For nylig introducerede computerfirmaet Apple en telefon. Firmaets grundlægger brugte anledningen til at bebude et paradigmeskift. Selskabet solgte efterhånden så meget andet end computere - iPod, iTunes, iPhone - at det ikke længere gav mening at tale om et computerfirma. Efter 30 år som Apple Computer Inc. blev navnet forkortet til Apple Inc. - på sin vis en større og mindre begrænsende container.
Måske skulle man på samme måde forkorte ARoS Århus Kunstmusem til blot ARoS. Så ville kunstbegrebet ikke stille sig i vejen for de oplevelser, museet gerne vil dele med sit store og stadig voksende publikum. Transformationen er såmænd i gang: Museet beskriver sig selv som "ARoS - et internationalt billed- og oplevelseshus". Men konsekvensen må så også være, at værkerne ikke længere kan promoveres som en 'udfordring af kunstinstitutionen og kunstbegrebet' - den institutionskritiske kunst synes at have sejret ad helvede til.
Hvis ildebranden på ARoS på nogen måder signalerer et nybrud, må det være dette: Institutionskritisk kunst nu uden institution.
Mange vil sikkert huske ARoS for de sanseoplevelser, museet leverede med den store Olafur Eliasson-udstilling: Som en højstemt tur på Eksperimentariet. Andre vil huske den drengede glæde, de oplevede ved mødet med de sportsbiler, museet husede indtil for nylig. Og i går aftes var der premiere - eller fernisering om man vil - på Thyra Hildens og Pio Diaz' ARoS on fire - Burning the roots of western culture.
Hvis man skulle være i tvivl om genren, hjalp museets direktør, Jens Erik Sørensen, på vej. Han kaldte det et "storværk" - med inspiration, må man formode, fra genren 'storfilm', der for år tilbage dukkede op som genrebetegnelse for store og især dyre filmproduktioner. Mel Gibsons Braveheart er et eksempel. Inden for kunsten kender vi genren fra den monument- og bygningsindpakkende Christo. Derfor vil det også være temmelig omkostningsfrit at spå Thyra Hilden og Pio Diaz en stor fremtid. ARoS er blot den første større kulturinstitution, som den dansk-argentinske kunstnerduo har tænkt sig at brænde af. Forude venter Colosseum og Louvre. Det kan næsten ikke undgå at føre til verdensberømmelse.
Og nu til værket
ARoS vil være et museum, der giver oplevelser, som Jens Erik Sørensen fortalte, da der forleden var snigpremiere for pressen og de århusianere, der nu engang kørte forbi ved 17-tiden. Værket sidder uden på museet.
Værket består af videooptagelser af ildebrand, der projiceres op på museets store glasflader. Glasset er blevet malet med en særlig maling, der lader flammerne tage form på ydersiden af glasset. Indefra syner det ikke af så meget, men udefra giver det ved skumringstid en oplevelse af, at museet er i brand.
Egentlig sagkundskab var der også til stede ved snigpremieren. DR havde hidkaldt en brandmand til i TV Avisen at kommentere værket. Information lånte ham, mens TV Avisens kamera var i færd med at se på kunstnerne. Brandmanden mente, at det var "flot og realistisk", selvom flammerne bevægede sig "lidt for hurtigt". Det ligner mere et "gasudslip, end et hus der brænder", sagde sagkundskaben.
Man kunne mod denne anmeldelse indvende, at man ikke kan bebrejde kunstnerne museets profil. Og at værket ikke skal lide under de ord, det er pakket ind i. Men for det første er værket skabt i og med museet - det har ligefrem udviklet sig organisk, mente kunstnerne. Og for det andet er værket så indpakket i ord, at det slet ikke er til at se.
Kunstnerduoen kunne berette, at den ene af dem var eksistentiel, den anden p0litisk, og at ilden opstod i brydningsfladen mellem deres interesser. At ilden signalerede undergang og opstandelse og noget med Helligånden. At den vesterlandske kultur er destruktiv. At Danmark er i krig - vel for at sikre værkets politisk aktualitet. At ild også har noget med al vores velfærd og luksus at gøre. At værket forholder sig kritisk til den vestlige tradition. Og endelig, oplyste kunstnerparret, vil de indsamle ildens kulturhistorie i en database - det er ikke til at sige, om de med 'database' mener et excel-ark, men det er vel også ligegyldigt.
Pioner
Som effekt er installationen imponerende. Men den pompøse sammensætning af æstetisk storværk og ophobningen af klicheer fra nutidskunsten (videnindsamling i en database...) mere end antyder, at der i fraværet af originalitet og præcision har udviklet sig et spekulativt kunstprodukt.
ARoS er ikke ene om at promovere kunsten som en aggressiv aktør i oplevelsesøkonomien. Tværtimod. Det er en museumsform og en kunstforståelse, der breder sig hastigt. Man må konstatere, at den engang så udskældte direktør for Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, ikke var den parentetiske forskydning, som mange håbede og hævdede, at hendes konsekvente formidling af kunst som en ny religiøs erfaring var udtryk for. Nej, Helleland var ikke bagudskuende, men en pioner i dansk kunstformidling. Det kan man i de næste 14 dage forsikre sig om i Århus.
* ARoS on Fire - Burning the roots of western culture. ARoS, dagligt 17.00-22.00, til den 31. januar. Ved en række arrangementer på museet vil udstillingen blive diskuteret - læs mere på www.aros.dk
