Læsetid: 4 min.

Fundamentalist Bjerager

8. oktober 2002

»Tyrkiet er et muslimsk land og bør aldrig blive optaget i EU.«
Chefredaktør Erik Bjerager, Kristeligt Dagblad, i avisens leder den 5. oktober 2002.

MAN SKULLE slet ikke tro, at så pæn en mand som den kristelige chefredaktør Erik Bjerager kunne have så formørkede synspunkter, som han fremlagde i weekenden – først i sin egen avis og dernæst i TV2 Nyhederne og TV-Avisen. Bjerager fastslog, at Tyrkiet aldrig må blive medlem af Den Europæiske Union alene af én principiel årsag – nemlig det faktum, at Tyrkiet er en muslimsk stat. Den kulturelle kløft er ganske enkelt for stor, lyder det fra chefredaktøren på landets kristelige avis, som i sin leder definerer vort kontinent på denne måde: »Europa er i høj grad et kulturelt fællesskab, der historisk set bygger på græske, jødiske og kristne værdier. Disse værdier er langt mere grundlæggende for europæisk kultur, end den politiske kultur lader ane.« Det vil derfor være et fejltrin af historiske dimensioner, hvis Tyrkiet »nogensinde gøres til fuldgyldigt medlem af det europæiske fællesskab,«
mener redaktøren.

DET KRISTNE budskab fra Erik Bjerager er dybt problematisk og stærkt usympatisk – og er fuldt og helt i modstrid med de principper, der gælder for både Grundloven, Rom-traktaten og FN-konventionen. Her fastslås det som helt afgørende forudsætninger, at ingen må blive diskrimineret – hverken på grund af religion, kultur, køn, etnisk tilhørsforhold eller andet. Nu lyder Bjerager som en kristen missonær af værste skuffe, der er så gudsfrygtig, at han end ikke tør være i lokale med muslimer.
Det er sørgeligt at konstatere, at der findes troende kristne – oven i købet veluddannede som Erik Bjerager, der har studeret på både amerikanske og franske universiteter – som ønsker at udelukke andre nationer fra et samarbejde alene på grund af deres religion. Den principielle afvisning af et muslimsk land, der tilmed netop i dets forfatning adskiller stat og religion, gør Bjerager til en kristen fundamentalist, der er ligeså farlig for integrationen som muslimske fundamentalister.
Den skade, som tilføjes den i forvejen skrøbelige danske integration med den fundamentalistiske leder i Kristeligt Dagblad, er betragtelig. Dens konklusion – som i overført betydning jo er, at muslimer ikke er værdige til vores kristne fællesskab – er med til at grave yderligere grøfter. De af de herboende muslimske ledere og imaner, som over for visse muslimske indvandrere prædiker fundamentalistisk islam, får gødet deres påstand om, at de kristne danskere er imod muslimer. Bjerager står langt fra alene med sit synspunkt om, at kristne er hævet over muslimer – og det er givet, at der blandt EU’s ledende politikere også er en frygt for at lukke et ikke-kristent land ind i fællesskabet. I al sin enkelhed ville det dog være en krænkelse af alle vestlige friheds- og lighedsidealer, hvis man fulgte tankegangen om at udelukke et land alene på grund af dets religion. Ja, det ville være et angreb på et af demokratiets grundvilkår.

DER KAN naturligvis være andre grunde til at undlade at tildele Tyrkiet et medlemskab af EU. De objektive politiske kriterier, der blev vedtaget på København-topmødet i 1993, er udmøntet i 18 punkter, som den tyrkiske regering på vel nok alle områder er i konflikt med.
Det gælder ytringsfrihed, afskaffelse af tortur, adskillelse af dømmende og udøvende myndighed, retten til at tale sit modersmål, ophævelse af diskrimination, fjernelsen af dødsstraf, et ophør af systematisk undertrykkelse af et bestemt folk (læs: kurderne) og flere andre afgørende principper. Det seneste år – siden forfatningsændringerne i oktober sidste år – har det tyrkiske samfund imidlertid bevæget sig i den rigtige retning på alle felter i et tempo, der aldrig er set før. Årsagen er, at der for første gang har været et reelt håb for, at Tyrkiet rent faktisk kunne blive medlem af EU – hvad det store land har ansøgt om siden midten af 1960’erne. Den dynamik, det har skabt, førte i august til den mest omfattende af flere reformpakker, hvor parlamentet har givet sig på de allermest følsomme temaer i den tyrkiske debat – såsom dødsstraffen, retten til at tale egne sprog i skoler og sende nyheder på f.eks. kurdisk.

TYRKIET burde opleve, at de europæiske demokratier påskønnede denne udvikling. Ikke ved omgående at indlemme landet, men ved på topmødet i december i København at fastsætte en dato for egentlige optagelsesforhandlinger. Det ville betyde, at den positive tendens i Tyrkiet ville blive yderligere styrket – præcis som vi har set det i Grækenland, Spanien og Portugal, siden disse dengang næsten helt nye demokratier blev indlemmet, og som vi i de seneste år har set det i nogle af de mere tvivlsomme kommende medlemmer som Estland og Rumænien. Tyrkiet er et moderne muslimsk styre – så meget tættere på vestlig levevis end på den arabiske og burde derfor føle sig velkommen og ikke ildeset i Vesten.
Der er desværre alt for mange gode grunde for tyrkere til at føle sig afvist af det øvrige Europa – redaktør Bjerager er en af dem.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu