortform, men nogenlunde indholdet i levebrødspolitikerens bog: Demokratisme fra 1968. Det rene tautologiske vås.

Og når vi nu er ved Dansk Folkeparti og de overordnede principielle forklaringer, lykkedes det partiets ideologiske spydspidser at få mast endnu en undersøgelse af koldkrigsårene ind i Finansloven. Det er jo godt, undersøgelser kan man ikke få nok af, især ikke hvis de forudgående ikke passer med ens egne konklusioner. Så skal man bare blive ved med at lave undersøgelser, til resultatet svarer til kravene.

Til den ende rumsterer professor Bent Jensen endnu engang. Hver gang Dansk Folkeparti skal have noget bekræftet, hiver de Jensen frem. Nu kan han få hele 10 millioner kroner til at gøre de forlængede koldkrigere i Dansk Folkeparti glade og fornøjede i deres egne fordomme om perioden. Er professor Jensen nu en mand af ære blot i behersket omfang, betakker han sig i denne omgang og lader andre om det ulækre.

Ordentlige folk i de historiske forskningsmiljøer må, når skandalen ruller, og dette kultur- og civilisationstab er indtruffet i dansk videnskabshistorie, udpege mindre lidenskabeligt bestemte forskere til at supplere, udbygge eller (utvivlsomt) underbygge den eller de allerede foreliggende undersøgelser og til forvaltning af de mange forskningspenge, der ellers ikke ligger i nær så rigelige mængder for forskernes fødder.

Forskning i Fogh og DF

Kun højere magter ved, hvornår det lykkes at få afsat tilstrækkelige midler til at undersøge et andet brændende og i detaljen uudforsket historisk fænomen, som senere tider vil betragte med undren: Anders Fogh Rasmussens kreative bogføring som skatteminister samt hans grove vildledning af Folketinget.

I en sådan forskning bør man inddrage overvejelser, om der måske foreligger en afgørende mentalitetsmæssig eller anden sammenhæng mellem adfærden dengang, påstandene om at pengene fossede ud af statskassen, da Mogens Lykketoft var finansminister, samt ikke mindst den senere statsministers manipulering af begrundelserne for at gå i krig i Irak så relativt få år senere.

Måske næste finanslov kan afsætte midler til et institut til udforskning af disse de Fogh Rasmussenske motiver og handlinger. På den anden side forekommer det højst tænkeligt, at Kaj Munk Instituttet, som også er blevet til som politisk styret forskningsinitiativ på Dansk Folkepartis foranledning og krav om at tilgodese kulturkonservatismen af gode grunde hurtigt løber ud for kvalitative forskningsemner og derfor kan supplere sig med en afdeling for kulturkonservativ Rasmussen-forskning.

Eller midlerne kunne anvendes til i tide at samle kilder og oprette et solidt arkiv til senere belysning af Dansk Folkepartis magtmisbrug i forbindelse med partiets uhyrlige indblanding og vilje til at styre den frie forskning. Blot en idé konciperet, mens dumheden fumler videre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her