Læsetid: 4 min.

Fusionsmusik

26. januar 2000

"Ofte er det, der undrer mig mest, hvor stor forskellen på et stort og et lille pladeselskab egentlig er."
Michael Ritto, direktør, EMI, til Politiken tirsdag

MEDDELELSEN om fusionen mellem Warner Music, musikdivisionen i den kommende kommunikationsgigant Time Warner/AOL, og den multinationale musikmastodont EMI fik i går kulturpessimisterne til
at slå reaktionsmønstrene på selvudløser. Fusionen er fatal, hævdes det, fordi den strømliner musikudbuddet mere end, det er i forvejen. De store pladeselskaber
bliver endnu større, og de små bliver så små, at forbrugerne ikke kan finde dem i en underholdningsjungle, hvor kun de stærkeste overlever.
Der er et vist klarsyn i sortsynet, for ligesom småt ikke altid er godt, kan stort også sagtens være noget lort, men så er det heller ikke værre. P.t. er det globale musikudbud samlet på fem hænder - Universal, Sony, Bertelsmann, Warner Music og EMI. Det er svært at forestille sig, at forskellen på fire og fem skulle blive så afgørende.
Det afgørende er jo ikke størrelsen, men kapaciteten. Både til at stå imod med og til at udvikle, og er der
noget, de multinationale pladeselskaber altid har været gode til, er det udvikling - lige fra dengang den ny-
udnævnte direktør Clive Davis i 1968 overtalte CBS'
bestyrelse til at udskrive sig en blankocheck før han drog på talentjagt ved Monterey-festivalen. De store ved nemlig - eller har ansatte til at fortælle sig, at stagnation vil dræbe dem. I den retning har publikum længe været nådesløse zappere. Så når hjemlige kommentatorer lufter deres bekymring, er der grund til at gøre opmærksom på, at vi faktisk har de multinationale at takke for mange musikoplevelser. "Der er ingen tvivl om, at det her kommer til at gå ud over musikken. Pladeselskaberne bliver giganter, som er meget langt væk fra græsrødderne," udtaler en kender, Blenders chefredaktør Klaus Lynggaard, til Politiken. Og en uafhængig pladeproducer, Peter Littauer, siger: "Musikken bliver dummere og dummere og lyder mere og mere ens."

TILLAD EN KORT repetition: To af de overhovedet mest indflydelsesrige grupper, The Beatles og The Rolling Stones, trådte deres barnesko hos datidens største, Decca, og EMI. Beach Boys og Byrds gjorde det samme i USA, på Capitol og Columbia. U2 blev publikumsfavoritter og kritikerkæledægger på et stort selskab, og amerikanske R.E.M. gav først global genlyd, da de "gik multinationalt." Ligesom tidens supergruppe Oasis aldrig er udkommet på andet end - Sony. Så det er til at forstå det indledende citat fra den danske direktør for EMI's Skandinavien-afdeling, Michael Ritto. Han ved, hvad han taler om, al den stund han indtil 1994 var medejer af Medley Records, det uafhængige danske selskab med størst indflydelse på dansk musiksmag - de udgav Kim Larsen og Sebastian, men lod sig sælge til EMI. Nok var det gamle selskab mere luksushippie-hyggeligt, men den musikalske know how sidder nu engang ikke i formen, men i medarbejderne.
Her har datterselskabet af en multinational koncern klare fordele fremfor den luftguitarspillende idealist med den overtrukne kassekredit og frimærkekassen. Det så man, da de multinationale gik på metodisk opkøb i den danske pladebranche fra sidst i 80'erne. En række uafhængige selskaber blev købt - udover Medley ikke mindst Gnags-selskabet Genlyd - for på den måde at skaffe sig indsigt i og adgang til et nyt marked. Uden at musikken er blevet dårligere af den grund, skal man tro anmelderne, som ved årsskiftet uofficielt kårede gruppen Kashmir til årets danske navn. Gruppen udkommer på store, stygge Sony.

DEN ROCKHISTORISKE myte om de små, udviklingsstærke selskaber er lang og til en vis grad også rigtig. Elvis var f.eks. ikke blevet den samme uden at være debuteret på Sun Records, men de af os, der ikke bor i Memphis og omegn ville aldrig have hørt om ham, havde det ikke været for RCA Victor. Og midt i automat-animositeten er det værd at minde om, at nøglen til musikkens udbredelse - desværre - aldrig har ligget hos den, der skaber endsige finansierer musik, men hos den, der distribuerer den. Og dér har 'stort' altid været så attråværdigt, at utallige forsøg på alternativ distribution er endt med, at de små købte sig ind hos de stores effektivitet.
Det, der derimod bør bekymre, er, at de globale giganter nu ser ud til at forberede et organiseret stormløb på det internet, som hidtil har været fristed, også for musikkens fribyttere og produktudviklere. På nettet kan de små lege store, og behovet for global distribution nulstilles, fordi nettet i sig selv er verdensomspændende. Samtidig lurer begreber som onlinemusic, som kan opløse pladeformatet, og dermed kunstbegreb og detailhandel. Dermed anbringes en tidsindstillet bombe under copyrightbegrebet og dermed ejerforholdene. Den virkelighed vil true både musikere, forbrugere og store såvel som små selskaber.
At de multinationale for en gangs skyld er oppe på beatet, kan vanskeligt lastes dem. Vi har tillid til, at musikken - igen - vil vise sig modstandsdygtig. tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu