Læsetid: 7 min.

Fundamentalisten, der ikke ville være en

Da pakistanskfødte Mohsin Hamid i 2001 havde skrevet første udkast af 'Den modvillige Fundamentalist' om spændingerne mellem den muslimske verden og USA, kunne forlæggeren ikke helt se dem. Men så kom 11. september, spændingen blev tydelig for enhver - og Mohsin Hamid gik i stå. Bogen udkommer på dansk i dag
27. marts 2007

LONDON - Den hyper-amerikanske jeg-fortæller. Den minimalistiske, lidenskabsløse, alvidende tredje-persons fortæller. Den ultra-pakistanske fortæller. Mohsin Hamid har prøvet de fleste og nåede at skrive syv forskellige fortællestemmer på syv år.

"Det var en vældigt ineffektiv måde at skrive en bog på. Jeg gør det aldrig igen." Forfatteren Mohsin Hamids stemme er belagt med sarkasme. For han ved godt, at han efter al sandsynlighed kommer til at skrive sin næste roman på netop denne måde. Møjsommeligt, besværligt, prøvende. Indtil han endelig har fat i den rigtige måde.

"Måske er det bare sådan, jeg skriver. Jeg gjorde det også med min sidste bog," siger han og beskriver det som et puslespil. For han ved, hvad han prøvet at få til at lykkes, uden at han helt ved hvordan. Og måske er netop denne måde at skrive på blevet forstærket af det, der skete godt to måneder efter, at forlæggeren havde fået første udkast af Den modvillige Fundamentalist i 2001.

"Han sagde: 'Jeg kan godt lide det, men hvorfor er der denne anspændthed mellem den muslimske og den amerikanske verden? Jeg er ikke helt sikker på, den virkelig eksisterer'. To måneder senere skete 11. september."

Og Mohsin Hamid gik i stå. Det tog ham to-tre år at fortsætte sin roman, efter at de to fly bragede ind i World Trade Centers tvillingetårne i den by, han havde kaldt sit hjem i 10 år.

"Selv om bogen omfattede det samme, som 11. september symboliserede, var det en meget stille roman. Pludselig eksploderede verden. Jeg arbejdede ikke på den i lang tid bagefter, for jeg blev afbrudt i min skriveproces og i mit liv," siger han om bogen, der udkommer i Danmark i dag. En bog, han begyndte at skrive på efter debuten, Moth Smoke, som ifølge New York Times var en af de vigtigste bøger i år 2000.

En stemme fra fortiden

Så Mohsin Hamid pakkede sine ting og flyttede fra det London, han netop var kommet til fra New York. Tog tilbage til familien i Lahore for resten af 2001-2002. Skrev freelance-journalistik og essays for Time Magazine og Guardian og lod sin bog ligge. For han kunne ikke samle sig om historien om den pakistanske mand, Changez, der fortæller sin livshistorie til en tavs amerikaner på en restaurant i Lahore. En fortælling om at leve i New York, blive ansat i en prestigiøs stilling efter et succes-studium på Princeton. Om at tjene kassen og blive forelsket i en pige, der ikke kan gengælde det. Om hvordan han på tv følger flyene ind i de to tårne den 11. september, hvorefter livet går i stå, altimens amerikanernes blikke på hovedpersonens skæg fyldes med mistro. Imens hans egen ambivalens over for USA bliver større og til sidst får ham til at forlade New York til fordel for et langt mere beskedent liv i Lahore.

For hovedpersonen er, lige som Hamid selv var på det tidspunkt, dybest set i tvivl, om han vil være del af denne civilisation, eller om han vil tage tilbage til sin egen. En historie, der til forveksling ligner Mohsin Hamids?

"Jeg er af den skole forfattere, som skriver om det, jeg kender. Jeg laver ikke meget research til mine bøger. Så ja, jeg har arbejdet i New York, jeg har gået på Princeton, jeg er vokset op i Lahore, har brugt tid i Manila, Grækenland, Chile og de steder, jeg skriver om."

Mohsin Hamid tager sig til hagens skægstubbe, der, i modsætning til Changez' demonstrative, er en tilfældighed. For selv om forfatterens baggrund og motiver ligner hovedpersonens, er de langt fra ens.

"Changez' baggrund og hans reaktioner er på mange måder mere ekstreme end mine. Jeg ser ham som en bror, en ven eller en fætter, jeg kunne have haft. Jeg har forestillet mig ham som en anden person, og jeg har forestillet mig at være denne person placeret i en verden, jeg kender."

For kunsten i kunsten er at sætte sig ind i andre mennesker. Empati hedder øvelsern, for læseren såvel som for forfatteren. Derfor prøvede Moshin Hamid at sætte sig ind i den stemme, han har hørt så mange gange før, og som han husker fra dengang, han voksede op. For det er stemmen, der skaber romankarakteren, mener han, og derfor endte Den modvillige fundamentalist også med at blive en anden end den, han begyndte med i 2000.

