Læsetid: 2 min.

Futfut, futfut, fallera?

Kristian Ditlev Jensens togture i hele verden har sikkert været en stor oplevelse for forfatteren - hvad de vil læseren, ja, det er noget af en gåde
22. marts 2007

Eftersom jeg en overgang rejste temmelig meget i tog mellem København og Jylland, har jeg allerede læst mange - og alle de bedste - af teksterne i Kristian Ditlev Jensens nye bog Ord i orientekspressen. Dens rygrad er nemlig dén serie af reportager, der blev trykt i DSB-magasinet Ud&Se, og hvor Ditlev Jensen som udsendt medarbejder skrev om markante togture i hele verden.

Genlæsningens glæder findes jo også. Om sine ture med tog over Australien, i de schweiziske alper, frem og tilbage til Kiruna, med lyntog i Japan osv. skriver Ditlev Jensen med en letflydende pen og med en stemmeføring, der i bund og grund er sympatisk. Fokus er på selve togrejsens detaljer - og på de folk, han møder undervejs, i kupeerne og byerne rundt omkring.

Meget mere er der ikke i det. Netop fordi turene havde karaktér af opgaver og udfordringer, der skulle rapporteres hjem om, kunne man såmænd også leve med det. Det kunne man dog noget bedre, dengang teksterne var trykt som magasinartikler - når man læste dem let adspredt i IC3-toget, mens servicevognen og dens eftertragtede kaffe og wienerbrød (til overpris!) langsomt rullede sig frem til ens sæde.

Nu, i bogform, virker reportagerne noget fluffy, noget letbenede i det. Man spørger sig selv, præcist hvorfor man skal læse dem. Hvad vil Ditlev Jensen egentlig sin læser, udover at få hans tid til at gå på en nogenlunde smertefri måde?

Ligegyldighed på parade

Værre er det alligevel med de små essays om at rejse og, især, om togturens lyksaligheder, som udgør resten af Ord i orientekspressen - de er nødvendige, så bogen kan nå op på sine 200 sider, men har hverken ambition eller format til mere end det. Vi hører om at glemme ting, om forfatterens store, elskede kuffert, om at spise alene på restaurant, om trafik i forskellige lande osv. Niveauet hæver sig sjældent over de allertyndeste banaliteter:

"Alligevel skal man altid huske sin sunde fornuft, når man rejser. Måske er den det vigtigste?" - hedder det i et essay om at glemme ting, når man rejser. Tænk, virkelig? Og når det gælder togturenes langsomhed, så når Ditlev Jensen bl. a. frem til:

"Langsommeligheden er i hvert fald en mærkelig størrelse, for den er ikke bare summen af sine individuelle bestanddele. Den er meget mere end det. Når en forfatter for eksempel går i refugium for at finde ro til at skrive, så er det ikke bare tiden og stilheden, der tilsammen giver en bedre tekst. Det er faktisk snarere dybden i hans indre, der gør det."

Jotak. Man må så håbe, at tankerækker som disse ikke udgør summen af Ditlev Jensens dybe indre.

Kristian Ditlev Jensen: 'Ord i orientekspressen. Rejseskildringer og essays'. 200 sider, 199 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her