"Den stemme, jeg til sidst kom frem til, er en slags anglo-pakistansk victoriansk stemme. For en vestlig eller amerikansk læser vil den lyde som taget fra fortiden, og på den måde minder den om, hvordan Vesten ser islam: som en stemme fra fortiden. Samtidig lyder den truende, fordi den også har urduens ekstreme formalitet. Hvis du prøver at komme tæt på nogen, der insisterer på at agere reserveret, så giver formaliteten samme effekt som at gå i burka. Og amerikaneren og fortælleren tænker begge to om hinanden: Er han her for at slå mig ihjel? Eller er han en helt almindelig fyr?" siger Mohsin Hamid med en amerikansk hurtighed, der hverken lyder victoriansk eller anglo-pakistansk. Det er kun, når han siger ord som 'american', at r'et ruller og e'et trækker ud.

Os og dem

For det er netop med mistro og frygt, den muslimske og den vestlige verden ser hinanden lige nu, mener Hamid.

"En af litteraturens vigtigste opgaver er at skabe empati, og lige nu er det en meget vigtig tid for netop det. Empatien mangler fuldstændigt i verden lige nu. Hverken Osama bin Laden eller George Bush er i stand til at sætte sig ind i andre mennesker. Bin Laden, fordi han lever i en teoretisk verden; Bush, fordi han ikke kan forestille sig, at dem, der bor i Irak, er mennesker som ham selv."

Mistro og fordomme har nået højder, der er fuldstændigt ude af proportioner, i begge verdener. Modgiften må ifølge Hamid være netop empatien.

"I USA dør 42.000 mennesker i biluheld hvert eneste år. Men hvis du ser en bil på tv, begynder du ikke at ryste af skræk og tænke: 'den slår os ihjel'. Den følelsesmæssige reaktion har du ikke, fordi du ved, at risikoen for at dø i sådan et uheld er relativt lille. Men hvis du ser en mand med skæg i nyhederne, så reagerer vi sådan. Også selv om det er tæt på umuligt, at han vi slå os ihjel."

Og derfor er det langt fra tilfældigt, at Den modvillige fundamentalist er bygget op om mistroen. Det er sådan, verden af i dag føles. I hvert fald for en person fra den muslimske verden, der bor i Vesten. Eller; sådan føles det i hvert fald for mig, mener Mohsin Hamid. I kraft af at nostalgien blomstrer i både den muslimske og vestlige verden er vi begyndt at tale om ære og ondskab. Vi længes tilbage til de virkelige helte, mens George Bush og Osama bin Laden pludselig står som garanter for frihed og sikkerhed.

"Denne her konflikt mærker jeg hver eneste gang, jeg kommer ind i en lufthavn og bliver taget ud af køen og forhørt i fire timer. Det første skridt væk fra mistroen må være at sige: Hey, der er ikke noget at være så bange for. Jo, selvfølgelig vil vi alle dø en dag, men det er at være menneske. Det er blandt andet på grund af den store mistro, der er mellem mennesker lige nu, jeg har skrevet bogen."

Umiddelbart synes det som et meget politisk udgangspunkt for en roman. Men sådan ser forfatteren det ikke. For selv om han selv siger 'should', så siger hans bøger 'could'. Og selv om Hamids hovedperson prædiker, så er det ikke Hamids egne. Og politik kan ikke undgås, heller ikke i litteratur.

"Endda hvis jeg skrev en historie om en mor og hendes barn, ville det ende med at blive politisk, fordi det forhold i høj grad er politisk."

Men en historie om en mor og hendes barn vil stadig opfattes som langt mindre politisk, end en historie om en pakistansk mands liv i New York før og efter 11. september. Det ved Mohsin Hamid godt. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at islam stort set ikke spiller nogen rolle i Den modvillige fundamentalist, og at ordet 'gud' kun kommer over fortællerens læber, da han får sit første job. For som konflikt mellem Vesten og den muslimske verden er religionen kun en meget lille brik. Selv om netop denne brik ofte bliver fremhævet.

"I virkeligheden handler religionen langt mere om spiritualitet end om politik for de mennesker, der praktiserer den. Om at lære at leve med de ting, der ikke kan kontrolleres, som visheden om, at vi alle vil dø. Den slags ting, der handler om en grænseløs bevidsthed i en meget begrænset krop."

Men om du bliver set som fundamentalist afhænger langt mere af den begrænsede krop, dit brune hår og din mørke hud, end om hvad du tror eller ikke tror på indeni. For omverdenen er og bliver du fundamentalist. Også selv om du ikke vil være en.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu